bedømmelse af dansk stil

Hej alle sammen

Er der en der gider at kigge mit essay igennem og give en bedømmelse af den? Jeg har ikke prøvet at skrive essay før, så er meget spændt..

håber det går jer godt i eksamenstiden og på forhånd tak!

Tale og samtale

"God kommunikation er lige så stimulerende som sort kaffe, og det er akkurat lige så svært at sove bagefter" (Anne Morrow Lindbergh)
Unge mennesker lever i dag et liv i overhalingsbanen. De fleste lægger et kæmpe pres på sig selv for at leve op til idealerne om at vi skal være smukke, kloge og interessante. Derfor har de svært ved at finde energi til at investere i ægte relationer med andre mennesker. Det betyder at selvom kommunikation bør bestå af samtale, inklusiv lytning, og have til formål at lære hinanden bedre at kende, ender vi i stedet med en kommunikationsform som har til formål at vise andre mennesker hvor interessante vores liv er. Den slags kommunikation er endda blevet så almindelig at den har fået sig eget navn, nemlig ”smalltalk”.
Hvis man slår ”at tale” op i en synonymordbog finder man ord som ”holde tale, forelæse, prædike” og dette passer temmelig godt på hvad Morten Albæk mener med sin artikel ”Smalltalkere”. Med sin filosofiske tilgang til emnet ”konversation” forklarer han at der er forskel på hvordan man snakker med hinanden, især imellem generationerne. Enten så taler man hvilket, i høj grad, faktisk bare er promovering af sig selv. Dette skel imellem generationerne er skabt af de nye måder at kommunikere på. Hvorimod den ældre generation hovedsageligt ”fører samtaler”, har den yngre generation udviklet en ny form at tale sammen på, som passer til deres travle hverdag. Hvis man altid blot ”taler” sammen, og aldrig lytter eller diskuterer lidt dybere emner end det adrenalinsus man fik da man sprang faldskærm på sin tur til New Zealand, så får man ganske enkelt ikke indblik i hinandens personligheder. Man kunne i stedet diskutere hvad der får folk til at betale masser af penge for den slags udfordringer, som oftest udføres med det ene ben i graven, og lytter man til hvordan samtalepartneren forholder sig til dette, kan man faktisk lære noget om personen.
I dag findes der ubegribeligt mange måder hvorpå vi kan skabe kommunikation med andre mennesker. Internettet tilbyder diverse chatrum for et utal af interesserer. Derudover er der e-mails til de lidt længere beskeder og sms til de korte. Problemet med disse interaktive kommunikationsformer er, blandt andet, at det er skreven kommunikation. Dette medfører at nærværet med afsenderen fjernes når sproget litteraliseres. Eksempelvis anvendes sms til at få sagt ting, som de ikke ville kunne sige ansigt til ansigt. Desværre mister budskabet til betydning på den måde. Ordene ”jeg elsker dig” er for mange svære at få over tungen i det virkelige liv, men på sms er det pludselig langt lettere. Denne udvikling er farlig fordi den gør alting flydende og vigtige bekendtgørelser bliver ikke taget alvorligt. Med chatfora er det lidt anderledes. De har til opgave at samle mennesker med en fælles interesser eller et fælles problemer. Disse chatfora er faktisk blevet komplimenteret af mange ensomme unge, for at give dem et sted hvor de føler sig knap så anderledes. Man kan selvfølgelig spørge sig selv om hvorvidt disse ensomme unge blot vælger et chatforum fordi det er den lette udvej i stedet for at lære andre mennesker at kende i den virkelige verden. Der er dog fordele ved muligheder for anonym skriftlig kommunikation. Nutidens unge er også blevet beskrevet som ”Prozac-nation” og netop nu kører den svenske regering en kampagne om at et stigende antal unge lider af spiseforstyrrelser eller skærer sig, hvilket ofte er medført af en form for depression, og en følelse af afmagt og ensomhed. Da psykiske sygdomme ikke er noget man reklamerer med, giver chatfora et nye muligheder for at dele sine tanker med andre, og måske føle sig mindre afskærmet fra andre unge mennesker. I det hele taget er internettet perfekt for diskussion af tabubelagte emner, også sygdomme så som AIDS. Det kan godt være at Morten Albæk har ret i at man i så fald ikke diskuterer emnerne ligeså dybt og ikke lærer de personer man diskuterer med helt så grundigt at kende, men det er da en start at man overhovedet får talt om sådanne emner.
Der er desuden en tendens til at vi unge mennesker vejer os selv i forhold til antal af venner og bekendtskaber. De mange navne i telefonenbogen står dog alene som et eksempel på et menneske vi kunne have lært at kende, men ikke gjorde. I stedet kender vi kun denne person ganske overfladisk. Måske kan man drage konklusionen, at det høje antal af bekendtskaber vi unge mennesker gør os i løbet af livet, i højere grad har noget at gøre med et behov for bekræftelse. Ifølge os selv betyder et højt antal venner en vis status og at andre mennesker finder én tiltagende. Det handler altså i bund og grund om at føle sig accepteret, som en del af fællesskabet, og have det bedre med sig selv. Desværre glemmer vi undervejs at vi jo slet ikke lærer andre at kende, eller eksponerer dem for ens virkelige jeg. Og det er derfor at følelsen af ensomhed alligevel opstår. Vi føler os frygtelig alene når problemerne rammer os, fordi vi ikke lader andre mennesker forstå os eller kende vores virkelige jeg, men i højere grad kun viser dem en facade som vi tror de ville finde behagelig. Vi har ikke rigtig nogen at betro os til, for i så fald vil facaden krakelere og i værste fald vil man blive oplevet som ”falsk”.
Vi ynder at beskrive dagens samfund som et multikulturelt kommunikationssamfund, med mulighed for at socialisere sig på tværs af landegrænser, alle ved jo, at socialisering er en vigtig det af menneskets behovspyramide. Det er derfor næppe tilfældigt at Facebook i dag er mere populært end nogensinde og har haft et stødt stigende tilmeldingsantal lige siden det startede. Stort set alle unge mennesker har en profil på Facebook og det tager ikke mere end 30 sekunder at kommentere på et billede fra en rejse eller smide en kort besked på deres ”væg”. Det tager altså kun et halvt minut at få følelsen af at man har socialiseret sig, og for de travle unge mennesker føles det lettere end at mødes med folk ansigt til ansigt. Desværre er det jo en form for falsk socialisering. Jerntiden, eller hvad man nu vælger at kalde den tid vi lever i, har medført en revolution i måder at møde andre mennesker på, men ligesom med teknikken og videnskaben, hører et ansvar. Ansvaret betyder at vi, som mennesker, skal bliver langt bedre til at lære hinanden at kende, og ikke mindst, lære os selv at kende. Benjamin Hoff lod engang Peter Plys sige ”Vil du gerne være lykkelig? Start med at være taknemmelig for, hvem du er, og hvad du har”. Som citatet siger skal vi holde op med at præsentere en facade som viser hvor spændende og sjovt vi har det. Derimod skal vi lære at lytte til andre mennesker og indleve os i deres liv. Hvis vi kan forstå os på andre mennesker, opstår den intimitet som tillader os at stole på andre mennesker, men mange synes at finde store vanskeligheder ved at åbne sig og lukke andre ind. Derfor kan vi heller ikke komme af med den ensomhed som den moderne kommunikation har medført. Billedet af Robert Tinnery ”Smalltalk” understreger problemet med smalltalk. Emnerne som den slags kommunikation drejer sig om er, ligesom en ballon: opblæste. Personerne i luftballonen vil aldrig kunne lande på øen, i stedet vil de kredse om den. Menneskene i denne ballon har nok i sig selv og vil ikke komme ned på jorden og lytte til hvad der egentlig siges. Ligeledes vil man aldrig nå til nogen egentlig diskussion af et emne når man er ”smalltalker”, man vil blot kredse om det og føre en overfladisk snak. Konsekvensen bliver at denne ensomhedsfølelse ikke forsvinder. Yderligere bør man spørge sig selv om ”smalltalk” gør os ude af stand til at før en ordentlig dialog når muligheden opstår? Eller er vi blevet så opslugte af at udvide mængden af bekendtskaber, at vi ganske enkelt glemmer hvad det egentlig er og hvad vi forpligter os til?
At tale bliver altså den nemme løsning på kommunikation i en verden som er styret af vores travle hverdag. For at ændre denne tendens skal vi altså ikke bare huske at lytte til hinanden, vi skal også gøre op med os selv, hvorvidt vi føler at ”smalltalking” tilfører nok indhold til vores liv. Man bestemmer jo selv de emner man vil diskutere med folk, så når man møder én fra Venezuela er det op til en selv om man vil fortælle at man lige er blevet færdig med gymnasiet, eller og man vil prøve at sætte sig ind i hvordan det er at leve i et land som med et fingerknips kan nationalisere landet oliefirmaer og lignende. En klog person sagde engang ”Hvis du diskuterer og nævner noget for 3. gang – er det ikke dét I diskuterer, men relationerne!” og dette betyder at ved en livlig diskussion, kan man spejle hans holdninger i hans personlighed og således komme til at kende hinanden bedre. Derfor må alle unge lære at samtale med hinanden frem for tale, således at ægte relationer kan opstå og kommunikation kan således ikke alene lære en om andre mennesker, men også tilføre perspektiv og indhold til ens liv. Hvis man altså lærer at lytte.