kromatografi

M. Tsvet opdagede i 1906, at et udtræk af tørrede blade i petroleumsether, der indeholdt bladenes farvestoffer og andre stoffer, der ligner disse stoffer meget, kunne opdeles ved hjælp af følgende metode:

I et lodret glasrør fyldt med findelt CaCO3, lod han udtrækket sive langsomt nedad. Til at begynde med adsorberedes alle farvestofferne i den øverste del af CaCO3-søjlen. Hvis man nu fortsætter med at lade opløsningsmiddel sive langsomt igennem, så vil de stoffer, der er adsorberet med løsest binding, blive revet lettest med af opløsningsmidlet og derfor passere længst ned ad søjlen, medens de fastest adsorberede stoffer kun passerer et kort stykke. Efterhånden får man en søjle med skarpt adskilte zoner, i hvilke blandingens forskellige komponenter foreligger adsorberet i ren tilstand. Derefter bringes søjlen uden at brydes ud på en glasplade som en cylinder, der kan skæres i stykker.

Nu kan man eluere (udtrække) de adsorberede stoffer i hvert sit bægerglas med passende elueringsmidler (ethanol, acetone, vand, pyridin etc.), hvorefter CaCO3 filtreres fra.

Denne adskillelsesmåde hedder søjlekromatografi eller fordelingskromatografi. Som opløsningsmiddel bør anvendes et stof, der kun dårligt adsorberedes til den faste fase (petroleumsether, benzen, andre hydrocarboner og deres halogenderivater etc.). Som fast fase kan anvendes en lang række stoffer (Al2O3, CaCO3, rørsukker, aktivt kul, findelt papir etc.). Som elueringsmiddel anvendes stoffer, der let adsorberes til den faste fase (vand, ethanol, pyridin etc.).

Det er naturligvis ikke blot farvede stoffer, der kan adskilles på denne måde, men navnet kromatografi henviser til, at metoden i begyndelsen anvendtes på klorofyler, karotener og andre farvede stoffer.