Dansk
forklar
”Det nærmeste almindelige mennesker i dag kommer en kritik af måden, hvorpå vi har organiseret vores samfund, svarer til Kierkegaards beskrivelse af ironikeren, som nok er blevet bevidst om det æstetiske livs tomhed, men endnu ikke har været i stand til for alvor at finde og forpligtige sig på et andet positivt livsindhold. Som det illustreres af den amerikanske filosof Richard Rorty, tager ironikeren ikke sig selv helt alvorligt - blandt andet fordi han hele tiden er bevidst om, at de begreber og referencepunkter, han anvender i forståelsen af sig selv og sin omverden, vedvarende er i bevægelse. Alt er i en stadig udviklings- og forandringsproces og for tvetydigt og komplekst til, at man for alvor kan gøre krav på at have en klar og bestandig forståelse som kan være afsæt for forandring.
Det globaliserede risikosamfund radikaliserer dele af menneskets eksistentielle dilemmaer med nye udfordringer og krav til det frisatte individ. Dette bidrager til udviklingen af en ny socialkarakter, samtidig med at vi ser nye former for psykiske vanskeligheder og forstyrrelser med rødder i en tiltagende oplevelse af hjemløshed, uoverskuelighed og savnet af en fast grund - alt sammen blandt andet som følge af opbruddet i de traditionelle menings- og autoritetsstrukturer.
I den globaliserede kultur er vilkårene for kultur- og samfundskritik radikalt forandret. Konflikter er langt mindre entydige og det er vanskeligt for de mange enkeltindivider at forenes om et samlet projekt og et fælles grundlag for kritik. Vi kan i dag se en bred vifte af modbevægelser fra bevidst valg af økologiske fødevarer over poltiske grupper som samles omkring lokale og overskuelige mål til mennesker, der søger at afstive deres identitet ved at læne sig op ad tilhørsforhold til race, nation eller en fundamentalistisk religiøs eller politisk gruppe. Måske er det eneste, vi har tilfælles - som hævdet af Zygmunt Bauman - at vi alle er forbrugere, hvorefter den fælles handling må tage sit afsæt i den såkaldte politiske forbruger.
Hvis dette er tilfældet, er udsigterne til fælles handling som for alvor kan forandre det bestående, ikke alt for lovende, da den politiske forbruger - netop i kraft af sin kerne som enkeltstående og forbruger - altid allerede har tilpasset sig det bestående. Med salig Karl Marx må vi som et minimum udbryde: ironikere i alle lande, forén jer.”
Svar #1
05. april 2009 af Pettson
Det ville være en god ide, hvis du oplyser, hvem der har skrevet teksten, hvad titlen er, hvor den er publiceret, og hvornår den er publiceret.
Svar #2
05. april 2009 af Exupery (Slettet)
Hvad er det, du ikke forstår?
Lidt filosofisk baggrundsviden (så kan du selv prøve at kode det sammen med det samfundsfaglige):
Søren (Aabye) Kierkegaard brugte sit pseudonyme forfatterskab på sin såkaldte stadielære. Som Peter Thielst har udtryk det, er dette læren om eksistensens mulige progression. Stadielæren består af nogle karikaturer, der hver især repræsenterer hver deres livsanskuelser.
Den første, der ikke rigtigt er et stadie men snarere udgangspunktet, er spidsborgeren. Ofte er han kendt som den døde sild, der blot flyder med strømmen uden at forholde sig til sig selv. Begynder han på dette kan han nemlig risikere at blive ramt af en eksistentiel angst. En angst der går over i en fortvivlelse, og spidsborgeren vil blive til æstetiker. Æstetikeren lever et poetisk men fortvivlet og distanceret liv. Han vil ikke binde sig men er hele tiden på jagt efter nye og momentane æstetiske oplevelser, der kan afholde ham fra at dvæle i sin fortvivlelse, der er ved at nedbryde ham indefra. Det kan dog ske, at æstetikeren vokser i sin eksistens og opdager, at jagten er tom, thi den er flygtig, og lykken ikke vedvarende. Hermed er æstetikeren gået over i ironikerens (hjælpe)stadie. Ironikeren lever et reflekteret poetisk liv, er enormt selvbevidst og sig selv nok. Følgeligt kommer det etiske stadie, det humoristiske (hjælpe)stadie samt de(t) religiøse stadie.
Richard Rorty har genskabt ironikeren (med udgangspunkt i Kierkegaard) - den liberale ironiker, som han kalder ham, der er et bud på en eksistentiel livsanskuelse som er og vil være godt rustet til en tilværelse i et samfund præget af kontingens, som vi jo i øjeblikket lever i. Kontingens er et filosofisk begreb for "tilfældighed", det betyder altså, at vi ikke har noget at forholde os til, ingen holdepunkter - vi er rodløse og må på en eller anden måde lære at agere på trods af vores manglende objektivitet. Den liberale ironiker er, som hos Kierkegaard, distanceret og selvbevidst. Han binder sig ikke fast, og det betyder, at han hele tiden kan vælge det, der passer bedst til hans situation - han er altså udpræget pragmatisk. Denne livsanskuelse gør dog også, at ironikeren aldrig rigtig kan tage sig selv seriøst.
Svar #3
05. april 2009 af Exupery (Slettet)
I øvrigt kan du, hvis det har interesse, læse mere i Finn Thorbjørn Hansens bog: "Kunsten at navigere i kaos".
Skriv et svar til: forklar
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.