Hvem havde troet?

Hvem havde troet jeg skulle oprette en blog her på studieportalen. Stedet hvor det nærmest er umuligt være anonym. Jeg blogger også på en anden portal men jeg har efterhånden erkendt at mit liv i gåseøjne er for kedeligt til at blogge om på min anden blog. Egentlig har jeg forsøgt mig med Urban Blog men af en eller anden mystisk årsag vil min computer bare ikke oprette mig derinde så det har jeg desværre lidt opgivet. Derfor må det altså være Studieportalen som bliver mit nye (hvem ved måske mit fortrukne) bloggested.

Jeg lovede egentlig lidt mig selv ikke sidde og lave alt muligt andet på nettet da jeg loggede på for det er næsten min størst last. Overflåd med internettet når jeg i virkeligheden burde bruge min tid på alt det jeg teoretisk set SKAL bruge min tid på. Så som i dette tilfælde er grunden til jeg loggede mig på min Studiebruger portal. Jeg skal nemlig have stillet et spørgsmål til alle jer derude som også er gymnasieelever på trejde år og sidder og skal i gang med den store legendariske studieretningsprojekt fra på torsdag.

Normalt er jeg ikke typen der kan hidse mig selv vanvittigt op over sådan en opgave eller bare det der hedder skole generelt. Jeg elsker mit gymnasie på utrallige af måder og ved med sikkerhed jeg kommer til at savne menneskene og atmosfærden deroppe men lige på nuværende tidspunkt ser jeg så uendeligt meget frem til at blive student til sommer.

Det allerede december måned og føler som var det i går hvor jeg tænkte: SRP? Ork, der er god tid! Og pludselig står man om mandagen den 1. december og må konstatere det faktisk er på torsdag det hele går i gang. Alle på min årgang (hvertfald folk i klassen) kører opgaven op til noget vildt og voldsomt hvilket har resulteret i at jeg også køre det selv op. Det ellers meget atypisk for mig. Jeg er god (til tider lidt for god) til at tage forholdsvis "let" på tingene, dog ikke hvis det er noget jeg virkelig brander for eller føler jeg har gjort en indsats for.

F.eks. fik jeg for et par uger siden en danskstil tilbage. For det meste får jeg 4 i min stile men ved hvad jeg tror var rent held fik jeg en dag 7. Dette blev jeg naturligvis rigtig glad for. Så som sagt fik jeg en ny stil tilbage for nogle uger siden nu. Jeg havde gjort mig meget umage med alt hvad der derunder indbefatter: Gået i gang i god tid (og ikke aften før som jeg ellers har til vane), overvejet mine ord med omhue, rettet kariktur i stilen, læst stilen igennem inden jeg afleverede den, bare generelt gjort så meget som muligt for at få endnu et 7-tal. Dagen kom hvor vi fik stilene tilbage og jeg var måske en anelse "høj i hatten" da jeg inde i var fuldstændig overbevist om der på min stil ville stå: Flot stil Anne. Du får 7! Dette var desværre ikke virkeligheden. Langt fra faktisk. Nej, på opgaven stod der: 02 pil op!

Først gloede jeg bare dumt på det sølle 02 med en yderst utydelig pil op. Jeg sagde til mig selv i stilhed at det her kunne ikke passe. Der måtte være en logisk forklaring. Det ligner mig slet ikke gå op til læreren og "brokke" sig over sin karakter. Og hvad da slet ikke ligner mig er at give sig til at græde over en karakter. Ikke desto mindre var det hvad der efterfølgende skete. Folk fra klassen omkring mig spurgte hvad jeg havde fået for stilen og om jeg var tilfreds. Jeg menes ikke at svare dem tilbage for i løbet af relativ kort tid stod jeg oppe foran kateteret ved min lærer. Jeg kiggede ind i hendes øjne og spurgte skeptisk: "Du kan ikke mene det her vel?" Alt imens jeg holdte min stil frem foran hende. Min dansklærinde kiggede først på stilen så op på mig. Herefter kom en ekstrem plat noget der tildels minder om en unskyldning for hvorfor stilen ikke lå til mere end et 02. Jeg fik 02 i skriftlig tysk. Det hører jo ingen steder hjemme at jeg skulle være ligeså ring til at skrive danskestile som skriftlig tysk. Jeg så og ser ingen kosekvent sammenhæng i det. Da lærerinden begyndte på sin meget tamme forklaring var jeg så frustreret, ked af det og vred inden i at jeg slet ikke magtede høre på hendes forklaring jeg alligevel ikke kunne bruge til noget konstruktivt med henblik på kommende stile. På baggrund af den konkludering jeg gjorde mig den formiddag kyllede jeg stilen hastigt ned i jorden, gav mig til at græde og forlod lokalet på d-gangen sammen med mængden af gymnasieelever der også havde fået tolv-pause.

Denne situation lyder en anelse barnlig. For ikke at nævne umoden! Men jeg det er virkelig sjældent jeg reagere sådan som overstående på en karakter. Jeg hukser at i 1.g. under første karaktergivning ved jul fik jeg 7 mundtligt at min daværende dansklærer og under karaktersnakken med ham gav jeg mig også til at græde. I folkeskolen fik jeg 10 mundtligt som afgangskarakter og så syntes jeg dengang ikke 7 kunne række sig så langt  som mit uundværlige 10-tal fra folkeren. Den dag i dag tror jeg også det havde noget at gøre med jeg ikke helt havde fået en forståelse for den nye karakterskalas helt essensielle mening.

Klokken er mange og endnu en gang nåede jeg ikke helt det jeg skulle. Jeg er på vej ned i et fitness center som jeg træner i flere gange om ugen. Efterfølgende skal jeg til Grand Prix gymnastik i et par timer. Og så skulle jeg meget gerne være hjemme i aften hvor jeg skal læse historie, old og ? til i morgen.

Anede faktisk ikke Studieportalen havde en blog men synes det er kanon fedt. Den vil jeg da afgjort begynde benytte mig af.

Kærligst Anne.