Hvordan kan vi ifølge GLC sikre en bedre integration af fremmede i Danmark? - inddrag begreberne stat, marked og civilsamfund i besvarelsen

har allerede svaret på de første 2 spørgersmål.
 

resten forstår jeg ikke: /
 

3) Hvordan kan vi ifølge GLC sikre en bedre integration af fremmede i Danmark? - inddrag begreberne stat, marked og civilsamfund i besvarelsen

4) Vurder GLC’s ideologiske udgangspunkt - begrund med henvisninger til teksten.

5) Skriv et kortfattet modargument til GLC’s synspunkter

6) GLC er fra CEPOS- hvad er det?

vil i ikke nok hjælpe mig. skal sende opgaven imorgen, og jeg vil bare gerne forstå den: )

"

Den kloge indvandring

Af Geert Laier Christensen - Forskningschef hos Cepos, [email protected] 
2. april 2008, 22:30

Integration forudsætter, at der overhovedet er noget at integreres i. Den nuværende trend med at danne kanoner for kultur og demokrati indfanger måske ikke hele danskheden fra sildemadder til Herman Bang, men det er uden tvivl gavnlige værktøjer for indvandrere, som aktivt måtte ønske at sætte sig ind i dansk kultur.

Myten om velfærdsstaten som integrationsmotor har længe været fremherskende blandt de politiske partier, og i takt med, at virkeligheden har meldt sig i form af dårlige uddannelsesresultater og høj arbejdsløshed blandt indvandrere, har svaret været mere af det samme. Tendensen har længe været, at debatten om indvandring og integration er endt i et skænderi om kriminalitet og sociale ofre, frem for at handle om udviklingen af en strategi, som kan sikre en indvandring, der tilvejebringer flere ressourcer til samfundet, såvel økonomisk som kulturelt. Dette skyldes ikke mindst, at de politiske partier på begge fløje endnu ikke har accepteret tanken om, at en håndtering af indvandring er nødvendigt som politisk værktøj. Resultatet har været en responsiv frem for konstruktiv indvandrings- og integrationspolitik, der ikke har ændret på realiteterne: at det går dårligt for integrationen i Danmark.

Når indvandring og integration diskuteres i ét åndedrag, så skyldes det, at udvælgelse af indvandrere er en af de bedste metoder til at sikre gnidningsløs integration. Der er stor forskel på indvandrere, og nogle integreres lettere end andre. Selv indvandrere fra samme land kan være meget forskellige såvel uddannelsesmæssigt som kulturelt. Derfor skal man med udvælgelse heller ikke forstå et stort statsapparat, der vurderer specifikke behov på arbejdsmarkedet, men snarere et system, hvor en kombination af minimumskrav til indvandrerne kombineres med markedsincitamenter og dermed tiltrækker den rigtige type tilflyttere. Man skal gøre indvandringen klog.

Mangel på arbejdskraft vil være en af Danmarks store udfordringer i de næste mange år, også selv om vi lige nu skulle stå over for en midlertidig økonomisk lavkonjunktur. Blandt de mulige løsninger på dette problem kunne være importeret arbejdskraft. Vi skal imidlertid ikke gentage fortidens fejltagelser. Da der i 1970erne var mangel på arbejdskraft, kom mange indvandrere fra Tyrkiet og Pakistan til Danmark. Men den efterfølgende indvandring, der bl.a. skyldtes familiesammenføringer, var stort set frakoblet behovet på arbejdsmarkedet, og dermed kom efterkommerne af 70ernes arbejdsmigranter til at stå uden for arbejdsmarkedet.

I den aktuelle debat er det derfor klogt at erkende, at der også er omkostninger ved indvandring, som ikke kun begrænser sig til overførselsindkomster og andre økonomiske transaktioner, men også forårsager kulturelle og religiøse gnidninger, der åbent debatteres. I jo større grad, det etablerede danske samfund tilpasser sig indvandringskulturen, jo mere vil de etniske danskere skulle bære indvandrerbyrden. Byrdefordelingen mellem forskellige grupper vil ikke være lige, og derfor må man også forvente større modstand i de grupper, som bærer mest.

Samtidig må man erkende, at integrationsproblemerne stiger med en række faktorer, der nok kan være kontroversielle, men ikke desto mindre er nødvendige at diskutere. Problemerne vokser bl.a. jo større indvandringsgruppen er, jo mere den adskiller sig fra den oprindelige befolkning (økonomisk, kulturelt og uddannelsesmæssigt), samt jo mere homogen den indvandrede gruppe er. Særligt hvis sidstnævnte er tilfældet, vil der opstå et pres for ændringer, som står i modsætning til den etablerede kultur, jf. diskussionen om kønsopdelt svømmeundervisning i skolen, afskaffelse af julefrokost i IKEA med videre. Indvandringen vil betyde et behov for ændringer i det danske samfund, men det etablerede samfund er bedre tjent med en indvandring, som nok udfordrer vante forestillinger i Danmark, men som i højere grad bruger energi på at tilpasse sig det etablerede system, frem for at bruge energi på at ændre det etablerede samfund eller på at opbygge parallelsamfund.

Det er paradoksalt, at det for 2. eller 3. generationsindvandrere er nødvendigt at tale om integration, og rådne æbler blandt de allerede i Danmark boende indvandrere og deres efterkommere er med til at gøre det vanskeligt for danskerne at være imødekommende over for nye tilflyttere. Et gammelt ordsprog siger, at lediggang er roden til alt ondt, og det faktum, at såvel manglende selvforsørgelse som kriminalitet er langt større blandt ikke-vestlige indvandrere end blandt danskere generelt, er decideret hæmmende for integrationen. Hver gang, en indvandrer begår kriminalitet eller udtaler sig negativt om Danmark, kan det medføre, at en anden indvandrer – helt uforskyldt – ikke får job eller bliver mødt med modvilje.

Man kan hanke op i sig selv, mane til anstændighed for at undgå denne form for diskrimination, fortælle de positive historier osv., men den bedste metode til at mindske problemet, er ved at mindske kriminaliteten og andre aspekter, der øger omkostningerne ved indvandring. Metoderne til dette skal ikke være offentlige overførselssystemer, der beskytter den enkelte mod konsekvenserne af egen handling, men et system, der hurtigt, effektivt og konsekvent straffer lovovertrædelser, og samtidig via markedet og civilsamfundet sikrer belønning og anerkendelse for deltagelse i samfundet.

Fundamentalt i denne tilgang ligger også erkendelsen af, at den offentlige sektor ikke er den bedste instans til at bryde den sociale arv. Når man ser på i hvor høj grad den negative sociale arv slår igennem for etniske danskere, er det utroligt at man stadigvæk kan tro på, at en stærk stat kan påtage sig opgaven gennem skolerne. En stor velfærdsstat bør på mange måder ses som en hindring snarere end en løsning. Dels fordi man gennem denne tiltrækker de forkerte grupper af indvandrere, nemlig dem, der i højere grad er afhængig af staten, og dels fordi byrden, der skal bæres ved at have en mindre produktiv indvandring, bliver større. Men det største problem er nok, at velfærdsstaten muliggør, at indvandrere fravælger integration og i stedet opbygger et parallelsamfund, hvor indvandrere kan leve adskilt fra det omgivende samfund, uden den bro over kulturelle forskelligheder, som markedet ellers leverer.

Logikken tilsiger således, at i jo højere grad man udbygger velfærdsstatens skatteopkrævning og levering af ydelser, i jo større grad er man nødt til at lave skarp selektering i indvandringen. Fri indvandring og høje velfærdsydelser kan ikke i længden eksistere samtidigt. Og hvem er vinderne så, når der argumenteres for høje sociale ydelser til indvandrere? Taberne er i hvert fald de indvandrere, der ikke får adgang til Danmark, eller job efterfølgende, på grund af de høje ydelser, og den høje mindsteløn. Udgangspunktet for integration må og skal derfor være det danske arbejdsmarked. Kvalifikationerne for at klare sig der, er således den mest afgørende faktor for sikring af integrationen.

I de senere år har der været iværksat en del initiativer for at tiltrække veluddannede indvandrere til Danmark. Forskerordningen, der giver en skattenedsættelse, har således givet os mange velkvalificerede indvandrere til dansk fodbold, men knap så mange af de forskere som ordningen faktisk var tiltænkt. Seneste tiltag har været det såkaldte green-card, som hidtil har vist sig at være endnu mindre succesfuldt. Der er således brug for nye ideer og et opgør med gamle principper, herunder ligemageriet. Man skal klart anerkende, at nogle indvandrere er mere ønsket end andre. Den indvandrer, Danmark skal tiltrække, er en indvandrer som tager ansvar for sig selv og egen familie, og accepterer den danske kultur og dens frihedsrettigheder.

Såfremt den enkelte indvandrer henvises til arbejdsmarkedet og ikke velfærdsstaten som sin kilde til indtjening, vil denne også gøre sit yderste for at komme til at opfylde de krav, som arbejdsmarkedet stiller, i form af sprogkrav mv. Indvandrerne skal behandles som de rationelle individer, de er. Indvandreren er grundlæggende flyttet for at få et bedre liv, og denne vilje til forbedring af egen livssituation kan samfundet få gavn af. Placeres indvandreren i en situation, hvor arbejde ikke belønnes, vil integrationen derfor gå dårligt. Økonomisk og kulturel integration går hånd i hånd, hvis integrationen skal være succesfuld.

Det betyder også, at integration forudsætter, at der overhovedwt er noget at integreres i. Den nuværende trend med at danne kanoner for kultur og demokrati indfanger måske ikke hele danskheden fra sildemadder til Herman Bang, men det er uden tvivl gavnlige værktøjer for indvandrere, som aktivt måtte ønske at sætte sig ind i dansk kultur. Få, men klare krav fra samfundets side sikrer muligheden for at bibeholde sin etniske baggrund og samtidig integreres som dansker. Og det er definitionen på en vellykket integration.

1000000 tak: )