Kan det her være et essay

Jeg slog øjnene op, jeg var lidt forvirrede. Jeg lå ned på ryggen og hvilede mig, mens jeg kiggede op på himlen. Der var en masse stjerne, jeg kunne tydeligt se Karlsvognen. Det stjernetegn jeg altid kunne kende, jeg har faktisk kunne se hvad for nogle af der stjerner der udgjorde Karlsvognen siden jeg var helt lille. Jeg brugte faktisk meget tid på at kigge på stjerne da jeg var helt lille, jeg synes det var spændene og fascinerende at ligge i stilhed og kigge op på de lysende stjerner. Faktisk var jeg en person der foretrak stilhed som barn, jeg var den person der brugte mine frikvarterer i skolen på at sidde på biblioteket i ro og fred og læse en bog. Jeg kunne ikke huske hvorfor jeg lå der. Jeg rejste mig op, jeg kunne mærke hvor brugt og øm jeg var i hele kroppen. Næsten som efter en fodbold træning bare uden så meget energi. Jeg kiggede ned af mig selv og der stod jeg kun i nogle ødelagte shorts med en masse huller, og uden en trøje, men det var ikke koldt tværtimod. Jeg fik kigget rundt og der stod jeg, midt ude i en ørken, der var sand over det hele, jeg havde faktisk også sand i håret. Jeg kunne kende det her sted, det var Sahara ørkenen. Jeg kunne kende det fra et billede i folkeskolen der altid hang på vores væg, jeg havde faktisk altid drømt om at være i Sahara, men nu da jeg endelig er her føles det ikke særlig fedt. Der er så stille og fredeligt, der er faktisk alt for stille. Det er rigtig varmt jeg er lidt solbrændt på mine skuldre og helt udmattet. Jeg er faktisk mere solbrændt end når vi plejer at tage på ferie om sommeren, selvom det altid er mig der bliver mest solbrændt, er det her noget helt andet. Men der var stadig noget der manglede, hvorfor er jeg her og hvad laver jeg her, det kunne være en drøm, jeg prøvede at nive mig i armen men intet skete undtagen smerten fra de to negle der borede sig ind i min hud, det var ikke en drøm. Pludselig fandt jeg en vandflaske der var min, nu kunne jeg huske lidt, jeg havde prøvet at krydse Sahara, men det var ikke lykkedes indtil videre og nu tænkte jeg kun på hvor dum jeg egentlig var. Men når jeg nu står her helt alene ude i ørknen kan hører hvad stilhed er, der var ikke en lyd andet end den stille brise der hvirvlede sandet rundt i små saltomortaler. Det var faktisk meget rart, jeg lagde med ned og lyttede til ingenting. Sandet var varmt da jeg lagde mig faktisk for varmt til at kunne ligge på, men jeg lagde mig ned alligevel jeg havde bare så meget brug for at slappe af. Imens jeg lå ned og lyttede til stilheden begyndte min hjerne at kører rundt, jeg tænkte på hvorfor jeg egentlig ville prøve at krydse den største ørken i verden. Jeg tror faktisk at der var et væddeløb den der krydsede ørknen først vandt 1 million kroner. Men lige nu havde jeg faktisk slet ikke lyst til at bevæge mig, det var som om alt var helt stille, så dejligt stille. Jeg kunne pludselig se min bror for øjnene af mig, ham jeg altid har skændtes og sloges med, ham der ikke gav mig lov til at ligge ned og lytte til stilheden, men nu når jeg ligger ned og lytter til stilheden og det faktisk utrolig dejligt bare at ligge der uden videre og slappe af, det minder mig faktisk om engang jeg var til hypnose fordi jeg er højdeskræk, der slappede jeg også fuldstændig af i hele kroppen bortset fra mandes irriterende stemme der hele tiden rumsterede i mit hoved, dem irriterende stemme er væk nu og nu er det kun mig selv og mine tanker. Jeg lå ned i flere timer, og tænkte på ingenting jeg lod bare min hjerne slappe helt af.
Efter et par timer slog jeg øjnene op igen og valgte at fortsætte, for det hjalp ikke noget at jeg blev ved med at ligge ned, jeg rejste mig op og begyndte at gå. Det føltes som evigheder at trave rundt ude i den stor stille ørken men mens jeg gik derude helt alene ude i den store ørken begyndte jeg at savne min familie, dem der har gjort et præg på hvem jeg er i dag, dem der elsker mig mest i denne verden og dem jeg altid vil omgås og holde af, dem savner jeg. Når man går det og traver af sted og man intet andet kan se end sand og blå himmel og der ingen lyd er udover stilheden, bliver man lidt nedtrykt og der flyver en masse tanker igennem hovedet på en. Der var så stille at jeg kunne høre den irriterende tinnitus lyd man hører når der er alt for stille, stilhed er dejligt i små mængder, f.eks. er det dejligt når jeg kommer hjem fra arbejde at ligge mig i sofaen en time og bare lytte til stilheden, men det kan godt blive for meget når man har gået rundt i flere dage og ikke lyttet til andet end stilheden. Jeg tænkte på hvor meget mine forældre egentlig har gjort for mig, og tænkte på den dag min far døde. Min far er det mest kærlige menneske på denne jord. Han kunne ikke finde på at gøre en flue fortræd. Det jeg savner mest ved min far er det hyggelige timer vi har haft sammen om eftermiddagen efter skolen, da han arbejder om natten og sover om dagen så han er stort set altid vågen når jeg kommer hjem. Nogle gange går vi turer og snakkede om piger, andre gange sidder vi og ser en god action film, og jeg har bare de bedste og dejligste minder om min far. Men den dag jeg har haft det dårligst er nok den dag jeg fik af vide at han var død, han havde kræft så den hang lidt i luften men en dag ringede min mor til mig og sagde jeg skulle komme hjem så hurtigt som muligt da den var gal med far. Og jeg skulle skynde mig hjem så hurtigt som muligt. Jeg løb alt hvad jeg kunne og en halv time senere stod jeg og holdte ham i hånden og sagde de sidste ord til ham, jeg kan tydeligt huske dem som var det i går. Jeg sagde ”far, hvis der er en person i denne verden der har gjort mit lev helt perfekt, en person der kunne få mit humør op selvom jeg var helt nede, en person jeg elsker af hele mit hjerte er det dig, den bedste far man nogensinde kan ønske sig”. Jeg græd, jeg synes ikke det var værd at leve mere når min far ikke gjorde, der er intet at leve for. Alt er bare så stille i denne verden uden hans jokes og vittigheder, og det er præcis den stilhed jeg føler nu, der er ingen jokes eller vittigheder er ude i denne dumme ørken. Og der er heller ingen far. Der er kun stilheden og mig. Stilheden jeg ikke ønsker at være sammen med, jeg ønsker at der skal ske noget jeg ønsker nogen at snakke med, jeg ønsker mig min far.
Jeg havde sat mig ned i sandet, der løb tåre ned fra min kind, men som jeg sad der og tænkte på min far var det som om jeg pludselig fik energi, en helt ny og frisk energi. Jeg fik pludselig lyst til at krydse denne ørken af at tænke på min far, det var som om at det var ham der gav mig styrke til at fortsætte. Jeg fortsat med lidt mere energi end jeg havde haft indtil nu. Men det tog stadig sin tid, at gå derude og føle man slet ikke går det eneste man ser som forandring på alt det sand er det palmer der kommer engang i mellem. Jeg tror godt man kunne blive sindssyg af at gå rundt herude i flere dage, da man intet hører udover vinden. Jeg kunne se noget derude, men jeg var ikke sikker på hvad det var. Efterhånden som jeg kom tættere og tættere på kunne jeg se det var målstregen for løbet jeg fik pludselig energi til at løbe, jeg luntede af sted indtil jeg krydses linjen og faldt om. Jeg vågnede senere i en blød og varm seng. Der sad min mor og min bror for enden af sengen og de sagde de var stolte af mig, men at jeg kom på sidste pladsen. De forlod rummet for at give mig lidt ro. Men jeg følte ikke at behøvede at få ro, for alt den stilhed har jeg haft nok af. Jeg kan ikke lide stilheden jeg vil hører folk snakke, jeg vil selv snakke, jeg ville ikke have stilhed. Men når nu jeg lå der var det faktisk meget rart, at ligge ned i trygge omgivelser, nogle omgivelser man er vant til, i stedet for en tør og varm og alt for stille ørken.