Samfundsfag

Jeres holdning til EU

25. april 2010 af mariepedersen_6 (Slettet) - Niveau: C-niveau

hej :D

jeg er igang med at lave et projekt om den europæiske union, og har brug for andres holdninger omkring EU.
jeg håber på nogen gider bruge 5 min på følgende spørgsmål.

Hvad er din holdning til EU som en slags Europas Forenede Stater? kom med  Fordele/ulemper


Brugbart svar (0)

Svar #1
26. april 2010 af OleJastrau (Slettet)

Personligt er jeg meget idealistisk i min tilgang til EU. Jeg synes kun, at det er fornuftigt, at vi sammen prøver at stable et fællesskab på benene, der kan være en stor og magtfuld agent på verdensscenen - specielt nu, hvor Kina og Indien har haft vokseværk i årtier, og vesten (Europa og USA) ikke alene kan sidde og styre alt. 

Der skal ikke herske tvivl om, at den helt store fordel ved EU, er det indre marked, idet det i den grad fremmer handel mellem landene, hvilket skaber vækst og velstand i hele unionen. Her på det sidste har det dog vist sig, at det kan være risikabelt at binde vores økonomier så meget sammen, som vi har valgt i EU. Med indførslen af euroen har en række EU-lande valgt gå sammen i et valutasamarbejde i håb om endnu større økonomiske fordele, men det må indrømmes, at den håbede effekt absolut ikke har indfundet sig endnu. Blandt andet ser vi jo adskillige sydeuropæiske lande (Portugal, Spanien, Italien og Grækenland) have alvorligt rod i økonomien, hvilket kan gå ud over de andre euro-lande, hvis det går mere galt. Tyskland og Frankrig er helt sikkert ikke glade for, at de nu skal redde ovenstående 4 lande ud af deres økonomiske krise. 

Det bringer mig til nogle helt andre problemer i EU-samarbejdet. Generelt er der store kulturelle forskelle i EU, der er en helt forskellig mentalitet, ser vi på et land som Danmark og da på et land som Italien. Lige så nævneværdigt er det, hvis vi sammenligner os selv med Polen eller Tjekkiet. Vi taler endvidere ikke samme sprog i EU, hvilket gør, at vi er langt fra lige så mobile, som de er i USA. EU kan altså ikke betragtes som et fællesskab af stater (som USA), det er et fællesskab af lande, hvis kulturer, traditioner og sprog er dybt forankrede i historien, og det kan på den baggrund være svært at se, at EU-landene nogensinde skal kunne indgå et fuldstændigt samarbejde.

En anden ulempe er den manglende opbakning fra de deltagende landes befolkninger. EU er i høj grad et regeringsprojekt, dvs det er politikerne, der føler, at samarbejdet er smart, og at landet drager gevinster af det. Befolkningerne gør ikke. Det giver sig til udtryk hver eneste gang en ny traktat forsøges vedtaget, idet den altid bliver stemt ned i et par lande og da må ændres. På den måde tager det meget lang tid at fremme samarbejdet, og det må siges ikke at være negativt. 

En fordel er til gengæld, at vi har fået brudt grænserne fuldstændig ned indenfor EU. Du kan nu komme fra ethvert EU-land og så søge arbejde i et andet EU-land. Det gør, at arbejdskraften kan flytte derhen, hvor den er manglet, og hvor lønningerne er størst. På den måde fremmes helt naturligt velstanden, men det må igen bemærkes, at især sprogbarriere gør, at arbejdsmarkedet ikke er så mobilt, som det kunne ønskes!

En klar fordel er i øvrigt, at vi nu er adskillige lande forbundet i et fælles projekt om at arbejde sammen i stedet for at slås. EU startede jo i sin tid, fordi europæerne (efter Første og Anden Verdenskrig) var blevet trætte af at bekriges indbyrdes. Den mentalitetsændring gør det mere sikkert for os alle at leve, vi kan desuden håbe, at andre sammenslutninger kan dannes rundt omkring i verden, så mere fred kan indfinde sig på Jorden. Om ikke andet er EU i hvert fald nu så store, at de kan spille en aktiv rolle i at skabe fred omkring os - hvis vi altså kan blive enige om det.

Nå, det var da lidt. Håber du kan bruge det. Ellers må jeg se, om jeg kan finde på lidt mere en anden dag.


Svar #2
26. april 2010 af mariepedersen_6 (Slettet)

Mange tak for din holdning den kan helt klart bruges.


Skriv et svar til: Jeres holdning til EU

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.