Samfundsfag

Hvordan påvirker finanskrisen det økonomiske kredsløb?

06. januar 2010 af mmarianne (Slettet) - Niveau: C-niveau

Heej..
Jeg sidder og skal lave en opgave om finanskrisen og det økonomiske kredsløb og jeg skal derfor gøre rede for, hvordan finanskrisen påvirker det økonomiske kredsløb.

Er der nogen det kan hjælpe mig med det?


Brugbart svar (7)

Svar #1
06. januar 2010 af Exupery (Slettet)

Prøv at forestille dig, hvad der sker:

Finanskrise er lige startet. Det har specielt været hårdt for banker og kreditforeninger. En masse virksomheder er gået konkurs og har fyret medarbejdere, mens privatpersoner har "tabt" enorme summer på aktiemarkedet og boligmarkedet, mens nogle helt har været så uheldige, at deres huse er røget på tvangauktion. Det sker bestemt ikke godt ud. Vi kan så prøve at se lidt på det fra forskellige vinkler:

Hr. Jensen arbejdede for en konkursramt virksomhed og han har umiddelbart ikke nogen mulighed for med det samme at få et nyt job. De andre virksomheder sparer jo, skal du tænke på. Så hr. Jensen må desværre indstille sig på at gå arbejdsløs et stykke tid. Ikke just en ideel situation for familien der yderligere tæller to børn og fru Jensen, der er uddannet pædagog og derfor ingen høj indkomst har. 

Hvordan vil denne familie handle? Først og fremmest vil de nok indstille sig på at spænde livremmen ind. Heldigvis har de været så fornuftige at spare op, mens den højkonjunkturen var over os, men det er ikke alle familier, der var så kloge. På trods af opsparingen regner hr. Jensen dog hurtigt ud, at familien må spare. Specielt luxusgoderne skæres der ned på, men den generelle forbrugsfest er også slut. Nu kigger familien ikke kun på priser, de undlader også at købe varer, fordi de jo egentlig ikke er nødvendige.

Men hvordan går det så med virksomhederne, der sælger varerne, som forbrugerne sparer på? Jo, deres omsætning falder naturligvis. Profitten bliver mindre og mindre, og de kan efterhånden se, at det vil være bedre for dem at fyre medarbejdere for at nedbringe omkostningerne. Så det gør de. Resultatet er, at ikke kun de, der blev fyret i første omgang, står uden arbejde. Nej, nu er en hel ny runde af fyringer begyndt.

Denne gang var turen kommet til fru Hansen. Hvordan tror du, hun agerer fremover? Jo, hun sparer da også, hendes forbrug bliver mindre, hvilket jo gælder for flere og flere i samfundet, så den samlede efterspørgsel efter varer falder altså drastisk. Det skal med, at de folk, der stadig har arbejde, jo som oftest også begynder at spare op. Hvem ved, om de er de næste, der bliver fyret? Man må jo væbne sig! Men når den samlede efterspørgsel bliver mindre, er der jo ingen, der vil købe virksomhedernes varer. Det betyder altså, at de må i gang med at nedbringe omkostningerne nok engang... Ja, det er et meget ubehageligt kredsløb lige nu..

Men er der så noget positivt ved sådan en krise? Ja, man må jo formode, at når vi sparer på pengene, køber vi heller ikke så mange varer i udlandet. Det er i sådan en tid, at man opdager, at de skide rodfrugter rent faktisk smager godt, og så må de ellers beholde deres appelsiner i Sydamerika! Vores import falder altså, så betalingsbalancens løbende poster påvirkes positivt. Det er jo også meget rart.

Lad os nu prøve at anskue kredsløbet fra et andet sted. Denne gang er det dig selv. Du har simpelthen lige fået verdensbedste idé til et produkt, alle burde have, og som folk virkelig er villige til at betale for. Jeg driller ikke, det er sandt. Det er en imponerende god idé! Nu er problemet så bare, at du jo ikke har penge til at opbygge et kapitalapparat (købe land, maskiner, ansætte arbejdskraft etc), så du kan intet producere. Men det er der jo heldigvis råd for! Du har altid været på god fod med din bankrådgiver, så du går hende fortrøstningsfuldt i møde, når døren til banken åbnes. Din bankrådgiver er lige så vild med din idé, som du og jeg er. Fedt nok! Write me a check then! Men ak, nej. Sådan går det ikke. Banken har lige tabt millioner, ja måske endda milliarder under finanskrisen, så din bankrådgiver har fået at vide fra øverste sted, at hun ikke må låne penge ud. En lang næse til dig. Her står du med den bedste idé, verden nogensinde har set, men du kan ikke låne penge til at realisere idéen - ikke engang selv om banken elsker ideen. De tør ganske enkelt ikke tage risikoen. Så du må gå hjem igen, en hel masse potentielle arbejdspladser går til spilde, den velfærd, du kunne skabe til samfundet ved, at folk nød din vare, bliver aldrig til noget. Ærgeligt er det også for hr. Jensen og fru Hansen, for de ville nemlig have været den perfekte arbejdskraft hos dig. 

Øv, øv, øv. Krisen kradser alvorligt. Kan den dårlige udvikling, der ser ud til at køre i ring aldrig stoppes?


Brugbart svar (1)

Svar #2
13. januar 2010 af naw1234 (Slettet)

hej, jeg sidder og er ved at lave en nytårstale som jeg ikke rigtig kan finde en god start til, det kunne være rigtig rart hvis der var nogen der havde en god ide:)


Brugbart svar (1)

Svar #3
13. januar 2010 af naw1234 (Slettet)

havde sorry


Skriv et svar til: Hvordan påvirker finanskrisen det økonomiske kredsløb?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.