Mundtlig eksamen i morgen - HJÆLP

Hej!
Her er noget fra min SRP omkring kønnet formering, og meiose - jeg håber det kan hjælpe lidt, held og lykke!

2. Kønnet formering
Overordnet kan man inddele formeringen i to former. Den kønnede formering og den ukønnede formering. Den kønnede formering vil jeg beskrive i detaljer i dette afsnit. Den sikrer variation i fremtiden, og dermed også i forhold til evolutionen, da afkommets genetiske materiale er helt nyt og enestående. Det vil sige generne blandes fra hhv. moren og faren. Alle mennesker har 44 autokromosomer, og to kønskromosomer (23 kromosompar). Hos mænd hedder kønskromosomerne XY, og hos kvinder XX. Dette medfører altså stor genetisk variation.
Den anden type kaldes ukønnet formering og indebære, at det genetiske materiale i den næste generation er helt identisk med moderen (plante/dyr). Et eksempel er når vores hudceller deler sig så indeholder hudcellerne det samme genetiske materiale. Det samme gør sig gældende ved begrebet kloning, som jeg vil vende tilbage til senere.
Celledelingen hos kønscellerne sker ved en proces kaldet meiose, også anderledes formuleret kønscelledannelsen eller reduktionsdelingen. Denne proces adskiller sig fra mitosen ved bl.a. at cellen deles i fire forskellige celler. De fire cellers arvemateriale er forskellige, hvilket skyldes en såkaldt overkrydsning af arvematerialet af den enkelte celle (fra faren og fra moren), og der er derfor i hver af de fire celler kun halvt så mange kromosomer til stede som i den første celle, af hvilken meiosen udsprang. Derved får det nye individ en blanding, halvdelen af morens og farens gener- altså ikke det fulde antal kromosomer af begge forældre, som ville munde ud i et individ med 46 kromosompar. 

Meiosen sker grundlæggende gennem fire faser: (figur over Meiosen i bilag nr. 2)

1. fase: Profasen. Først dannes et kromosompar, med to homologe kromosomer. Et fra faren, og et fra moren. Der sker en overkrydsning af de to kromosomer, som hver består af to ens kromatider. Kernemembranen opløses og der dannes tentråde.

2. fase: Metafasen. Her ligger kromosomerne stadig parvis, men tentrådene fra den ene side fastgør sig til det ene kromosom, og tentrådene fra den anden side til det andet kromosom.

3. fase: Anafasen: Tentrådene har hæftet sig til kromosomerne, og begynder at trække de to kromosomer fra hinanden. Således sker der en celledeling. Kromosomerne, hver bestående af to kromatider, er ikke længere identiske med modercellen pga. overkrydsningen i de tidligere faser.

4. fase: Telofasen. Her dannes endnu en kernemembran omkring kromosomerne, og tentrådene forsvinder. Her er kromosomtallet halveret i forhold til den oprindelige celle, de alelle gener er adskilt, og man har to celler. 
Anden meiotiske deling minder om den mitotiske deling (Figur over mitosen i bilag nr. 1). Ved anden meiotiske deling er forskellen fra mitosen, at kromosomtallet her er halveret, og at kromatiderne ikke er ens pga. overkrydsningen, hvor der blev udvekslet arvemateriale mellem kromosomerne fra forældrene. Anden meiotiske deling dannes ud fra de to celler der blev dannet ved første deling. Nu dannes der fire kønsceller, men kun med halvt så stort et kromosomtal. Det er fuldstændigt tilfældigt hvordan kromosomerne adskilles, og derfor også sammensætningen af de egenskaber fosteret får. Når ægget befrugtes af mandens sæd - som også indeholder gener, der er produceret v.h.a. meiosen - så gøres den genetiske variation særdeles stor, da hver forælder i alt har 23 kromosompar, som tilfældigt kan blandes og lave overkrydsninger.

De fire kønsceller der dannes, omdannes hos manden til fire sædceller, hvorimod det kun er en af kønscellerne hos kvinden der bliver til et æg. De resterende tre kønsceller omdannes til pollegemer (små celler dannet ved meiosen, som går til grunde under ægcelledannelsen ). Det vil sige der dannes i alt fire forskellige variationer, hvoraf det kun er det ene æg, der befrugtes af én af de dannede sædceller.
Denne form for formering, som sikrer størst mulig variation i afkommet, gør at en art har mulighed for at overleve, hvis økosystemet ændrer sig. Der kan opstå miljøer, hvor kun de bedst egnede/tilpassede overlever (survival of the fittest). Det var Darwin, den først teoretiker som introducerede en teori om, at kun de bedst tilpassede arter overlever i en verden, hvor der skal kæmpes for overlevelse. Denne teori er også kaldet ”teorien om udvikling ved naturlig selektion”. Han så bl.a., at finkearterne på Galapagos havde tilpasset sig øens fødekilde, og at kun de bedst tilpassede overlevede (forskellige fødekilder gav forskellige næbtyper mm.).  Dengang vidste Darwin ikke hvad denne variation skyldtes, men i dag ved man, at den tilfældige måde kønscellerne blandes på ved deres dannelse, samt tilfældigheden de blandes på under befrugtningen, skaber denne store variation i individerne. Enkelte mutationer synes også at have gavnlig effekt og på den måde øge overlevelseschancen ved evolution.  (figur fra bilag om finker)