Hjælp til en ekstaordinær tale!

Du kunne starte med at tænker over om det er verbal mobning/ korporlig mobning, du har i sinde at fortælle om. Efterfølgende kunne du evt. komme ind på Facebook, hvad det har gjort ved samfundet og ens personlige grænser. Hertil er det nok bedst at komme med tilgangsvinklen til verbalmobning, da det ikke er muligt at udøve korporlig mobning via Facebook. 

Håber det var lidt hjælp, som kunne bruges til noget. :)

#0,

Ekstraordinær, snuske. Du skal lade være med at mumle så meget -- så laver du heller ikke pinlige sprogfejl som #2's ungdomstypiske "at tænker" . Endelig er "i" en præposition, mens "I" er et personligt pronomen.

Nå -- til sagen. Det er ganske vidst at disse evige fremlæggelsesfjollerier er mærket af dét jeg vil kalde "skolekoncertssyndromet"; har man hørt én optræden, har man ærlig talt hørt dem allesammen. ;)

Derfor: prøv at være lidt kontroversiel i din fremlæggelse, fx "hvordan stopper man bedst mobning; gennem dialog eller klask lige i fjæset?". Der er, som du nok vil give mig ret, to måder at takle mobning på. Folkeskolens officielle, og efter min mening sygeligt latterlige, er at man "snaaaaaaaakker" om tingene, allerhelst i rundkreds og med fællessang bagefter. Det er sådan noget 60'er-hippie-Kumbayah-pjat à la Arne Nougatgren og som alligevel yderst sjældent fører nogen vegne.

Den anden måde er bare at give knæjten/trunten en ordentlig én på kassen og dermed sætte sig i respekt. Det er ikke politisk korrekt at fremskynde vold, men for filan, nogle bumser (m/k) forstår desværre ikke andet sprog. Og strengt taget er det ikke slaget i sig selv der vil højne din status, men formentlig selve overraskelsesmomentet; "hold da op, havde han/hun dét i sig? Pis...".

Så kan du sikkert få en hyggelig lille debat ud af det i klassen. Det er de meget glade for i folkeskolen; at de kære små får lov til at synes og mene løs om alverdens ting. ;)