Kernekraftværk og radioaktivt affald

i uranstavene(kan også være plutonium) i reaktoren foregår der en kontrolleret kædereaktion mellem atomerne. I atombomben er det en ukontrolleret kædereaktion. Man styrer reaktionen med moderatorer, fx stave af carbon. Under reaktionen fremkommer der enorme mængder varme, der så opvarmer det omkringliggende vand. Denne vand bliver så til damp, som driver en generator. Efter stavene er blevet brugt i reaktoren, indeholder de ikke mere uran. De er derimod henfaldet til et andet stof, som ikke har den egenskab at det vil skabe en kædereaktion hvis der opnåes den kritiske masse. Det er dog stadig radioaktivt, og derfor skal det gemmes væk. Det kan bare ikke bruges til at udvinde energi mere. Der findes dog forskellige nye reaktorer der kan bruge affaldet til at udvinde energi.

Opvarmning af boliger og elektrisk energiforsyning kræver megen energi. Denne tilvejebringes på et varme-kraft-værk, som fx. kan anvende atomkernespaltning/fission som energikildeproces.

Ved spaltning af uran frigives meget stor energi pr. kg uran sammenlignet med den tilsvarende pr. kg kul eller pr. kg olie. Denne umiddelbart forureningsfrie metode gør den værdifuld og eftertragtet i tætbeboede, højteknologisk energikrævende områder.

Ved urankernespaltningen dannes som affaldsprodukt radioaktive datterkerner med lang halveringstid. Disse kan endnu ikke med nævneværdigt udbytte genanvendes til fortsat energiproduktion og ophobes således over tid. De skal på et eller andet tidspunkt affaldsanbringes et forsvarligt sted, hvilket vil sige uden risiko for bestråling af levende væsener og brugbare planter i rigtig mange år.

Hvor sådanne forsvarlige affaldsanbringelsessteder findes rent geografisk, kan der opstå megen følelsesladet, hadefuld politisk uenighed om.