Historie

Vurdering - er gået helt kold.

16. februar 2006 af glenn1 (Slettet)
Hej jeg er ved at være færdig med min SSO, men er gået ret meget i stå med min vurdering som jeg i øvrig har svært ved at få op på et ordentligt niveau.
Det jeg skal vurdere er: Ideologiernes rolle i udviklingen af den kolde krig og bipolariteten.

Her er hvad jeg har skrevet indtil nu.

De to blokke øst og vest byggede hver især på en ideologi der på mange måder kan betegnes som værende modsætningen til den anden bloks ideologi.
Ideologien i det kommunistiske Sovjet og de omkringliggende folkedemokratier var en kombination af marxisme, leninisme og for så vidt også stalinisme, mens det i vesten og specielt i USA var en kapitalistisk og liberalistisk ideologi samfundet var bygget op om. Den klare forskel mellem blokkenes ideologier ligger i måden man ønsker at samfundet skal bygges op på.
Marxismen, leninismen som i høj grad er en videre bygning på marxismen og stalinismen som var Stalins viderebygning på de to foregående ismer ønsker at nedbryde det kapitalistiske verdenssamfund, for at skabe et klasseløst samfund. Derudover skal privat ejendomsret og erhverv afskaffes til fordel for statseje og statsstyring. Derudover lå der hovedsagelig i Leninismen tanken om at der skulle en voldelig revolution til at vælte kapitalismen
Kapitalismen som kan betegnes som et samfundssystem med økonomisk liberalisme. Modsat de ideologier som Sovjet byggede på, har staten i kapitalismen meget mindre indflydelse, og frit marked, fri konkurrence, fri handel og individet ejendomsret er vigtige begreber i kapitalismen .
Det er altså tydeligt der er grobund for bipolaritet udelukkende på baggrund af de ideologier som de to blokke bekendte sig til, men til trods for klare ideologiske forskelle kæmpede de to blokke alligevel sammen i kampen mod den nationalsocialistiske ideologi som nazisterne stod for. Ideologiske modsætninger spillede altså under 2. verdenskrig en mindre rolle end den fælles interesse.
Til gengæld vidner de retoriske virkemidler som bl.a. den bulgarske kommunistleder Dimitrovs anvender i sin tale om folkedemokratiet om at der efter 2. verdenskrigs afslutning igen blev skruet op for den ideologiske kamp mellem øst og vest. Også kilder som Truman doktrinen vidner om klar modstand mod den kommunistiske styreform som beskrives som totalitær og uden de essentielle frihedsbegreber som er utrolig vigtige set i forhold til den vestlige ideologi.
Ideologierne spiller altså officielt en meget vigtig rolle i de to blokkes kritik af hinanden. Men spørgsmålet er så i hvor høj grad det reelt var de to polers forskellige ideologi der ledte til den kolde, eller om det i ligeså høj grad var andre faktorer som traditioner, egne interesser, tryghed og magt der var afgørende for bipolaritet mellem øst og vest.
Ser man direkte på hvad de to blokke fortog sig kan mange af disse handlinger både vurderes som ideologisk bestemte, men også bestemt af andre forhold. F.eks. var det principielt af sikkerhedsmæssig årsager at der blev oprettet folkedemokratier vest for Sovjet, men at kommunismen på denne måde ekspanderede, kan også ses som et ønske fra Sovjet om at opnå mere magt, ved at besidde et større territorium, som også er kendt fra russisk politik før kommunismens indførsel. Endeligt kan de østeuropæiske folkedemokratiers oprettelse også ses som en ideologisk handling, som tidligere nævn er det et udtrykt ønske i marxismen at revolutionere den kapitalistiske verden, folkedemokratierne kunne ses som første skridt i en sådan plan.

Det ville hjælpe mig meget hvis nogen kunne komme med nogle gode idéer og inputs til hvad jeg kan gøre for at komme videre og gøre det bedre.

På forhånd tak

Brugbart svar (0)

Svar #1
16. februar 2006 af jammal (Slettet)

Jeg vil måske foreslå, at du går dybere ind i Marx's teorier..f.eks hvorfor han havde forventet en revolution! f.eks "Koncentrationsteorier" og andre!

Måske kan du også fortælle og sige, at indenfor "marxismen" er der de revolutionær og de reformere, hvilket vi havde i Dk-!

Alt i alt synes jeg at det overstående ku' fylde mere i din vurdering og vil ydermere give et større indtryk af, at du kender mere til årsagerne!

Jeg vil foreslå at du ku' nævne det jeg skrev i starten, som en slags "indledning"...hvor du bygger videre på det!

Jeg håber at jeg ku' give dig ideer!

Svar #2
16. februar 2006 af glenn1 (Slettet)

hmmm ja jeg vil også bare passe på jeg ikke bliver for redegørende.
Det du siger om årsgerne, helt klart det er jo det jeg skal vurdere ideologiernes rolle udfra, men mit problem er i høj grad at jeg har svært ved at skældne ideologi og andre faktorer... for økonomi er jo f.eks. en stor del af ideologierne så fordi USA ønskede et frit markede i Europa er bevægegrunden vel stadig ideologien.
Hvad kunne ikke ideologiske bevægegrunde være?

Brugbart svar (0)

Svar #3
16. februar 2006 af jammal (Slettet)

Endelig kan du også diskutere..om en kommunistisk stat er en ren utopi (jvf. Sovjet) og diskutere hvad de havde fået ud af det..! Lever tanken stadig om en sådan model! Eller er folk blevet passiviseret og tilfredse med deres liv/arbejde/økonomi så at de ikke er revolutinær længere..( jeg vil råde dig til at låne "Det endimensinale Samfund" af Herbert Marcuse - hvis du ka nå det - og skrive lidt om den bog! Den giver mange Bonus. Den er udelukkende om det jeg lige har skrevet..

Brugbart svar (0)

Svar #4
16. februar 2006 af jammal (Slettet)

#2 : hmm..altså de var jo først og fremmest bange for den såkaldte "Domino-teori". Bange for at miste magt osv.! Men selvføgelig er Økonomi en central årsag! Hvis USA bliver "smittet" af kommunistiske tanker, så går de kort sagt fallit!

Svar #5
16. februar 2006 af glenn1 (Slettet)

Tak for de gode råd, men opgaven lyder jo vurdering af ideologiernes rolle i udviklingen af den kolde krig og bipolariteten.

Det skal lige siges at jeg før det har analyseret hvilke begivenheder og årsager der førte til den kolde krig og bipolariteten fra 1945-1955... her er jeg naturligt nok kommet frem til at det var gensidig modsætninger illustreret ved en række konflikter så som oprettelsen af folkedemokratier i østeuropa >> Truman doktrinen og Marshall hjælpen, Berlin blokaden, Atlant pagten og Warszawa pagten
Disse modsætninger lå på mange planer fandt jeg ud af. Det jeg jo så skal gøre i vurdering er vel at finde ud af hvor betydnings fulde ideologierne var som modsætninger.
Er det derfor ikke farligt at gå få meget i krig med Sovjet og kommunismen når resten af opgaven hovedsageligt bearbejder den absolutte begyndelse af den kolde krig?

Brugbart svar (0)

Svar #6
16. februar 2006 af jammal (Slettet)

Det jeg ved - har også hørt det fra min lærer - at i vurderings-afsnittet kan du i starten resumere lidt, og derefter sætte modsætninger/forskellige meninger imod hinanden...og endelig kommentere og give din mening udfra det!

Så jeg synes at det ikke er "farligt"! Men selvføgelig ikke MEGET..! Men sådan ½ side, er nok passende..

Svar #7
16. februar 2006 af glenn1 (Slettet)

Okay jeg prøver mig frem tak for om hvad din lærer har fortalt om vurdering :)

Brugbart svar (0)

Svar #8
16. februar 2006 af FredeW (Slettet)

Du kan da også lige få et par kommentarer fra mig (hvis det ikke er for sent) :-)

- Som jeg ser det, er det egentlig ikke nødvendigt, at du redegør for kapitalismen kontra sovjetkommunismen, for det er ikke det, din problemstilling er. Der er dog ikke noget galt med at gøre det, når det har et så relativt beskedent omfang som i din opgave.

-"Det er altså tydeligt der er grobund for bipolaritet udelukkende på baggrund af de ideologier som de to blokke bekendte sig til"
Her kunne du godt uddybe. Ligger det implicit i ideologiernes rolle, at de kommer op at toppes bare fordi de som idelogier er forskellige?

-"Ideologiske modsætninger spillede altså under 2. verdenskrig en mindre rolle end den fælles interesse."
Hvad tyder det på? At ideologiens rolle ikke er den allervigtiste måske? :-)

-"Til gengæld vidner de retoriske virkemidler som bl.a. den bulgarske kommunistleder Dimitrovs anvender i sin tale om folkedemokratiet om at der efter 2. verdenskrigs afslutning igen blev skruet op for den ideologiske kamp mellem øst og vest."
Husk kildekritikken! Det kan virke banalt, men kan Dimitrov tages til indtægt for holdningen i hele Østblokken? Og kunne hans tale ikke tænkes "bare" at være "tom" retorik?
Jeg mener Koldkrigsudredningen har et laaaaangt afsnit om Stalins egentlige intentioner plus opfattelsen af dem dengang (så kan man så anse den for venstreorienteret eller lade være. www.koldkrigsudredningen.dk - hvis du vil se den)

-"Ideologierne spiller altså officielt en meget vigtig rolle i de to blokkes kritik af hinanden. Men spørgsmålet er så i hvor høj grad det reelt var de to polers forskellige ideologi der ledte til den kolde, eller om det i ligeså høj grad var andre faktorer som traditioner, egne interesser, tryghed og magt der var afgørende for bipolaritet mellem øst og vest."
Godt afsnit! Man skal ikke bare stole på retorikken ;-)

- I det sidste afsnit mangler du at komme ind på, i hvilken grad du så vil vurdere, at de enkelte faktorer spiller ind. Derudover er det vel oplagt også at se på, hvad amerikanerne foretog sig i samme periode - det ved jeg dog ikke, om du bare ikke har nået endnu.

- Hvis du har tid nok og er ambitiøs, så tror jeg, det ville være muligt (og måske kunne det endda hjælpe dig til at strukturere afsnittet lidt) at finde nogle ret relevante teoretikere/teorier at stoppe på afsnittet?
Sig til hvis du vil have nogle navne :-)


Svar #9
17. februar 2006 af glenn1 (Slettet)

Heh tak for den grundig læsning, skrev det færdigt i går.
Kildekritikken har jeg placeret i min analyse hvor jeg bruger dimitrovs tale som primær kilde

vedr. det med amerikanerne har jeg lavet et afsnit om økonmien -> især marshall planen jf. jeg har brugt den i min opgave

Jeg har valgt til sidst at perspektiver min vurdering ift. at Sovjet bukkede under og USA i dag ses om verdens eneste supermagt....

Jeg kan nok ikke nå det med koldkrigsudledningen, selvom det sikkert havde været et plus at have med, men min opgave fylder lige nu 15 sider + en indholdsfortegnelse og en litteratur liste, jeg har derfor ikke så meget plads at boltre mig på, da det udtrykkeligt er blevet gjort klart at det er en dødsynd at skrive over 15 sider :P

Bare for en god ordensskyld kan jeg informere om at opgaven skal afleveres her til midtdag.

Tak for responsen!

Skriv et svar til: Vurdering - er gået helt kold.

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.