velfærdsmodellen i Tyskland

Næsten.

Arbejdstageren og arbejdsgiveren deles om bidragene til arbejdsløshedsforsikringen. Arbejdstageren betaler 3% af sin bruttoløn, arbejdsgiveren bidrager med det samme beløb.

Jo højere arbejdstagerens løn inden for de seneste 12 måneder har været, desto mere får han i dagpenge ("Arbeitslosengeld"). Beløbet er hhv. 60% (hvis man ikke har børn) eller 67% (hvis man har børn) af følgende: Bruttolønnen inden for de seneste 12 måneder minus 1.) socialforsikringsbidrag (sygesikring mm., normalt svarende til 21% af bruttolønnen) 2.) indkomstskat 3.) "Solidaritätszuschlag" (en speciel afgift, som vesttyskere siden genforeningen har skullet betale til genopbygningen af de østtyske delstater).

"Arbeitslosengeld" udbetales normalt i 1 år (ældre arbejdstagere 2 år). Har man ikke fundet arbejde efter 1 år, får man "Arbeitslosengeld II" (ALG II), som normalt kaldes for "Hartz IV". Det svarer til den danske kontanthjælp.

Størrelsen af ALG II (Hartz IV) retter sig i modsætning til "Arbeitslosengeld" ikke efter arbejdstagerens tidligere løn, men efter modtagerens behov og er sammensat af bl.a. et grundbeløb og en række ekstraydelser til dækning af bolig- og varmeomkostninger, udgifter til børn osv. Udregningen er ganske indviklet (og altid genstand for den politiske debat), men det endelige beløb vil næsten altid være væsentligt lavere end dansk kontanthjælp, også selv når man tager i betragtning, at købekraften er klart højere i Tyskland end i Danmark.

ALG II finansieres hovedsagelig af "Agentur für Arbeit" (som er den myndighed, der administrerer den tyske arbejdsløshedsforsikring), men boligomkostninger mm. dækkes af kommunerne.

Tak. Du er en knag.