Danmark og EF

Så vidt jeg husker var det i høj grad af handelstekniske årsager, regeringen dengang søgte om optagelse - Danmarks største handelspartnernere befandt sig inden for fællesskabet. Man var dog nærvøs for de politiske konsekvenser af et medlemsskab og prøvede i løbet af 60'erne forskellige andre løsninger (bl.a. for gud ved hvilken gang et nordisk samarbejde og også det såkaldte EFTA ;-)).
Da Storbritannien så endelig besluttede sig for også at søge om optagelse blev den danske regering nødt til også at gøre det.

Ovenstående bygger på min hukommelse, så du skal ikke være alt for påståelig, hvis du fyrer det af til eksamen ;-) Eller også skal du kontrollere det andre steder først

Må jeg så fyre et dumt spørgsmål nu?.. Hvorfor var det lige at Danmark bare fulgte efter England?

mange stemte jo nej fordi de frygtede at danmark ville miste selvstændigheden, men det er da ikke megen selvstændighed hvis DK bare gør hvad England gør?

Fordi England også aftog en god del af vores eksport, så da de gik ind i EF, ville vi få endnu større problemer ved at stadig at holde os uden for.

Nå okay... Hvad var det egentlig præcis for nogle varer man eksporterede til England? Det er vel godt at vide til eksamen..

Der står ihvertfald her i min bog at: ''Danmark fik en omgående valutagevinst i milliarderklassen fra EF's landbrugsordninger''.. så EF var også en fordel for landbrug..

Det var vel især landbrugsvarer...

Det sidste der har du da også ret i!

Jeg takker for Deres svar =D...

Hov.. before you go go go, lige et spørgsmål mere:

Jeg har ikke helt forstået hvad der menes med balanceproblemet?

året er 1973, oliepriserne er steget (meget) og så står der: ''Højkunjunkturen var allerede forud begyndt at klinge af og balanceproblemerne begyndte at blive store. ''

Det er vel bare betalingsbalancen, der er tale om...
Groft sagt altså at der begyndte at strømme flere penge ud af landet, end der kom ind.

men dette balanceproblem var ikke kun i DK,vel? det var hele verden som led af økonomiskeproblemer på dette tidspunkt?

og så for at være endnu mere besværlig; hvad går keynesiansk tankegang ud på?

Det første har du vist nok ret i, ja. Oliekrisen medførte en generel lavkonjunktur.

Når det gælder andet spørgsmål, er det mest fornuftige nok at vente, til der kommer nogen forbi, som har mere forstand på emnet, end jeg har, men du kan da lige få min korte (og noget usikre) forklaring:
Keynes tankegang gik ud på, at lavkonjunkturer skyldtes, at efterspørgslen i samfundet var for lille. Han mente derfor, at staten i lavkonjunkturperioder skulle pumpe penge ud i samfundet (lempelig finanspolitikken), så efterspørgslen så at sige kunstigt ville gå i vejret. I perioder med højkonjunktur skulle staten så holde lidt igen for at "spare op" til disse indgreb.

alrighty... det gav lidt forståelse, så må jeg lige se om jeg kan finde noget om det enten i bogen eller på google så jeg forstår det bedre. Jeg sys bare ikke at der står noget konkret i den bog som er opgivet... wth.. Jeg har masse af kaffe og natten er lang, jeg skal nok komme til bunds med det! hehe :D

Endnu en gang thank you :) Og jeg tror ikke at jeg har flere spørgsmål for denne gang :)

Hvis du gider læse engelsk, ser Wikipedia som sædvanlig ud til at være anbefalelsesværdig :-)

http://en.wikipedia.org/wiki/Keynesianism

ARRGGGGH :|.. Godt nok har jeg engelsk A men puha historie på engelsk!!!Jeg kan ikke engang huske mit eget navn, derimod at kunne læse og forstå historiske tekster på engelsk... hehe.... mine engelske hjerneceller er desværre på ferie i øjeblikket.

(jeg har måske drukket lidt for meget kaffe)

Jeg fandt lidt på kære google men igen er det lange tekster som man slet ikke gider at læse... jeg må se hvad jeg kan finde, det kan ikke være så svært....

I LOVE GOOGLE!!! *indsæt truttenutte kærlighed smiley*

Teori: Keynesiansk kriseteori tager udgangspunkt i teorierne om udbud og efterspørgsel, meget kort fortalt. Det betyder at efterspørgslen er en afgørende faktor for udviklingen af økonomien. Arbejdsløsheden er afgørende for efterspørgslen, fordi arbejdsløshed skaber mindre vækst i form af manglende tilgang af penge. Det skaber en mere arbejdsløshed, og der med er der skabt en ond ring. Derfor mener Keynes, at staten bør gribe ind, og påvirke samfundets efterspørgsel, dette kan gøres på mange forskellige måder. Bl.a. ved at sænke renten, så der vil ske et flow i investeringer og dermed en stigning i efterspørgslen, omvendt hæve renten hvis der er for stor efterspørgsel. Desuden kan staten øge/mindske offentlig forbrug og investering. Staten kan skabe vækst i fx bygge- og anlægssektoren, ved at bygge mere.

Endelig er der en meget usikker metode at sænke skatten. Dette indgreb vil dog være svært at styre, fordi forbrugerne ikke handler national økonomisk korrekt, fx kan de ekstra penge bruges på ferie, der tæller negativt på betalingsbalancen, og ikke kommer landet til gode i samme grad som hvis der blev købt danske forbrugsgoder o.l.

Haha, ja okay :-)
Har lige ledt lidt på infomedia for dig. Gad ikke selv læse artiklerne, men det ser umiddelbart ud til, at det måske kan være til interesse for dig:

Keynes er tilbage


Berlingske Tidende 11. februar 2002, 3_sektion,_erhverv, side 10



Økonomi: Selv højrefløjen har taget den gamle avangardist John Maynard Keynes til sig igen og fører økonomisk politik som i de glade 60ere. Men lektien fra de sidste 60 års op- og nedture er ikke glemt på det økonomiske parnas, så hvis ellers økonomerne kan tøjle politikerne, skulle der være håb om, at en gentagelse af 70erne kan undgås.



Af Las Olsen

»Vi er alle keynesianere nu,« skal den amerikanske præsident Richard Nixon have sagt i 1971. Meningen var, at selv i hans stokkonservative tankegang var det nu acceptabelt og nødvendigt, at staten forsøgte at styre økonomien uden om bølgetoppe og dale, som den engelske økonom John Maynard Keynes havde argumenteret for 40 år tidligere. »Vi er alle keynesianere nu« lød overskriften på en leder i det ligeledes konservative britiske dagblad Financial Times sidste efterår. Den handlede om, at tiden nu igen kalder på økonomisk styring fra politikerne. Og at George Bush tydeligvis er til sinds at gå i sin republikanske forgængeres fodspor.

Keynesianisme
Når Financial Times fandt det
nødvendigt at gentage Nixons gamle budskab, skyldes det, at det i de mellemliggende 30 år bestemt ikke har været alle, der var keynesianere. I starten af 70erne var stemningen faktisk allerede ved at vende, og i mange år var det nærmest et karrieremæssigt selvmord for en konservativ eller selv en midtsøgende politiker at tage Keynes’ navn i sin mund. Og det gør George Bush da heller ikke. Men ingen er i tvivl om, at både han og den ligeledes republikanske nationalbankchef Alan Greenspan er i gang med en form for politik, som ikke bare Nixon, men også de fleste andre politiske administratorer af efterkrigsårenes økonomiske storhed og fald i den vestlige verden, ville kunne genkende som rendyrket keynesianisme. Denne -ismes budskab er - meget kort fortalt - at økonomien ikke kan overlades til sig selv. Bliver den det, vil der opstå ødelæggende svingninger mellem høj- og lavkonjunktur, som for eksempel 20ernes boom og 30ernes depression. Derfor må det offentlige prøve at udglatte ved at sætte gang i hjulene i de dårlige tider og stramme op i de gode.
Revolutionerende idé
John Maynard Keynes (1883-1946) var en slags
renæssancemenneske. Foruden økonomi var han særdeles velbevandret i historie, matematik og moderne kunst. Blandt andet var han i årene omkring Første Verdenskrig medlem af den såkaldte Bloomsbury-gruppe, der bestod af stærkt avangardistiske kunstnere som malerne Duncan Grant og Dora Carrington og forfatterne Virgina Woolf og Lytton Strachey. I mellemkrigstiden gled gruppen fra hindanden, og Keynes provokerede sine tidligere venner ved at gifte sig med den russiske balletdanser Lydia Lapokova i 1924 og derved afsløre, at han måske ikke var helt så homoseksuel, som de hidtil havde troet. Det forhindrede ham dog langtfra i at fortsætte i en meget flamboyant stil. Keynes tjente en formue som valutaspekulant, var aktiv i teater- og kunstverdenen og blandede sig aktivt i debatten om alverdens emner. Og i 1936 udgav han sin centrale økonomiske teori i en bog med den ubeskedne titel »Den generelle teori om beskæftigelse, renter og penge.« Det var her, Keynes langerede sin revolutionerende idé: En økonomisk krise, som for eksempel 30ernes depression, kan opstå på grund af manglende efterspørgsel. Det var revolutionerende, fordi det kolliderede med, hvad økonomerne hidtil havde troet. Siden skotten Adam Smith havde grundlagt den økonomiske videnskab i 1700-tallet havde det været god latin, at i en markedsøkonomi går tingene af sig selv. Hvis der for eksempel er for lidt efterspørgsel vil priserne falde, og det vil så få efterspørgslen til at stige. Men Keynes pegede på, at priser ikke bare sådan falder. I virkelighedens verden findes der kontrakter, overenskomster og aftaler, der holder dem fast. Derfor kan økonomien komme ud af kurs. Og når den først er kommet det, retter den sig ikke bare op igen. Til syvende og sidst består økonomi af menneskelige handlinger. Og mennesker er flokdyr, der ikke køligt sætter sig ned og overvejer, hvad der nu er mest fornuftigt at gøre. Som lemminger følger de sidemanden, også selv om det er ud over afgrunden. 20ernes aktiespekulationer var et eksempel, han selv brugte (og tjente penge på). IT-boblen er et eksempel på, at vurderingen stadig holder. Lemminge-adfærden betyder, at en krise bliver selvforstærkende og kan udvikle sig til en katastrofe. For lav efterspørgsel sætter produktionen i stå. Nogle bliver fyret. Men alle sætter forbruget ned og sparer op af frygt for, at de selv bliver ramt i den næste prikkerunde. Derfor falder efterspørgslen endnu mere. Og endnu flere bliver fyret. Og så videre.
Spiralen vendes
Det er her, staten kommer ind i
billedet. Med køligt overblik kan politikere og embedsmænd vende spiralen, eller, hvis de er rigtig dygtige, tage problemerne i opløbet. Der er to måder at gøre det på. Enten kan det offentlige stifte gæld og skabe sin egen efterspørgsel ved for eksempel at bygge broer og operahuse. Man kan også give pengene til borgerne i form af skattelettelser og så håbe på, at de ikke bare ryger direkte ind på opsparingskontoen. Den anden mulighed er at sætte renten ned. I praksis svarer det til at sætte seddelpressen et gear op og bruge de penge, der kommer ud af det. Tanken virkede besnærende. Det så jo netop ud til, at den store depression var blevet afsluttet som følge af, at alverdens stater oprustede for lånte penge som forberedelse til Anden Verdenskrig. Og mange politikere var bestemt ikke kede af at få at vide, at de ikke bare kunne, men burde øge forbruget og sætte skatten ned, uden at bekymre sig om, hvor pengene skulle komme fra. Det gjorde de så. Adskillige lande skrev ind i deres forfatninger, at staten havde pligt til at sikre fuld beskæftigelse. I Danmark kom en udvandet form (der kun kræver tilstræbelse) med i grundloven i 1953. Og i lang tid gik det godt. Op gennem 50erne og 60erne var den vestlige verden stort set præget af høj vækst og beskæftigelse og politikere og økonomer, der gladeligt påtog sig æren - sammen med Keynes. Ganske vist var der tegn på stigende inflation, men ikke faretruende. Og hvis lidt inflation var prisen for fuld beskæftigelse, så var den pris nok værd at betale, mente de fleste. Men ikke alle. De såkaldte monetaristiske økonomer - med Milton Friedman i spidsen - begyndte at hævde, at keynesianismen hvilede på en form for bedrag, der ikke kunne gå i længden. Inflation skaber beskæftigelse, lød argumentet, fordi virksomhederne får mere for de varer, de sælger, og derfor laver flere. Men hvis det skal fungere, kræver det, at virksomhedens udgifter ikke stiger tilsvarende. Med andre ord: De ansatte skal være dumme nok til at indgå overenskomster, hvor lønkravene ikke tager højde for inflationen. Men før eller siden går det op for folk, at deres realløn bliver udhulet. Derfor sætter de lønkravene i vejret - i hvert fald hvis arbejdsløsheden er så lav, at de ikke er bange for, at det betyder fyringer. Hvis den keynesianske politik fortsat skal skabe arbejdspladser, når først inflationen er indregnet i overenskomsterne, kræver det ikke bare høj inflation - det kræver stigende inflation. Og verdenshistorien er fuld af eksempler på, at det går ikke i længden.
Keynes i unåde
Da Nixon bekendte sig som
keynesianer var monetaristerne allerede i fremmarch. Men de fik for al vor vind i sejlene, da alverdens økonomier op gennem 70erne udviklede sig præcis, som de havde forudsagt: Inflationen accelererede, arbejdsløsheden steg, og de traditionelle redskaber til at bekæmpe den virkede pludselig ikke. Keynes var i unåde. Endnu mere anti-keynesianske økonomer begyndte nu at kravle ud under stenene. Under navne som nyklassikere og udbudsside-økonomer argumenterede de for, at skal man sikre velstanden, må man først og fremmest sikre, at virksomheder og borgere har frihed til at arbejde og udvikle sig. Staten skal sørge for rammerne, men ikke prøve at detailstyre.
Skattenedsættelser
Over hele verden - men især i USA
og Storbritannien - blev det startskuddet til en bølge af privatiseringer og skattenedsættelser, der varede langt op i 90erne. Det var svært for politikerne at holde fingrene fra den keynesianske kagekasse af gæld og fri adgang til seddelpressen, men ét efter ét blev opgørene taget, selv om det gjorde ondt. Inflation er selvforstærkende: Hvis folk forventer den, bliver den regnet ind i overenskomster og prisaftaler, og derfor kommer den også. For at fjerne forventningerne om inflation måtte regeringer og nationalbanker demonstrere, at de mente det alvorligt. Det kunne de kun gøre ved at tillade, at arbejdsløsheden steg til astronomiske højder, som det skete i store dele af den vestlige verden - blandt andet Danmark - i starten af 80erne. Og det virkede. Efter 15 års ansvarlig politik er inflationsforventingerne nu reduceret til ganske få procent. Og dermed er banen kridtet op til en keynesiansk renæssance. Så længe inflationsforventningerne er lave, kan det nemlig godt lade sig gøre at stimulere økonomien - midlertidigt - ved at kaste penge efter den, som selv Milton Friedman erkender. Det kræver stor disciplin og talent, hvis ikke efterkrigstidens fejltagelser skal gentages. Men det er risikoen værd for at udjævne de ødelæggende svingninger mellem optur og nedtur, som økonomien har det med at løbe ind i, lyder ortodoksien i dag. Og derfor er politikere, centralbankchefer og økonomer - alle keynesianere nu. Men med måde.
Danmark mellem kronen og Keynes
De sidste tyve år har keynesianismen haft det svært i Danmark. Ønsket om at fastholde kronens kurs over for D-mark (og nu euro) betyder, at der er meget snævre grænser for hvilke udskejelser politikerne kan tillade sig. Og det er faktisk en del af pointen med fastkurs-politikken. Den påtvinger regering og folketing en disciplin, som de meget åbenbart manglede ind til Anker Jørgensen i 1982 lagde ansvaret fra sig ved synet af den økonomiske afgrund, som landet var på vej ud over. Det betyder dog langtfra, at Keynes helt er forsvundet ud af dansk politik. Regeringen »vil løbe et opsving i gang,« erklærede Poul Nyrup Rasmussen i klar keynesiansk stil, da socialdemokraterne ti år senere var tilbage i føresædet. Og det gjorde han så. Lempelige offentlige finanser satte gang i et opsving, der først for nyligt er ebbet ud. Men det indgreb hører til undtagelserne. Et meget bredt flertal i folketinget er i dag enige om, at de offentlige finanser skal følge en nogenlunde rolig udvikling. Både af hensyn til kronen og for at spare op til de store udgifter, der tegner sig i fremtiden, hvor der bliver flere ældre at forsørge.
USA fører an
Mens George Bush og hans centralbankchef Alan Greenspan fører utilsløret keynesiansk politik for at sparke et nyt opsving i gang ser det anderledes ud i Europa. EU-landene har lagt snævre bånd på sig selv i form af Maastricht-traktaten og dens krav om, at budgetunderskudet højst må udgøre tre procent af bruttonationalproduktet. Selv uden at have gjort noget særligt for at knække den stærkt voksende arbejdsløshedskurve er Europas største økonomi, Tyskland, allerede ved at nå den grænse. Mange uafhængige økonomer mener faktisk, at de har passeret den. Samtidig har Den Europæiske Centralbank, der bestemmer renten i euro-zonen, også meget vanskeligt ved at gøre noget. På anti-keynesiansk vis er dens mandat begrænset til at sikre stabile priser, og ikke til at sikre lav arbejdsløshed. I verdens tredje store økonomiske centrum, Japan, er det også så som så med den økonomiske handlefrihed. I ti år har politikerne dér forsøgt at få økonomien i omdrejninger ved hjælp af budgetunderskud og lave renter. Men forsøgene er strandet, og en eksplosiv vækst i statsgælden har været det eneste resultat. Grafik: ingen nemme løsninger. inflation - arbejdsæøshed Stor tak til professor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet for inspiration til denne artikel.



Og så en enkelt mere:

Hvad nu - Keynes


Weekendavisen 16. april 1993, 3._sektion,_bøger, side 3



Efter Reagan og Thatcher. Økonomen Keynes aktuel igen.



Af JØRGEN ROSTED

Robert Skidelsky John Maynard Keynes. The Economist as Saviour 1920- 1937. Macmillan, London.
ET er 47 år siden, at John Maynard
Keynes døde. Hans økonomiske teori og tanker om økonomisk politik er stadig levende. Den engelske historiker og professor i politisk økonomi Robert Skidelsky har sat sig for at skrive en omfattende Keynes biografi. Andet bind med undertitlen »Økonomen som frelser, 1920 - 1937« udkom for nylig. Biografien kommer rundt om hele Keynes og er båret af stor beundring. Det var Keynes' engagement i samfund og mennesker, der drev ham. Keynes ønskede at forbedre verden og havde en stærk tro på at analyser og argumenter kunne påvirke politiske beslutninger.
Som ung var Keynes ansat i finansministeriet, og han var medlem af den engelske delegation ved Versailles-forhandlingerne, som afsluttede Første Verdenskrig. Keynes var imod de erstatningskrav, som ikke mindst Frankrig og England påtvang Tyskland. Keynes mente, at tysk økonomi ikke kunne bære så store erstatninger og at kravene ville udløse økonomisk krise og politisk uro. Han holdt ikke sine meninger inden døre, men fremlagde dem klart og tydeligt i bogen »De økonomiske konsekvenser af freden«. En sådan fremfærd var uforenelig med ansættelse i Finansministeriet. Keynes forlod ministeriet og blev tilknyttet universitetet i Cambridge. Han deltog aktivt i den offentlige debat. Skrev i hundredvis af artikler. Holdt foredrag og søgte på alle måder at påvirke de politiske beslutninger. Efterhånden som hans forskning og bøger fik anerkendelse og udbredelse steg hans indflydelse. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig var Keynes leder af den engelske delegation ved Bretton-Woods forhandlingerne om et nyt internationalt valutasystem. Keynes tilhørte den politiske midte og Skidelskys bog viser, hvordan Keynes evnede at tale til begge sider i det politiske liv. I 20'rne blev han betragtet som en af de mest radikale blandt de yngre økonomer. Det var imidlertid ikke på grund af hans økonomiske teorier, men på grund af hans offentlige engagement i de politiske stridigheder. Han bidrog ikke nævneværdigt til den økonomiske teori, før han i 1930 i en alder af 47 år udgav bogen: »Treatise on money«. Hans kritik i begyndelsen af 20'rne var rettet mod beslutningstagernes fejltagelser og ikke imod den herskende økonomiske teori. Gradvis tog hans kritik en mere teoretisk drejning, men helt frem til begyndelsen af 30'rne var hans forslag til økonomisk politik foran hans teori. Først med udgivelsen af »General Theory...« i 1936 blev der bragt overensstemmelse mellem politik og teori. ØR Keynes' »General Theory« gav økonomisk teori ikke brugbare forklaringer på eksistensen af langvarig arbejdsløshed. Keynes' afgørende bidrag til økonomisk teori blev hans påpegning af mangler i markedsøkonomien, som kunne føre til langvarig arbejdsløshed. Keynes gav således den teoretiske begrundelse for aktiv økonomisk politik. Økonomien kan ikke overlades til sig selv med håb om at markedsmekanismen sikrer fuld beskæftigelse. Det kan den måske på lang sigt, men det bør vi ikke vente på for »i det lange løb er vi alle døde«. Denne bemærkning er, ifølge Skidelsky, Keynes' mest berømte, og er som nævnt ovenfor blevet hæftet på Keynes' opfattelse af økonomiens evne til at skabe fuld beskæftigelse. Det er imidlertid en tilsnigelse. Bemærkningen blev fremsat i 1923 i bogen »A Tract on Monetary Reform«, og udtrykte Keynes' ironi over for de klassiske økonomers antagelse om en konstant sammenhæng mellem pengemængde og prisniveau. Keynes' angreb på denne sammenhæng indledte hans brud med de klassiske laissez-faire økonomer, og ifølge Skidelsky vidste Keynes allerede i 1924, hvad han ønskede at gøre, og hvorfor. Han ønskede at forklare, hvorfor et moderne industrisamfund ikke kan klare sig med laissez-faire politik, og hvorfor der var brug for et nyt politisk lederskab. For Keynes var årsagen til den store arbejdsløshed ikke for højt lønniveau, men for høj realrente. Med forventninger om faldende priser, og priserne faldt i 20'rne og 30'rne, var det ikke muligt ved ekspansiv pengepolitik, at opnå en realrente, der kunne give et investeringsomfang, som førte til fuld beskæftigelse. Derfor var der behov for at stimulere efterspørgslen gennem ekspansiv finanspolitik. Der var brug for aktiv økonomisk politik. I efterkrigsårene blev Keynes' teorier næsten udelukkende forbundet med den aktive finanspolitik. Til lærebogsbrug blev der udviklet en simpel Keynesmodel, hvor finanspolitik på simpel vis kunne sikre den fulde beskæftigelse. Det var og er en forsimpling af Keynes, som fortjener betegnelsen vulgær-keynesianisme. Vi kan ikke vide, hvad Keynes ville have sagt til denne forsimpling, men forhåbentlig havde han taget stærk afstand. Det har ingen mening at tro, at ekspansiv finanspolitik i alle situationer, og til alle tider er svaret på for høj arbejdsløshed. Og det er i hvert fald ikke essensen hos Keynes. FØLGE Skidelsky er Keynes' vigtigste bidrag påvisningen af behovet for aktiv økonomisk politik. Men det var og er også et kontroversielt standpunkt. Da 1960'ernes fulde beskæftigelse førte til stadig voksende inflation, faldende profitter og til sidst voksende arbejdsløshed og høje prisstigninger blev der lagt afstand til Keynes, og laissez-faire opfattelsen fik sin renæssance. Monetarister og ny-liberalister hævdede, at den aktive økonomiske politik var roden til alt ondt. Det offentlige skulle afholde sig fra aktiv økonomisk politik og i stedet koncentrere sig om at deregulere markederne, så markedsøkonomien kunne sikre fuld beskæftigelse og stabile priser. Denne doktrin lå til grund for den økonomiske politik under Reagan og Thatcher. Dereguleringen blev ledsaget af en markant nedsættelse af skatterne, især marginalskatten for de højeste indkomster, i tiltro til at det ville udløse en så stor aktivitetsstigning, at også de offentlige budgetter blev forbedret. Aktivitetsstigningen kom, og der var i både USA og England flere år med pæn vækst, men budgetterne blev ikke forbedret. Tværtimod fik USA oparbejdet et strukturelt underskud og en uhyggelig stor gæld. Det er ironisk, vel nærmest tragisk, at en anti-Keynesk doktrin om at det offentlige skal afholde sig fra aktiv økonomisk politik, blev omsat i en så ekspansiv finanspolitik, at flere lande løb ind i tunge gældsproblemer. Det er den store offentlige gæld i de største OECD-lande, især USA og Tyskland, der er årsagen til den høje realrente og den lave vækst. Det økonomisk-politiske svar herpå bør ikke blive yderligere finanspolitisk ekspansion. Det ville selvfølgelig give et umiddelbart fald i arbejdsløsheden, men landene ville blive endnu mere gældsatte, og den høje realrente ville bide sig endnu mere fast. Det forekommer utænkeligt, at Keynes kunne foreslå en finanspolitisk lempelse, som svar på de vestlige landes nuværende økono- miske krise. Tværtimod er der behov for at de mest gældstyngede lande fastlægger en finanspolitik, der løser gældsproblemet. I så fald kan renten falde og investeringerne stige. Heldigvis ser det ud til at denne politik er under forberedelse i både Tyskland og USA. Lavere rente kan ikke alene løse arbejdsløshedsproblemet. Der er behov for en bredere og mere omfattende økonomisk politik. Lande uden gældsproblemer kan anvende ekspansiv finanspolitik til at mindske følgerne af den internationale lavkonjunktur. Desværre er Danmark ikke uden gældsproblemer, men vi har et vist økonomisk råderum, som allerede udnyttes til en moderat ekspansiv finanspolitik. Men det er afgørende for en troværdig økonomisk politik, at der er tillid til og sikkerhed for, at underskuddet og gældsproblemerne ikke kommer ud af kontrol. Sker det, er der rigeligt med erfaringer for, at der udløses et forventningssvigt og en egentlig økonomisk recession. ER er brug for en aktiv økonomisk politik; ja, mere end det. Der er brug for en ny samfundsstruktur. Samfundet må indrettes på en ny måde, hvis de økonomiske mål skal realiseres. Svaret på hvordan vi skal gøre det, kan ikke findes hos Keynes. Det ville også være paradoksalt, hvis svaret på nutidens problemer kunne findes hos økonomien fra århundredets begyndelse. Men der er inspiration at hente fra Keynes' liv og hans måde at finde svar på tidens problemer på. Derfor er Skidelskys bog velkommen. Som hos Keynes må løsningen være et aktivt samspil mellem den private og den offentlige sektor. Der er brug for en aktiv, gennemtænkt og troværdig økonomisk politik. Det var læren hos Keynes, og det gælder stadig. Jørgen Rosted er departementschef i ministeriet for erhvervspolitisk samordning og tidligere finansdirektør for Finansministeriets budgetdepartement.


:-)

#14: Hehe, godt for dig :-)

Det er faktisk en fantastisk ide med artikler så kan man også perpektivere til nutiden.. du er så klog så klog... TAK =D

Jeg ville ikke oprette en nyt inlæg da det er under samme emne. Jeg tænkte hvorfor var det lige at DK ikke ønskede at deltage i den fælles forsvarspolitik?

Jeg snakker om de 4 forbehold i Edinburg-aftalen over for Maastricht-trakten.

Var det ikke noget med, at Danmark var bange for at miste noget af sin selvstændighed og sin nationalitet. Eller nærmere danskerne, som jo stemte nej til Maastricht-traktaten.

De ledende kredse i Danmark gik jo også ind for at tilslutte sig hele Maastricht-pakken - det var først da befolkningen sagde nej, det blev nødvendigt at opfinde det nationale kompromis, hvori de fire forbehold indgik.

Så det er pga. befolkningens holdninger, vi ikke kom til at deltage. Befolkningens begrundelser varierer nok kraftigt, men et fornuftigt bud på en grund kunne hhv. være at man ikke ønskede EU som en måske "imperialistisk" militærmagt (for de venstreorienterede), eller at man ville bevare så megen dansk suverænitet som muligt (for nationalisterne).