Vurdering af dansk stil bedes, tak :)

Jeg har skrevet Kronik: Grænseskridende underholdning.

Nye tv-koncepter kommer til hele tiden. Et af de seneste skud på stammen er en quiz, hvor deltageren i stedet for at konkurrere på paratviden skal svare rigtigt på spørgsmål om sig selv. Forinden har deltageren været underlagt en løgnedetektor, og ud fra dennes målinger afgøres det, hvad der er det rigtige svar. Programmet, der hedder Sandhedens Time, har været stærkt kritiseret for at være umoralsk og uetisk, idet deltagerne besvarer spørgsmål, hvor de på åben skærm offentliggør deres største hemmeligheder. Men er der ingen grænser for, hvor meget en tv-station kan tillade sig at udstille og udnytte sine deltagere i jagten på gode seertal?

I Weekendavisen den 26. september 2008 fremfører mag.art. og journalist Søren Staal Barslev i et uddrag fra artiklen ”Giftigt: Klædt af” en kritik af programmet Sandhedens Time, som siden 17. september 2008 har været sendt på TV3. Søren Staal Barslev anfører, at programmet udnytter svage og mennesker, som ikke er i stand til at sige fra over for nærgående spørgsmål. Med brug af stærke adjektiver beskriver han programmet som værende en kommerciel rovdrift på ”proletariatet”, som han modsat den konventionelle definition ikke blot betegner som arbejderklassen, men som en gruppe der er intellektuelt tilbagestående, mangler empati eller blot som folk, der er økonomisk dårligt stillet. Ifølge ham lukrer TV3 på folk, der mangler personlig integritet, som ikke er klar over, hvad de går ind til, og som er ligeglade med konsekvensen af deres handlinger, både for dem selv og for andre.

Efter Søren Staal Barslevs overbevisning bør en tv-station have et ansvar over for sine deltagere, hvilket han dog ikke mener TV3 har. Den efter hans mening, kyniske og unuancerede fremstilling af deltagerne giver et forfejlet indblik i deltagernes virkelige personer. Ved efterredigeringer af materialet er de uddybende forklaringer på svarene skåret bort, sådan at al tankevirksomhed hos seeren minimeres. Således bliver deltagerne reduceret til at fremstå som tankeforladte væsner, der sælger ud af deres største og mest intime hemmeligheder på landsdækkende TV.

Forældre, søskende og venner til deltageren sidder ved siden af og skal overhøre svarene på spørgsmålene. Tit rammes de af sårende svar fra deltageren, men de er fastklemt i en struktur, hvor de ikke har noget valg, og hvor de derfor er nødt til at spille med på legen. Dermed befinder de sig i en utrolig sårbar position, hvor de ikke har andre muligheder, end at klappe med hver gang deltageren svarer rigtigt, og dermed hylde deltagerens afsløringer af sine hemmeligheder. Denne opbygning beskrives som ”en sadistisk udnyttelse af et hjælpeløst og psykologisk skrøbeligt befolkningssegment”.

Den største fare ifølge Søren Staal Barslev er dog, at programmer som Sandhedens Time bliver almindelige og naturlige for os. Det, som tidligere var grænseoverskridende og for nogle beskæmmende, bliver helt normalt, fordi grænserne i underholdningsbranchen hele tiden rykkes mod det mere ekstreme. Når vi begynder at bruge hændelser og personer fra programmerne som fælles referenceramme, kommer de så langt ind under huden på os, at vi mister vores kritiske sans. I stedet for at fokusere på problematikken i sådan et program, hvor folk bliver ydmyget på åben skærm, ender man med, at forholde sig til de personlige problemer deltagerne er udsat for, frem for den overordnede problematik i et program som dette. Søren Staal Barselv beklager sig over den mediepolitik, som tillader at programmer som Sandhedens Time får lov til at blive sendt.

Underholdningens ofre er, ifølge Søren Staal Barslev, ikke i stand til at forstår konsekvenserne af deres medvirken i et underholdningsprogram som Sandhedens Time. De bliver lokket til at deltage af muligheden for at hente store pengegevinster, men de kan ikke gennemskue, hvordan de og deres pårørende bliver fornedret og udnyttet og i sidste ende bliver stemplet som fuldkomne idioter for øjnene af halv million danskere.

I Søren Staal Barslevs fremstilling af Sandhedens Time, lægges hovedansvaret for deltagernes uheldige fremstilling hos TV3. Men er det egentligt korrekt opfattet af Søren Staal Barslev, at deltagerne ikke har mulighed for at vide, hvad det er de går ind til? Deltagerne har vel ligesom de fleste andre danskere adgang til et tv, hvor de kan se et afsnit af Sandhedens Time, og se hvad deltagerne bliver udsat for. Det er sandsynligvis rigtigt, at deltagerne i Sandhedens Time ikke er udrustet med den højeste intelligenskvotient, men de må stadig forstå konsekvenserne af deres handlinger. Alt her i livet har konsekvenser, og det er stærkt tvivlsomt, at et normalt fungerende velvoksent menneske uden nogle former for mentale handicap endnu ikke har opdaget, at ens omgivelser reagerer på hvordan man opfører sig. Ligesom man kan tildeles bøder, komme i fængsel eller modtage andre sanktioner, som konsekvens af sine handlinger, så har ens opførsel i et tv-program også en konsekvens. Det er umuligt konstant at lege barnepige for folk, der ikke har den fornødne dømmekraft til at vurdere konsekvenserne af sine valg. TV3 skal selvfølgelig informere deltagerne i programmet om, at optagelserne vil blive klippet og redigeret. Deltagerne skal således være indforstået med, at TV3 har total råderet over hvordan de vil sammensætte optagelserne, så de får præcis det program de gerne vil have. Omvendt har en tv-station indiskutabelt et ansvar for ikke at lyve, men i Sandhedens Time vises blot udpluk af virkeligheden, og dermed seeren muligvis et forvrænget billede af sandheden, men som ikke desto mindre er virkelighed.

Søren Staal Barselv ser gerne, at vi i Danmark har en anden mediepolitik, sådan at programmer som Sandhedens Time ikke bliver sendt. Med denne holdning antydes det, at medierne ikke skulle have lov til, at sende de programmer de ønsker, såfremt de skulle være moralsk stridende med Søren Staal Barselvs principper. Dermed lægger han op til, at der skal være en form for begrænsning af de danske mediers muligheder for at lave fjernsyn. Denne holdning må anses for at være meget bekymrende, da det er fundamentalt at man i et frit og demokratisk land, har mulighed for ytre præcis det man gerne vil. Det er udelukkende op til TV3’s egne moralske overvejelser at bestemme hvorvidt de vil sende kontroversielle programmer som Sandhedens Time.

Lars Hjortshøj, der er programværten på Sandhedens Time, udtaler i et interview i Politiken, at han ikke finder programmet umoralsk eller uetisk. Han gik først og fremmest med til at være programmets vært, fordi han fandt det ”vanvittigt underholdende”. Han synes således, at det er i orden, at udstille og udnytte folk på åben skærm, så længe det er i underholdningens øjemed. Med denne udtalelse legitimerer han alle former for offentlig udstilling og krænkelse, så længe det blot er underholdningens tegn. Man kan stille spørgsmål ved det etiske i sådan en holdning. Er det okay, kommercielt at udnytte andres ydmygelse? Tilfældet er i hvert fald, at det er noget der sker hver eneste dag i sladderbladspressen, og det er i høj grad noget folk gerne vil betale for at høre om. Det er en af de velkendte menneskelige drifter, som mange medier tjener godt på. Men denne mediedyrkelse af andres nød findes kun fordi, at der er et marked for det, og så længe der er det, så vil medierne fortsætte med at lave programmer som Sandhedens Time.

Deltagerne i Sandhedens Time har gode muligheder for at overveje hvad de går ind til. Deltageren er selv klar over hvilke hemmeligheder løgnedetektoren har fundet, og deltageren bør derfor ikke være overasket over hvad der bliver afsløret i programmet. TV3 har vurderet, at det er moralsk forsvarligt at sende Sandhedens Time, og fakta er, at folk gerne vil se det. Hvorvidt der er grænser for hvad man kan tillade sig at sende i underholdningens navn er således op til seerne. Så længe de uge efter uge zapper over på Sandhedens Time, vil det fortsætte med at blive sendt.