stil

Tja... som du nok ved er der altid i eventyr 3 prøver... Prinser og prinsesser... En prins skal komme igennem 3 prøver for at få prinsessen... Prøverne er mange gange overnaturlige og det er mange gange en mærkelig måde de løses på. Hvis det er 3 brødre der bejler til prinsessen er det den dummeste der kommer igennem og sådan nogle ting. Der er også onde ting i eventyr men de bliver som regel udslettet og eventyret får en lykkelig slutning. En drage bliver besejret kan være en af tingende. Trolde og unaturlige væsener kan hjælpe på vejen til at bestå prøverne men nogle gange kræver de noget til gengæld...

Der var en gang en.......

Og de levede lykkeligt til deres dages ende...

Brug fantasien... læs et par stykker eventyr... sååå ska det nok gå... ;-)

Der var engang en dreng, der hed Neslihan. Han havde, i følge ham selv, overhovedet ingen fantasi. Han sad den ene aften efter den anden og tænkte og tænkte. Tankerne cirkulerede i de samme baner: "Hvordan skal jeg undgå at få skriftligt afleveringsfravær - bare pga. det dummee eventyr, min lærer absolut forlanger, jeg skal lave?". Svaret fandt han på studi.dk. Her fandtes et helt hold af hjælpsomme mennesker, der gerne ville hjælpe med til, at Neslihan kunne få bygget et rigtig godt eventyr op.
Folkene derbag var selvfølgelig flinke, og den 21-8-2005, kl 21.30, var de første ideer allerede postet. Neslihan fik skrevet et af de bedste eventyrer, der længde havde været skrevet - og tilmed undgik han afleveringsfravær.

(Altså folkens, nu er der 50 minutter til at komme med nogle ideer til, hvordan et godt eventyr kan skrives)

Håber du kan bruge indlægget:)

Du må godt få min fra 9ende klasse. Jeg fik 11, så det svarer vel til 8-9 i gym.
Når vores lærer evaluerede os een efter een, startede hun altid med at sige til mig: "Grunden til, at du ikke fik 13 er..."
Skønt jeg fik 11 i næsten alle mine stile, fik jeg dog kun 10 i standpunktsbogen.
Jeg har ikke noget imod snyd, for i sidste ende er det dig selv, der skal danne dine egne moralsbegreber. Lige mget hvad autoriteteren siger, vil du gøre det omvendte, så det er rimelig håbløs at prædike.

Nåh, tilbage til emnet.
Et generelt tip er vel, at du skal bruge 3 gange på lang tid på at udforme historien i hovedet i forhold til at skrive den. Så vil du optage, at sætninger flyder ganske naturligt, fordi du har formuleret det i hovedet. Normalt tager det mig tiden, hvor vi for stilen for (typisk en måned) at udtænke selve historien. At skrive den ned kan gøres på en dag i et hug, men del det op, det er pænere.
I gym må man desværre ikke skrive fiktionsstile, hvilket jeg finder mere underholdende i forhold til analyseringsstile. Eller, det sagde min gamle lærer i hvert fald.
Derfor: Når du har tid og lyst, så udform historien. Start med følgende tanke: De andre skriver om det, så det gider jeg ikke. Automatisk udvikler historien sig. Overvej om ideen er realistisk. Mange gange har jeg forkastet min første ide til fordel for en anden. Det er en ganske naturlig proces, og det er fedt at bruge sin fantasi.
Til sidste skulle du ende op med et originalt produkt.

Tror vist oz jeg har en liggende... Smid en mail så sender jeg ;-)

Hvis du ikke vil skrive din mail så ka jeg bare sætte det ind her...

Har fundet det. Håber du kan bruge noget af det. God læsefornøgelse.


Der levede, i en stor skov, en gammel jæger, der havde ikke mindre end to sønner. Jægeren havde levet hele sit liv i skoven - her var han født, og her ønskede han at dø. Han havde aldrig taget mere fra skoven, end han og hans sønner behøvede for at overleve. Og han havde i hvert fald aldrig taget mere, end han gav tilbage i form af nyplantede træer og forbavsende stemningsfuld musik spillet på en langt mere forbavsende lille træfløjte...
Faktisk kunne fløjtens toner på en eller anden måde høres - eller i hvert fald fornemmes - over hele den store skov, og på de fleste dyr virkede tonerne ganske fortryllende - selv de dygtigste, mest øvede (og snobbede) sangfugle tav et øjeblik, når fløjtens på én gang bløde og hæse toner snoede sig uset mellem træerne. Men de folk der færdedes i skovens udkant digtede vilde historier om nøkken, der med tonerne ønskede at lokke pæne, etablerede folk ind til skovens vilde center. Derfor havde musikken, på de fleste mennesker, lige den modsatte virkning - og det var nok også bedst sådan.
Men det er - strengt taget - en helt anden historie, som med rette må udsættes til en senere lejlighed...

En dag følte jægeren, at hans livs lys ikke ville brænde meget længere, og han kaldte derfor sine to sønner til sig, sådan som fædre har for vane at gøre det i eventyr. Begge sønner kom straks, og stod lydigt og hørte på hvad deres døende fader havde at fortælle dem. For de vidste nok, at det efter al sandsynlighed ville blive nogle særdeles kloge og inspirerende ord:
"Sønner...", begyndte han godt, "Vi ville ikke eksistere uden skoven, men skoven ville eksistere uden os..." Han tav...
Begge sønner nikkede, for ingen af dem betvivlede rigtigheden af gamlingens ord - ikke åbenlyst, i hvert fald. Desuden fremgik det lidt af faderens pause, at én eller anden form for reaktion forventedes - og hvilken bedre end et godt nik?
"Havde jeg lært at tælle, ville mine dage nu være talte.", fortsatte han. "Men i stedet lærte jeg retfærdigt at håndtere en bue, at lave pile, at sigte, at skyde og at ramme. Disse kundskaber har jeg lært jer efter bedste evne, men som i nok ved, har jeg aldrig forsøgt at lære nogen af jer fløjtespillets ædle kunst."
Brødrene så på hinanden, og nikkede nok et par gange... Sandt nok - deres fader havde aldrig snakket om fløjten, og når de havde spurgt om dens oprindelse havde han altid svaret meget undvigende. Ej heller havde han nogensinde talt om hvorledes han dog var blevet så dygtig til at spille på den; han var jo, trods alt, jæger - ikke musiker. Det eneste konkrete svar han engang havde givet dem var: "Jeg har altid boet i skoven." men det gjorde ikke de to brødre meget klogere, og det var heller ikke meningen.
"Jeg ønsker nu af jer, at i begge drager ud i skoven - hver for sig - og ikke vender tilbage hertil, før i har lært at spille på fløjte, så selv træerne en stund rent glemmer at suse."
Brødrene kiggede bestyrtet på hinanden - hvad skulle dette nu gøre godt for? Begge regnede de med at blive jægere som deres fader, og havde følgelig ret svært ved at se det relevante i at kunne spille smukt på fløjte.
Faderen, der naturligvis var en ganske vis mand, så straks deres tvivl, og sagde følgende til dem:

"For at spille rent og smukt,
Må man kunne skabe -
For at spænde buen hårdt,
Må man kunne dræbe.
At spænde, sigte, slippe, skyde,
Det er let at lære -
Men at gøre godt igen,
Det er det,
Der er det svære..."

Og som de fleste nok ved, virker digte langt mere æggende end den blotte tale. Dette følte de to sønner også, så uden flere spørgsmål gjorde de sig begge parate til at tage afsted. De regnede med at vente til den næste morgen, men deres fader, som de jo ikke kunne andet end respektere, bød dem at tage afsted den selv samme aften.
Og det gjorde de så - den ene gik den anden vej, og den anden den ene vej...
Sent om aftenen - så sent, at man vel egentlig gør natten uret i at kalde det aften - da kom den første broder til et sted i skoven, hvor stien han fulgte pludselig delte sig i tre stier, der gik hver sin retning.
"Ak, Ak!", tænkte han - og sagde det ligefrem højt. For han havde altid haft svært ved at træffe valg. "Hvilken sti skal jeg dog vælge, og hvor vil den mon føre mig hen?"
Og et pindsvin der var sent oppe, og som traskede uforpligtende rundt i skovbunden uden for stien, hørte hans fortvivlede røst, og råbte til ham: "Følg den venstre sti, og du vil komme til højre. Følg den højre sti, og du vil komme til venstre. Går du lige ud, vil du komme tilbage..."
Den første søn bad pindsvinet at sige mere, men det var allerede gået videre med sin på én gang rolige og travle lunten. Han tænkte lidt over de ord han havde hørt, men kunne ikke umiddelbart få dem til at give nogen mening.
Så smilede han pludselig - og helt uforudset - for sig selv, forlod stien, og begav sig videre ind i skoven, uden at følge nogen af stierne...
I mellemtiden kom den anden broder ligeledes til et sted, hvor hans sti deltes i tre. Han stoppede tøvende op, og tænkte lidt over hvilken sti han skulle tage, og om det overhovedet betød noget hvilken sti han valgte.
Og en ugle der vagtsomt sad i et nærliggende træ så hans tøven, og tudede vidende til ham: "For at komme opad må du gå nedad, for at komme nedad må du gå op. Søger du at komme fremad, vil du blot komme tilbage.."
Disse ord gjorde sønnen rasende, for han forstod intet af dem. Og i sit raseri hev han i en rask bevægelse sin bue frem, satte strengen på plads, lagde en velformet pil på buen, spændte, sigtede og skød mod lyden af uglens stemme. Både fordi han var en utrolig dygtig jægersvend, og fordi mørket omkring ham oplystes af hans vældige raseri, ramte pilen plet, og uglen faldt livløs til jorden.
"Sådan en ordkløver!", mumlede han gnavent til sig selv og hvem der nu ellers gad høre, mens han begav sig videre ned af den midterste sti...
Flere døgn gik, og de to brødre fortsatte begge deres vandring - hver sin vej, men mod samme mål.

Den første broder havde langt fra fortrudt, at han fulgte pindsvinets råd - eller i hvert fald hvad han havde forstået ved pindsvinets råd. Skoven var langt smukkere når man ikke fulgte en bestemt sti, som andre havde lagt for en, besluttede han hurtigt.
Hver dag lyttede han til dyrene, til træernes meningsfyldte hvisken og til de små bækkes næsten overfriske klukken.
Og jo mere han lyttede, jo mere fandt han, at hele denne tur egentlig kunne være ganske lige meget. Han havde slet ikke lyst til at vende tilbage til skovhytten - Nej, han ville langt hellere fortsætte med at leve, som han gjorde nu...


Den anden broder fortrød heller ikke ligefrem, at han havde valgt den midterste sti - han skød fremad med en god fart, selv om han ikke lige vidste hvad han egentlig styrede mod.
Pludselig en dag kom han til en mindre hytte, hvorfra lokkende fløjtemusik kunne høres. Glad gik han hen til den, og bankede kækt på døren.
Det viste sig, at der boede en dygtig musiker i hytten, og han var villig til at lære sønnen at spille på fløjte, hvis denne til gengæld ville lære ham at nedlægge skovens dyr med bue og pil.
Dette gik han naturligvis med til, og det næste stykke tid boede han hos musikeren, som han for øvrigt blev såre gode venner med...

Og mens den anden søn lærte at spille smukt på fløjte, strejfede den første søn stadig omkring i den store skov. Han havde stadig ikke mødt nogen, der kunne lære ham at spille, og hvis sandheden skal frem - hvilket den selvfølgelig ikke nødvendigvis skal - havde han heller ikke rigtig søgt efter nogen.
Da den nu fløjtespillende broder mente, at han var dygtig nok til at vende hjem, forlod han musikeren med et løfte om snart at komme igen, så de kunne gå på jagt og spille fløjte sammen.
Han indså - da han stod uden for musikerens hytte - at han ikke længere kunne huske hvilken retning han var kommet fra. Han besluttede sig dog hurtigt til blot at gå ligeud - det havde jo vist sig at være det mest effektive indtil nu.
Og skæbnen, hvis det altså var den, der blandede sig, ville det sådan, at han ikke havde vandret længe før han fik øje på sin faders hytte i midten af den lille, kendte lysning.
Glad begav han sig hen imod den, og fik i det samme øje på sin broder, der var på vej fra den anden side af lysningen.
Endnu gladere løb han ham i møde, og de omfavnede hinanden, mens de ivrigt forsøgte at fortælle hvad de havde oplevet.
Men de blev hurtigt enige om at udsætte beretningerne til senere; deres fader havde været meget syg da de forlod ham, og der var gået en ganske rum tid siden da.
Sammen gik de ind i hytten, og hen til faderens seng.

Han levede endnu, men så ikke ud til at være i stand til at fuldføre endnu en dag.
Han var umådelig glad over at se sine sønner i god behold, men han var også meget spændt på at høre, om drengene havde lært at spille så smukt på træfløjten, som han selv engang havde lært det.
Men da måtte den første broder indrømme, at han ikke havde lært så meget som nogle få toner. At han blot havde vandret omkring i skoven, indtil han pludselig stod foran hytten.
Hans broder så medlidende, og også en smule skadefro, på ham, men hans fader så slet ikke så skuffet ud, som sønnen havde regnet med at han ville blive.
Og så blev det den anden broders tur til at vise hvilken lærdom han havde erhvervet sig.
Træfløjten blev professionelt sat til hans læber, og smukke toner strømmede kort efter ud af det spinkle instrument.
Teknikken var korrekt, tonerne præcise og velmarkerede - melodien var smuk; både skrøbelig og pompøs.
Men uden for hytten sang fuglene blot videre. Træernes stemmer tøvede ikke et øjeblik, og bækkene lagde i deres selvoptagethed slet ikke mærke til musikken.
Og lige meget hvor meget han anstrengte sig - lige meget hvor intenst han prøvede, lykkedes det ham ikke at opnå den effekt hans fader ønskede.
Han mærkede, at han blev vred - skulle faderens beskrivelse virkelig tages helt bogstaveligt? Vreden steg yderligere, da faderen, med et trist smil, tog fløjten fra ham, og rakte den til hans broder.
Den første søn var lige så forvirret som sin broder. Hvad skulle han dog med fløjten - han anede jo slet ikke hvordan man spillede på den.
Men faderen insisterede på at han spillede for dem, og han ville ikke svigte en døende mand - specielt ikke når manden var hans fader.
Varsomt satte han fløjten til munden, og blæste prøvende i den.
Den hvinede personligt, hvilket fik hans broder til at le spontant. Men hans fader kiggede blot smilende på ham, med øjnene fulde af tiltro - og lidt sikrere på sig selv prøvede han igen.
Og mens han blæste tænkte han tilbage på sit ophold i skoven, og glemte alt om hvor han var. Han så skovstien for sig, og placerede fingrene som den så ud. Han så pindsvinet for sig, og placerede fingrene som dets stemme havde lydt. Han så bladene og træerne for sig, og spillede deres raslen og susen. Han så skovens vandløb for sig, og fløjten gengav villigt deres rislen.
Og det lød så smukt, at alt i skoven forstummedes - selv hans broder. Det lød så smukt og dragene, at de fleste mennesker der hørte det straks smed hvad de havde i hænderne, og flygtede i vild panik.
Hans fader fik tårer i øjnene, og lænede sig smilende tilbage i sengen. Sønnen holdt ikke op med at spille - end ikke, da faderen drog sit sidste suk i dette liv.
Da blev det pludselig for meget for den anden broder...
HAN var blevet udlært af en dygtig musiker, HAN havde gjort alt hvad han kunne, for at gøre som hans fader havde ønsket.
Hvorfor skulle det så være hans broder der spillede så smukt, at selv naturen lyttede? Hans bror havde jo ikke bedrevet andet end målløst at vade omkring!
"Der er ikke retfærdighed til!", mumlede han sammenbidt. "Retfærdigheden findes ikke i naturen - den er noget vi mennesker må skabe. Det er vores pligt!"
Og med disse ord hev han rasende sin bue frem, satte strengen på plads og fremdrog en pil fra det altid vel fyldte kogger.
Opfyldt af had og retfærdighed vendte han sig brat mod sin broder, der - stadig spillende - sad med ryggen til ham, stirrende ud gennem de åbne skodder i hytten...
Som tiden gik begyndte naturens lyde at vende tilbage. Fuglene sang som de altid havde gjort, træerne hviskede igen sammen om ting kun de forstod. Bækkene rislede deres vanlige, alt og intetsigende sandheder.
Intet havde ændret sig.
Bortset fra historierne der udveksledes mellem de mennesker, som boede i udkanten af skoven. Nu fortaltes det, at nøkken, der før havde truet dem med sine skæbnesvangre toner, var blevet opslugt af sit eget slette selv. At naturen endelig - i et sjældent udslag af retfærdighed - havde vendt sig mod den usle skabning, og fornægtet dens eksistens...
Og indeholder historier ikke altid et gran af sandhed?

Et godt eventyr er ikke nødvendigvis en spændende fortælling eller speciel fantasifuld - det vigtiste er at du formidler dit sprog i logiske term med en klar sammenhæng fra indledning til konklusion.

tak til dem som har prøvet at hjælpe mig med stilen. i havde nogen gode forslag og ideer.

men sagen er, at jeg skal skrive en stil da er nutids baserede, altså den skal passe til vores nuværende tid. der må godt komme være en prins der ringer til prinsesen fra sin sony ericsson og danser til tecno musik. osv.

hov... forresten,,hey danielruhmann. jeg er faktisk en pige og ikke en dreng som du har skrevet en super gode eventyr om.

heyyy...

#8
Min foregår skam i nutiden. Den starter med, at folk fra fremtiden læser den - og slutter ligeledes med, at de taler om den.
Den ender ganske abrupt med en 180 graders drejning i forhold til starten.
Kort sagt er moralen, at vores moralkodeks skifter fra tid til anden. Miljøet er sat i et übermoderne, konkurrerende miljø a la Japan, hvor fokus er på skolen. Eventyret i historien foregår i vores tid, om en rig mand med to døtre, der er hinandens diametrale modsætninger. Jeg er ikke så meget for at sætte den her ind, men giv mig en mail.
OBS! Den er skrevet i 8ende, så rundtregnet giver den nok 8. min lærer sagde, at den var for lang, så du skal nok forkorte den lidt.)