Dansk eksamen 2010 - Hjælp til at rette min stil :)

Hej,

jeg har været oppe til dansk skriftlig eksamen idag, har aldrig været så god til dansk, men er stadig interesseret i hvad i tror min stil lægger til?
Hvis der er en der vil være så sød at læse den igennem :)

Det gode liv og det sunde liv

”KRAM-faktorene, kost, rygning, alkohol, og motion”. Alle disse områder, er områder som man kan sætte ind på, for at forbedre den enkelte danskers livsstil, men hvor er det rimelige i at staten har taget rollen som værge over for dens borgere, at vi nu ikke engang selv må bestemme hvad vi putter i munden?

Staten eller individets egen dynamo?
Sinne Smed kommenterer i et uddrag fra webudgaven af månedsmagasinet Undervisere den 18. april 2009 på danskernes sundhed. Hun mener, at økonomer som oftest antager, at det enkelte individ er i stand til at træffe de valg, som er bedst for ham/hende, men på områder hvor det enkelte individ ikke er i stand til at træffe det ideale valg må staten, ifølge Sinne Smed, gerne ”tage en rolle som regulator” som når eksempelvis et individ skader et andet ved passiv rygning eller skader samfundet som helhed ved, at være snylter på de offentlige sundhedsudgifter, hvis det nu er som følge af eksempelvis ”helbredstruende overvægt”, da det derved bliver ”økonomisk retfærdiggjort” for samfundets bedste. Staten skal kunne regulere ved, at definerer ejendomsret eller ved adfærdsregulering ved afgifter på tobak og alkohol, men debatten efter Sinne Smeds holdning er dog langt mere kompliceret på områder som fedme og motion end på et område som rygning. Sinne Smed skriver i uddraget at der er en forskel på kosten mellem de sociale klasser, hvis man observerer på KRAM-områderne kan man ikke se, den samme effektive virkning af eksempelvis de mange rygekampagner på de lavere sociale klasser som der har været i middelklassen, antallet af rygere i middelklassen efter rygekampagnernes indførelse er faldet signifikant, mens antallet af rygere i de lavere sociale klasser er stort set uændret. Sinne Smed ved dog ikke helt hvad det har skabt denne tendens, men hun fremstiller dog to hypoteser at det enten ”skyldes forskellige evner og muligheder for at leve det sunde liv.” , eller at det skyldes forskellige holdninger om det at leve sundt. Sinne Smed mener dog, at der ikke er nogen tvivl om, at staten kan være nød til at regulerer på KRAM-områderne og at det selvfølgelig er vigtigt, at ”det sunde valg er let, billigt, og ligetil”, men det er dog primært lysten til at ændre adfærd hos det enkelte individ der skal ”drive værket”. Og denne adfærdsændring mener hun dog også er i kraft allerede nu, da det eksempelvis på Eva Gads storhedstid, var de mennesker der ikke brød sig om tobaksrøgen der gik udenfor. ”I dag går rygerne udenfor”. For at opsummere mener Sinne Smed altså at det kan være nødvendigt for staten at regulerer på KRAM-områderne, men først og fremmest skal det være det enkelte individs egets ønske om en bedre livsstil der skal agerer som gulerod.

Et samfund skarpt opdelt i klasser
Der tegner sig en tendens: de lavere sociale klasser har svært ved at følge med de højere når det kommer til KRAM-områderne. Sinne Smed peger på at det kunne skyldes ”forskellige evner og muligheder for at leve det sunde liv”. Hov, hvad så med klasseskellet? Bliver det så ikke større? Ifølge Smed skal det sunde valg være ligefremt og ligetil, men er det så også det når der er 25 % moms på sunde økologiske fødevarer? I forhold, til forholdsvis ligegyldige ting som kunst der så nemt som ingenting undgår momsen? Hvis staten absolut føler sig nødsaget til at regulerer på KRAM-områderne skulle de måske også tænke på at gøre det sunde alternativ tilgængeligt for alle. Her opstår der altså en ny problematik, hvis vi går ud fra, at grunden til de laverer klasser simpelthen ikke har råd til sund mad, så er det hyklerisk af staten, at forlange, at vi skal betale ekstra for den sunde mad, når det kun er den højere klasse der har råd til den, og dermed øger staten klasseskellet… Hvad skete der lige med velfærden?

En fornuftig kvinde med troværdighed
Dog forholder Sinne Smed sig rationelt og retsindigt til emnet, da hun selv mener at det sunde alternativ skal være billigst, og derfor er hun for, at det sunde alternativ skal være tilgængeligt for alle og dermed mindske klasseskellet. I sin skrivestil holder Sinne Smed sig fra retoriske virkemidler, men er til gengæld en stor forbruger af logosappellen, der appellere til modtageres fornuft. Når Smed tager fat i snyltegæsterne på det danske sunhedsudgifthotel er der i høj grad logos argumenter på spil om hvorfor det i netop nogen instanser er okay for staten at regulerer på KRAM-områderne. Det er desuden vigtigt at pointerer, at Sinne Smed er adjunkt ved Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, så når hun kommenterer på noget der hører hendes eget fagområde til, tilknytter der sig automatisk en følelse af troværdighed til hende, men der er dog også konkrete eksempler hvor Smed benytter sig af ethos appel. Når hun eksempelvis refererer til Emma Gad, som af nogle mennesker ses som værende et symbol for danskhed, appellerer hun til moralen og prøver derved at skabe troværdighed, men samtidig bliver det også patos præget da netop Emma Gad er en af de der gamle danske forfattere der bare kan få nationalfølelsen til at bruse op i enhver dansker.

Ofre vi friheden på sundhedens alter?
Sinne Smed har nu ret i en række af hendes pointer, men et sted er man jo nød til at sige stop. Det kan jo ikke være sandt at vi skal ofre friheden for sundhedens skyld. Det er godt gardin stimulanspolitik når staten går ind og regulerer på markedet, men grænsen må gå når staten regulerer på områder, hvor vi mister vores frihed. Som Sinne Smed selv siger, er det ”lysten til at ændre adfærd hos det enkelte individ og lysten alene der skal drive værket”, og altså er det ikke noget som skal tvinges ned over hovedet på os. Staten skal være fri til at regulerer på markedet, bygger broer når folk skal i arbejde og sætte skatten ned så den almene borger kan få flere pege mellem hænderne til forbrug, når der altså er brug for det. Hvis staten i stedet for at dikterer hvordan folket skal leve, og dermed gør vores velfærdssamfund til et diktatur, fjernede momsen på økologiske fødevarer, ville det sunde alternativ blive billigst, her ville det altså være fint for staten at regulerer, da reguleringen ikke ville være til skade for det enkelte individ, og så længe statens reguleringer ikke er til skade for borgerne skal staten have lov til at regulerer hvad den har lyst til. Spørgsmålet er så bare om det overhovedet er nødvendigt at regulerer? For det første skal vi selvfølgelig have de lavere klasser op på højde med os andre (uden at lyde selvfed), men som Sinne Smed selv argumenterer med, så er det blevet en almindelig tendens, at det nu er rygerne der går udenfor, og at det i dag er decideret pinligt, ”hvis sovsen er for fed, og man ikke lige har nået at lave salat” derfor er der nok bare tale om en naturlig udvikling i takt med at samfundet er blevet mere bevidst om hvad der er god kost og hvad der ikke er. Samfundet bevæger sig altså hen imod det samfund som Sinne Smed netop kunne tænke sig det, et samfund hvor vi er i stand til at sætte lighedstegn mellem det sunde og det gode liv, ”med stor respekt for individets ret til selv at vælge” og med den danske fitness bølge er der heller ikke længere nogen grund til at frygte den store fedmebølge, vi kender fra USA. Ergo er altså, at staten derfor ikke skal regulere andre steder end højest nødvendigt, og med det menes der, at vi skal sætte prisen ned på sunde fødevarer så alle kan være med ellers ender vi bare i et dekadent samfund som ingen af os er interesserede i. Der er dog stadig et stykke vej igen og som Sinne Smed også siger, er vejen ikke tvang, men den at vi i stedet skal sætte ”lid til en dannelses- og oplysningsbevægelse.” og når vi nu ser på effekten fra eksempelvis rygekampagnerne, jamen så kan man da ikke være andet end enig i hvad der bør gøres. Det skal altså være den enkelte borgers eget valg om han/hun vil følge kostrådene, men det betyder netop ikke, at man ikke kan belyse folk om emnet, for alt i alt, hvem er ikke interesseret i sundt og godt liv?

Den absurde stat
Sinne Smed har i høj grad ret når hun siger at vi kan og skal optimerer danskernes livsstil i den grad det er muligt, så længe det ikke går ud over den enkeltes frihed. Det skal ikke være statens rolle at diktere den enkelte borgers liv, det eneste sted staten skal fungerer som regulator er på markedet, og på områder som gør klasseskellene mindre og da den danske befolkning siden Emma Gads tid er blevet langt mere bevidste om gode kostråd, og deri lægger også at danskerne har fået lysten til, at gøre en indsats for deres sundhed, og derved opnå det sunde liv, derfor er det heller ikke længere nødvendigt for staten at regulerer på KRAM-områderne.
Hvorfor udviklingen er sket, kan være svært at sætte fingeren på, det kunne være de mange rygekampagner og oplysningsbevægelserne indenfor kost og motion der har gjort tricket, hvorom alting er, er vi stadig nød til anstændigt, at sætte ind på KRAM-områderne… Men jeg mener nu selv at statens absurde prioritering også godt kunne trænge til en lille justering. Døm selv.