Retfærdighedens ansigt

Sagen kort:</o:p>

</o:p>

Den 16 årige Rasmus Popenda  blev den. 8 august ved byretten idømt 4 års ubetinget fængsel for at have tæsket sit røverioffer den 48 årige Henrik Bjerremand til døde ved Ålborg stadion. Dommen har bragt stort røre og flere partier bakker nu op om en strammer lovgivning over for yngre forbrydere.

 </o:p>

Sagens juridiske aspekt:</o:p>

</o:p>

Hvis man ser på den juridiske del af sagen virker dommen ganske åbenlys. Rasmus Popenda havde ikke umiddelbart til hensigt at dræbe Henrik Bjerremand, men tæskede ham i en rus af stoffer til døde. Hensigten til drab manglende. Der er derfor ikke tale om manddrab jf. STRFL § 237, men derimod særlig grov vold med døden til følge jf. STRFL § 246 jf. STRFL § 245. Strafferammen for denne forbrydelse er fængsel indtil 10 år.

Der skal dog i sagen tages stilling til gerningsmandens unge alder, da han blot var 15, da forbrydelsen blev begået. Straffen kan derfor nedsættes jf. STRFL § 82 nr. 1, som ved straffens fastsættelse beskriver det at gerningsmanden er under 18 år ved forbrydelsens indtræden som en formidlende omstændighed. Det var netop dette dommerne valgte at følge og derfor afsagde dom til Rasmus Popenda på 4 års fængsel.

 </o:p>

Sagens politiske aspekt:</o:p>

</o:p>

Sagen har pga. sin brutale karakter fået stor mediedækning, og mange politikere, bl.a. Anders Fogh Rasmussen, har også udvist undren over den milde dom. DF har endda erklæret sagen et brud på retssikkerheden. Til denne udmelding vil jeg blot henvise til det ovennævnte om det juridiske aspekt. Dommerne anvendte blot loven i denne sag, og partiet kan derfor som en del af den lovgivende forsamling i folketinget blot bebrejde sig selv at loven ikke er ændret. Dommerne har ikke selv været inde og tage parti i sagen, men  blot anvendt loven.

Det store spørgsmål er nu, hvorvidt loven skal ændres, som en række partier på nuværende tidspunkt bakker op om, og hvilke hensyn der bør tages i forbindelse med en sådan ændring.

Det er oplagt, at en forbrydelse skal straffes, og at en forbryder ikke skal slippe ”let” for sin ugerning, dette ville klart skade samfundet. Det er dog også vigtigt ikke at overstraffe forbryderen, især når denne er ung. Hvis jeg kort skal vende tilbage til sagen, så vil jeg næppe tro, at 10 års fængsel ville gavne den unge mands rehabilitering i stedet for de 4, som han blev idømt. Hvis unge fremover vil blive dømt ligesom voksne vil en ung, sat på en spids, kunne risikere livstid for et mord, hvor han nu maksimalt kan tildeles 8 år jf. STRFL § 33 stk. 3. Hvis vi går ind på dette spor vil samfundet gå fra at fokusere på at tildele en efter omstændighederne passende straf til at fokusere på hævn.

Vil dette virkelig være retfærdighedens sande ansigt? Næppe. En lovændring, som vil ændre reglerne og fjerne beskyttelsesreglerne for de unge vil demonstrere en foragt for den unges livsvilkår. Man vil se en gruppe unge, som vil blive fortabte i samfundet. Det er allerede svært at få et job med en plettet straffeattest, og med længere straffe vil det blive mere oplagt for den unge at fortsætte sin kriminelle løbebane. For samfundet har allerede udvist sin foragt for og manglende tiltro til den unge, og har blot ønsket at hævne sig.

Retfærdighedens ansigt skal ikke være hævnende, men derimod tilpasset sagens karakter og hermed skelne mellem børn og voksne.