tysk referat(please hjælp)

er der nogle som kan skrive et referat på tysk om dette? og skrive hovedetemaerne på tysk?
Os var der ingen, der spurgte: Et kort overblik over 15 års tysk enhed.

Af Gregor Hempel.
Følgende skrift beskæftiger sig med alle de, der mod slutningen af DDRs levetid endnu var børn. Mange af os erindrer kun dunkelt vore første leveår, jeg hører til de heldige, der har mange minder fra den tid, som dog kun blev mig klart i min pubertet, at dettevar en del af DDR-tanker.

I en alder af 14 år spurgte jeg mig selv, hvorfra jeg kom og hvad der var før min tid, som jeg dengang kaldte fortiden.. Naturligvis var DDR for mig et begreb, dog kunne jeg ikke rigtigt forbinde det med noget, for eksempel Republikpaladset, Lenins Plads o.s.v, de unge pionerer. Jeg vidste dog ikke hvordan det hele hang sammen. Jeg begyndte at danne mig et indtryk ved hjælp af ”billederne” at danne mig et indtryk af, hvordan tingene var i min barndom. I mellemtiden tænker jeg klart nok til at kunne fælde en dom. Som følge heraf betragter jeg fortiden og min omverden med andre øjne, hvilket har motiveret mig til at skrive denne beretning.
Jeg er født den 17 september 1984 i Berlin – Friedrichshain, jeg voksede op, som alle mine venner i et typisk socialistisk hjem. Vore helde var Erich Honecker, Pittiplatzm.o.s.v. Vi lyttede med glæde til ”Traumzauberbaum” og andre hørspil, vi fik læst op ad bøger som ”Svinet JO” eller ”Hos brandmændene bliver kaffen kold”.

I børnehaven hørte vi sange, og der blev spillet for os, vi malede meget, man fortalte os om skønheden ved vores hjemstavn og bibragte os at folkepolitiet var vores ven og hjælper, NVA som beskyttede os alle. Vore ældre søskende var allerede indskolet og pionerer, de fortalte os sjove ting, som de havde opløvet i løbet af dagen. Man fortalte os, at også vi ville blive pionerer, som skulle bære et blåt halstørklæde. Det var noget ganske særligt, et indblik i vores fremtid.

Da vore forældre hentede os kørte vi med TRABANT , LADA og Wartburg (østtyske biler, red,), vi gik med vore forældre på indkøb, spiste aftensmad, så endnu en gang på ”Sandmennesket” (en børneudsendelse,red), og så gik vi i seng. I weekenden fik vi lov til at se en voksenudsendelse.

Dette var i store træk vores dagligdag indenfor den socialistiske ramme. Det var en lykkelig og ubesværet barndom, som vore ligesindede i vesten ikke kunne tage fra os.

Den 9.11.1989 falst muren, og vi vidste selvfølgelig ikke hvad det var, der skete, men at der var noget i gære kunne vi godt fornemme. For eksempel var nogle af mine kammarader fra børnehaven ikke mere der blandt andre også mine bedste veninder. De havde slet ikke nået at tage afsked med mig. I det hele taget var al ting pludselig ganke anderledes. Vores og vore forældres hverdag ændrede sig med et skalg. For eksempel bragte min mor mig altid i børnehave med sporvognen, men pludselig kørte min fader mig i sin Trabant til børnehaven og måtte hente mælk undervejs, hvad jeg ikke forstod. Vi hørte heller ikke mere til Erich Honecker, folkepolitiet, vi sang ingen sange. Vore forældre gik heller ikke mere med os til republikpaladset og børnehaven blev lukket. Al tin ændrede sig.
Man talte heller ikke længere om DDR. Når vi gik tur førte turen os kun forbi lukkede butikker. Hvor der før var et vældigt Leben var der nu ingen mennesker. Vi fik ikke at vide hvorfor. Østberlin havde med et slagt ændret sig markant. Die DDR var forsvundet, da vi kom i skole. Jeg troede virkelig, at jeg ville få mit blå halstørklæde, men det fik jeg ikke og tænkte til sidst ikke mere over det..

Årene gik, vi voksede op i 90’erne og det synes næsten som om årene blot er forsvundet ganske hurtigt. DDR var for os 10-12 årige et synonym på fortid, og vi indrettede os hurtigt derefter. Når man sådan tænker over det i dag var 90’erne en smule komiske år, der var så mange mærkelige nye ting, huse blev bygget, der så komiske ud og slet ikke hørte hjemme i vores forestillingsverden. Vore forældre indstillede sig lidt efter ldt til kapitalismen, nogle med mere eller mindre succes. Vore forældre var ikke længere så tit hjemme som før, og vi børn var overladt til os selv.

Nogle endte i kriminalitet. Vi blev konfronteret med mange slemme ting som højreekstremisme, fattigdom og slemme familiehistorier. Det havde vi aldrig før kendt til.

Hvor står vi så i dag? Mindretallet af os har en afgangseksamne, men er alligevel ikke rigtigt accepterede. Det er os besværligt at tilpasse os de nye tider, og frem for alt, hvor det hele vil føre hen.