Er der nogen som kan rette denne artikel igennem for mig?

Din tegnsætning er meningsforstyrrende rigtig mange steder.

Nedenfor er der understreget steder, hvor der skal repareres.

Spiseforstyrrelser. 

Skal man være slank for, at være pæn?
I dag handler det om, at havde det nyeste og det fedeste inde for mode.
Man skal være tynd, for at kunne klare livets udfordringer er.
Eller skal man?

Ungdommen nu om dage, er dømmende samt kritisk.  Man kigger i et modeblad og ser modeller som er på størrelse med en tændstik.  Alle reagere forskelligt. Men typisk set, ville de fleste unge piger reagere på følgende måde. ” Skal jeg virkelig se sådan ud?”. Man tager sig selv et kig i spejlet, løfter op blusen og tager på sit såkaldte fedt.  Jeg er tyk, jeg ser klam ud, jeg er 10 gange større end den model. Typisk set vil man glemme, at man har haft gjort det og lever videre. Men der er bare det i det, at der er nogen som hænger fast og bliver ved med, at tro at man er tyk. At havde den tanke i sit hoved, i lang tid og ikke ane hvad man skulle gøre ved det. Man begynder prøver alt, eller man kan vælge den ”hurtige” metode. Man kan vælge at stikke en finger i halsen, eller man kan sulte sig selv.  Det ikke altid fordi, at man synes, at man er tyk men måske for at få opmærksomhed.  Der er forskellige grunde, men 60% af dem som har enten anoreksi eller bulimi, starter af med den tanke – i fælge dr. Weber.
Hvad hjælper samfundet? 
Er det samfundet som driver os til sådan en tanke om os selv, når det alligevel ikke er sandt? Er det pga af gruppepres, fra andre unge eller er det rent faktisk fordi, at børn/unge ikke får nok kærlighed?
Min mening er simple om dette. Det er samfundet.
Samfundet fordi, at det er dem som tillader at der er reklamer af tynde flotte piger med, en tynd veltrænet fyr op af sig.  Hvis en person går rundt er ensom og oveni købet har dårligt selvær, går forbi sådan en reklame er det da klart, at person tænker, ”Når er det sådan jeg skal se ud, for at få en flot dreng/pige” eller endda ” Hun er så flot, hvorfor ser jeg ikke sådan ud? Jeg er jo bare tyk og har ingen at snakke med. For at jeg bliver glad skal jeg se sådan der ud”. Men man tænker ikke over, at reklamen er redigeret fra top til tå.
Men der er jo ingen som modsiger den tanke, personen har.  For hvis det ikke er en reklame, så er den ens ven som går på slankekur pga han eller hun synes at han/hun er tyk, selvom at personen er på størrelse med en selv. Der starter tankerene igen i gang. 
Skal verden virkelig dreje sig om, at man er pæn når man er tynd og at man er grim hvis man er tyk.
Lige meget synes jeg at der er for meget pres på de unge.
De bliver orienteret om hele tiden, hvad der er sundt & usundt og  rigtigt & forkert. Hvis det ikke er fordi, at hver skole mindst en gang om måneden har en sundhedsforedrag om ens krop, eller har en form for ”hver sund i en uge” for enten, at lave noget mere videnskab inde for de unges spise vaner. Der går de tanker igen i gang. Det kan da ikke være rigtig?
Man er godt klar over at sundhedsstyrelsen prøver at hjælpe, men der er vel en linje mellem pres og hjælp er der ikke?

Kendte forfattere skriver om kendte sygdomme.
Ja, Jesper wung-sung, giver et perfekt eksempel på hvordan sådan en fremgangsmåde, for en spiseforstyrrelse fungere. Han har nemlig lige kommet ud, med sin nye novelle som hedder De 3 veninder.
Den handler kort om, en pige ved navn Sara som starter af med at kaste op. Hun er hjemme hos hendes omsorgsfulde mormor, som bliver ekstrem glad for, at høre at hun klare sig vældig godt i både det sociale og i det faglige. Mormoren servere Sara kage, men hun gemmer det pænt væk i en serviet fordi hun ikke vil spise det.  På hendes vej hjem, følges hun med hendes 3 (fantasi) veninder, som alle 3 er tynde – Kate, Claudia og Naomi.
Da hun kommer tilbage i den ”virkelige verden”, møder hun en lille pige i en sandkasse som hedder det samme som hende bare med Z.
Hun tilbyder derefter hendes kage-stykke, blot hun svare rigtig på en historie om de 3 veninder.  Men da hun ikke svare rigtig ifølge Sara, smider hun kagen ned i sandkassen.
Det er en fascinerende fortolkning af en spiseforstyrrelse.
Hans måde, at skrive hendes tanker og gennemgang på er overaskende god. Det giver nemlig, et lidt andet blink indtil ”spiseforstyrrelsens verden”.
Man ved selvfølgelig ikke ud fra denne fortælling, om hvad der har sat Saras spiseforstyrrelse i gang, men hvis man tænker over, at hun har 3 fantasi veninder, kan man jo se at hun må være ensom.  Ensomhed, kan sætte en masse i gang. Vrede, frustration, irritation osv. Det er det mange unge mennesker går rundt med inden i. & måske er det hendes måde, at håndtere det. Det er på ingen måde en sund måde, at fjerne ”smerten”, men har hun lært andet i hendes sociale verden eller endda i hendes samfund?