Hjælp til digtanalyse! Kan du knække koden??

Hej derude :)

Jeg sidder her med et digt som jeg skal analysere i sammenhæng med min srp. Digtet hedder Træer Læses og er af Pia Tafdrup. I min srp skriver jeg om Alzheimers og demens, og digtet er fra Pia Tafdrups samling "Tarkovskijs Heste", som omhandler faderen forløb med Alzheimers og hans død. Så er du en haj til analyse, ville det være en KÆMPE hjælp at høre din mening!! :) 

Digtet ses her: 

Der er altid træer, der kan fortælle min far,
hvilken årstid vi har, de lyser
i hans hjerne,
        birketræernes hvide stammer,
heroisk ranke
eller roligt svajende.
Der er træer uden blade,
– altså vinter, hvor solens stråler
skærer gennem stuen.
Der er træer med dybgrønt løv,
– altså sommer, hvor det mørkner,
og gulner bladene,
                kan det kun være efterår.
Om det er i dag
eller for halvtreds år siden,
                                 hvad er forskellen?
Om der er gået to timer
eller to minutter,
        er det afgørende,
så længe der søges ly
i en glasklar erindring fra barndommen?
Om det er mig eller min mor,
der sidder i stolen,
                  hvad gør det?
Om det er min søster eller mig,
betyder det noget,
                   når vi har det rart?
De klatrende skygger
er så langt borte, at de ikke opfattes.
Skyggerne betyder ingenting,
for dette øjeblik farer et egern
fra gren til gren i kirsebærtræet,
                            og dét kan vi se.
Birketræernes grene fægter nyudsprunget,
det er nu, der gælder.
Nu
er her stille, nu
skinner solen ind gennem vinduet,
her bliver varmt, det er nu,
                                   vi er levende …
Men hvad sker,
når træerne rykkes op
                               med rod –
når de svæver langsomt ud,
                                 hvor stjernerne asfalteres