Novelle, hvad synes I?

Omkring seks slanger rundt omkring min krop, egenlig forstår jeg ikke hvad der er galt med mig, jeg er syg, meget syg siger mor.

Alle græder hver gang de ser mig, de er bange, men hvad tror de ikke jeg er. Vi har nu ligget to måneder på hospitalet, mor ligger ved siden af mig og sover hver nat, hver gang jeg vågner om natten, er hun lysvågen. Måske sover hun slet ikke? Trygheden ved at hun er ved min side, gør at jeg beholder lysten for at kæmpe. Når jeg kigger på hende for jeg lyst til bryde sammen, hendes smile rynker omkring øjnene, og de røde kinder er ved at svinde ind. Det er lang tid siden hun sidst har grinet, men jeg ønsker hun skal være lykkelig, ligesom alle andre undtagen mig. Mine søskende er derhjemme sammen med far, de besøger mig, men hver gang de rører ved mig skal de afspritte deres hænder. Så syg er jeg nemlig. Lægerne mener alt går som det skal, og i denne uge har jeg også været hjemme. Jeg kastede kateteret op i går aftens, det gør så ondt inde i mig. Jeg savner at lege, jeg savner at drømme gode drømme og jeg savner min fantasi. Det eneste man kan have fantasi om på hospitalet, er hvilken farve tøj jeg skal give mine påklædningsdukker på. Jeg snakker med resten af familien over Skype, men det er ikke det samme, jeg savner at de er her, her ved min side.

"Her" sagde mor, hun gav mig kluden. Hendes to smalle læber mod hinanden, de var helt tørre, det var lang tid siden de var blevet rørt af fars læber. Det slidte hår fik hende til at se endnu ældre ud. Det føltes dejligt at blive vasket i det varme vand. Badekaret var stort, og vandet under mig var dejlig varmt, ikke for varmt, men tilpas. Da jeg var blevet vasket, tørrede mor mig. Med hånden på hendes skulder gik vi langsomt ind på min stue. Hun var tynd, alt for tynd, der var intet fedt tilbage på hende. Stilheden havde lagt sig over mig, jeg sagde ikke noget mere, jeg var genert, genert over at have mistet alt håret under behandlingerne. Mor havde godt sagt det til mig, altså at jeg ville tabe håret, men inderst inde troede jeg ikke på det, hun havde sagt at det var sygt det hår jeg havde på hovedet, og når jeg havde tabt det, ville der vokse rask og meget flottere hår ud. Håret begyndte langsomt at falde af, små lyse totter begyndte at ligge på mine skuldre. På det tidspunkt vidste jeg at det var sandt. Men man bliver ikke helt skaldet, eller jeg gør ikke, jeg har små tynde dun tilbage. Alle siger at det er begyndt at vokse, endnu en grund til at blive ved med at kæmpe.

Jeg har mindst fået femten gaver, en iPad af moster, som sagde at det også var julegaven, og en masse andre gaver. IPad'en er den største af dem alle, der kan jeg spille på. Jeg har lige lavet min helt egen model med helt vildt langt hår.
Mor kunne jeg godt snakke med, og familien, men alle andre skammede jeg mig over. Selvom de snakkede rigtig meget til mig, kunne jeg kun nikke med hovedet. Så var der Morten, manden der dræber de døde celler, ham kan jeg også snakke med!

Formiddagen gik med at snakke på Skype og lege med Barbie med mor. Jeg kastede for det meste op en uge om måneden, men det var meget normalt sagde lægerne. Mor var meget bange, bange for hvad der skulle ske med mig, hun havde fortalt mig at det var en livsfarlig sygdom, men også at behandlingerne gik som de skulle. Hun skubbede en tallerken hen foran mig, men jeg kunne ikke spise noget, jeg havde ikke lyst til andet end lakridser. "Hvornår bliver jeg rask?" spurgte jeg mor, hun tvivlede et øjeblik men sagde så "så hurtigt som muligt", tvivlen i hendes blik fik mig til at bryde ud i gråd, hun holdte om mig, stille som om jeg var en fin glasdukke. "Du bliver snart rask" fortsatte hun så, men jeg vidste det godt, jeg vidste godt det ingen vidste, dette ville blive et langt forløb.

Måden man er syg på kan ikke beskrives, når man endelig føler sig frisk, kommer behandlingerne, og man får det dårligt igen. Egenlig er det ikke sygdommen der får) mig til at tabe alt håret og giver mig kvalme, nej, det behandlingerne. Følelsen af at det ikke kun er mig der er ked af det, alle er kede af det på mine vegne. Jeg forstår det ikke, burde de ikke bare være glad for at de ikke er syge? En sygeplejerske kommer ind ad døren, hende og mor kigger på nogle stykker papir sammen, en lille gnist af håb kunne jeg se i mors øjne, en gnist af glæde en gnist af lykke.
Men inde i mig, var der stadig en angst af frygt, ordet ingen ville sige, døden...


Hvad synes I? Meget gerne kritik? Har I nogen ide til noget der skal laves om? Selve novellen skal omhandle emnet barndommen, gør den det? Smid lige en kommentar... Tak på forhånd ;-) (ER IKKE BLEVET RETTET HELT TIL ENDNU)