Nogle der vil læse min stil?

Jeg har fået kritik for den, men vil gerne have, at nogle kigger på den med andre øjne.

Here we goes:

Redegørelse og debat

Der var engang et stort land med mange indbyggere. Landet var et land med damer og mænd. Årene gik, og en lille gruppe mennesker begyndte at kede sig. En dag blev kedsomheden for stor, og da fik en dreng én ide til hvad de kunne lave. I stedet for alle de fine ord kunne man bruge nogle beskidte ord, som man kunne sætte sammen til en sang. Provokationen blev sendt ud over landet, og da nogle af de fine mennesker fik nys om det, gav de modstand i form af breve og medieomtale. Et af disse mennesker var Anette Dina Sørensen.

Anette Dina Sørensen skriver, at hun føler sig ydmyget af rapmusiker og deres ordforråd. Hun beretter også om hendes datters opfattelse af ordene. Datteren forklarer, at man vænner sig til ordene. Men selvom man vænner sig til ordene, kan de ikke misforstås. De har stadig nogle henvisninger til noget genkendeligt. Sørensen mener derfor, at ordene stadig rammer hårdt, og er stødende. Udover det kan ’Niarn’ alias Niels Roos bekræfte, at disse ord, der karakterer kvinderne i hans tekst ikke er helt ude af betydning som nogle tror.
”I min branche er der mange kvinder, der opfører sig på den måde, som jeg rapper om – der er løse på tråden og så videre. Det er jo ikke bare noget, jeg finder på.”

Sørensen forklarer, at rapmusikken regulerer kvinders adfærd, og den måde folk taler til hinanden.
Hun beretter i teksten, at ordene skaber en start på menneskefjendske holdninger. Som man i dag kan opleve på gaden eller i klasseværelset.

Ofrene i denne strid er både kvinder og mænd. Sørensen fortæller, at man aldrig hører om piger, der rapper og sviner nogle til – det er kun forbeholdt mændene. Mens nogle mænd er trætte af at blive sat i bås med rapperne, der mener, som Sørensen selv beskriver: At have hånds- og halsret over kvindernes seksuelle intimidering.

Selvom der var mange fine mennesker i det store land, fik de ikke sagt det sidste ord. Den lille gruppe af mennesker vandt hurtigt tilhængere, og en dag stod der i avisen, et brev skrevet fra selveste ledelsen.

Selvom rapmusik kan være plat og vulgært, er det stadig et vigtigt ’sproglaboratorium’. Ledelsen af Politiken mener der ligger noget dybere end bare et råt ordforråd og en falsk attitude. De beskriver rap som ordlege for unge, der næsten kan måle sig med Halfdans Rasmussens ’ABC’.
”Fri os så i øvrigt fra tantemoralen og stillekupeerne.” Afslutter ledelsen.

Striden varede i mange år i det store land.

En klar problemstilling i debatten er hvor vidt, ordene i rapteksterne påvirker ungdommens holdninger til andre mennesker. Annette Dina Sørensen mener, at rapmusik er grobunden til menneskefjendske holdninger. Dog kan jeg godt se, at det lyder absurd, at musik kan påvirke vores holdninger. Mon ikke rap i stedet er en fornyelse af sproget, som vi mennesker har brug for.
Mennesket skifter de nye ord ud med slapsvans og gavtyv, og erstatter dem med bøsse og mongol – som en slags fornyelse af sproget. Dog set fra den anden side henviser slapsvans og gavtyv ikke til noget lig en genkendelig menneskegruppe, som færdes i samfundet i dag, som burde blive betragtet på lige fod med os alle. Ordene mongol og bøsse rækker ud efter nogle genkendelige grupper i samfundet, og disse ord er med til at skabe en start på menneskefjendske holdninger mod fx homoseksuelle eller handicappede.

Anette Dina Sørensen fortæller også, at der ikke er mange kvinder, som sviner mænd til – men derimod omvendt. Anette Dina Sørensen synes måske det er kønsdiskriminerende, men det er jeg uenig i, og det har jeg også en grund til at være. Jeg mener, at det ikke har noget at gøre med kønsroller/kønsdiskrimination, men med kvindernes gode evne til at tilpasse sig forskellige læringsmiljøer, modsat mændene. Eksempelvis har vi set en tilvækst i antallet af kvinder, der læser på de videregående uddannelser. I dag er der flere kvinder, der læser jura, medicin, teologi, humaniora, og så videre. Disse kvinder bruger naturligvis ikke sproget fra det rå miljø, som inkluderer rapmusikken. Men der er en lille gruppe kvinder i dag, som ikke magter at leve op til den moderne kvindes mange roller. Disse kvinder har lavt selvværd, og nogle indgår i pigebander med et særligt sprog, jeg snakker selvfølgelig om ”rap-sproget”. Dette sprog henter de især hos den større gruppe af to sproget mænd, uden arbejde, som har fundet sammen i et fællesskab. I dette fællesskab udspringer rapmusikken sig fra.
Analysen her viser, at der ikke er tale om kønsdiskrimination, men derimod fælles manglende forudsætninger hos begge køn, og det er især mændene der har svært ved at tilpasse sig gode læringsmiljøer, og derfor er der et flertal af mænd i rapkulturen.

En anden grund til, at frafalds gruppen blandt piger er lavere end mændenes, har noget at gøre med, at pigerne tænker mere over deres fremtid og de konsekvenser, der følger med deres handlinger. Jeg kan da godt se, at Sørensen mener det er kønsdiskrimination. Men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om det har noget at gøre med, at hun er fra den generation som kommer fra 70’erne. Her kæmpede kvinderne om ligestilling, og derfor kan nogle jo godt reagere kraftig på ord som luder og so, og straks springe ud i noget med ligestilling blandt kønnene. Og dog! Der er måske stadig noget om snakken omkring kønsdiskrimination:
”Men hvorfor reagerer verden så kraftigt, når mænd hænges ud. ” (Citat: A. D Sørensen)
Så helt at udelukke kønsdiskrimination som en grund til, at der er et mindre antal kvinder, der råber stødende ord op, ville være dumt.

Men hvor vidt skal vi acceptere dette ’forbudte’ sprog? Jeg kan godt se, at nogle fra den ældre generation bliver stødt over sproget. Men jeg synes vi må tage højde for de følgende konsekvenser det vil medfører, hvis vi satte en begrænsning på sproget. Rap-sproget er jo et slags oprør mod den veludannede klasse, og hvis vi forlanger, at de ikke må bruge ’beskidte’ ord – kan det medføre til flere større oprør, deriblandt kan hærværk, vold og tyveri nævnes. Vi burde i stedet for fokusere på at få de mennesker, der lever i det mere rå miljø ud, og få dem på rette køl ved at give dem nogle bedre livsbetingelser heriblandt udannelse, og dermed gå den vej for at få det stødende sprog lagt ned.

Hvordan eventyret slutter, er der ingen der ved, men eventyrer plejer at ende lykkeligt, så det må vi jo håbe på. For hvad, der skal ske med de to grupper mennesker, bestemmer kun fremtiden, og den stilling vi som mennesker beslutter at tage til problemet.