Bedøm min opgave

Jeg har lige fået min skriftlige karakter tilbage i dansk, og jeg er meget utilfreds med censor. For at finde ud af og det er mig der er helt gal på den ville jeg meget gerne hører hvad i andre syntes om min stil, og eventuelt en karakter.

Jeg beklager stilen er meget lang, men det er heldigvis helt frivilligt om i vil læse den :)

Jeg skriver med vilje hverken hvad jeg har forventet eller hvad jeg har fået, jeg vil bare gerne hører jeres objektive menig.

Der er tale om Dansk på A niveau, på VUC.

Emnet var samtale.

Opgaven bestod i at lave et oplæg til en HF klasse.

Der ønskes en grundig analyse og fortolkning af Askildsens tekst. Der skulle også holdes ekstra fokus på undertekst begrebet. Og så skulle jeg bruge andet materiale end Askildsens tekst.

Dansk Eksamensstil, Maj 2010
Besvarelse af Opgave 1: Det Analyserende Oplæg.

Sproget Koder

Når vi kommunikerer som mennesker, så sker det ofte igennem samtale. Men i samtalen er der andet end bare sproget. Man kan bruge begrebet koder, til at identificerer de forskellige virkemidler og metoder der er på spil når vi interagere med hinanden. Ud over sproget, så aflæser vi også hinandens kropssprog og mimik, samt hvorledes vi lægger trykket, og hvilke lyde vi udstøder. Hvis folk siger ”tak skal du have”, med et smil på læben udtrykker de glæde, men hvis de lægger mere tryk på sætningen, og har et vredt udtryk i ansigtet kan det være et ironisk udtryk, som peger på utilfredshed.

En anden ting der er meget vigtigt for vores forståelse er de konnotationer der lægger sig til et bestemt ord, en lyd eller en sætning. Dette kaldes undertekster. Vi kan finde en forklaring på hvad undertekster er i danskfagbogen Faglige forbindelse fra 2005, der er skrevet af de 3 gymnasielærer Solveig Bennike, Lisbeth Nyborg og Mette Trangbæk Hammer. Her bliver forklaret at den optimale kommunikation er en blanding af sammenarbejdsprincippet og høflighedsprincippet. Sammenarbejdsprincippet går basalt set ud på at gøre sig forståelig, ved at snakke sandt, relevant og klart. Høfligheds-princippet handler om at respektere andre ved at være hensynsfuld, positiv og beskeden. Men vores samtaler forløber sjældent på denne måde, og afsenderens personlige agenda, såvel som følelser, kan komme i vejen for en klar og hensynsfuld dialog. Derfor skal man for at forstå en samtale, også kunne forstå det der ligger til grund for de enkelte udtalelser. Disse skjulte meninger kaldes for undertekster, altså Den skjulte hensigt, samtaleparterne kan have, men som de af en eller anden grund ikke tør eller ønsker at give til kende.

I vores normale hverdagssamtaler er det vigtigt at man forstår disse undertekster, men det er også vigtigt når man læser litteratur. I den følgende analyse vil jeg vise hvordan man skal bruge underteksterne til at få en forståelse for hvad novellen handler om.

Ordenes Evige Kamp

I novellen Et dejligt sted, skrevet i 1996 af den norske forfatter Kjell Askildsen, har vi et godt eksempel på hvordan dialogen kan bruges som den primære fremstillingsform.

Der er tale om en rent scenisk fremstilling, og det gør at vi igennem hele novellen er meget tæt på de 2 mennesker, han og hun, som er de eneste de karakterer der optræder. Det er iøvrigt meget sigende at der bliver brugt han og hun til at beskrive disse rolle, da de begge er meget typiske roller for henholdsvis mand og kvinde. Den sceniske fremstilling kombineret med dialog er også oplagt, da en del af Askildsen præmis er vi ikke får ret mange oplysninger. Et panoramisk fremstilling med forfatter kommentar ville virker forklarende og oplysende, og det er Askildsen ikke interesseret i.
Dialogen er som sådan skrevet realistisk, og replikkerne binder sig til personerne, så vi igennem deres ordvalg får et indblik i deres person. Dog har Askildsen undladt dialekter, såvel som det helt tydelige talesprog, hvor ordene bevidst bliver stavet forkert, som f.eks. "ikk'". Dette gør at personerne forbliver arketyper på mand og kvinde, og a vi ikke får et alt for personlig forhold til dem.

Novellen handler i høj grad om den magtkamp, der er indbygget i det realistiske, om end karikerede, forhold i novellen. Vi får ikke præcist at vide om der rent faktisk er tale om et parforhold, eller om det måske er en bror og en søster der er tale om. Der bliver refereret til en ”far”, som de begge kender, men jeg vil nu alligevel antage at der er tale om et parforhold. Både fordi det er tydeligt disse to mennesker bor sammen, men også fordi deres roller er meget typiske for parforholdet, og ægteskabet.

Det er som om der i hver eneste scene i historien er en strid imellem manden og kvinden. Kvinden i novellen bruger meget af sin tid på at få manden til at ændre på sin adfærd, eller på at få ham til at gøre noget specifikt. Jeg vil have at du gør det, Martin. Ellers gør jeg det selv. Det er som om manden i historien har styringen, og at kvinden bliver nødt til at bruge ham til at få noget gjort, hvilket ikke er sandt. Flere steder ser vi eksempler på undertekster, hvor det er tydeligt at kvinden vil have manden til at gøre noget specifikt, men hun siger det ikke direkte. Vi må huske at tage flaget ned, som konkret er en konstatering, men i virkeligheden betyder hun vil have manden til at tage flaget ned. Jeg ville bare ønske vi kunne fjerne alt buskadset i skovbrynet, hvor hun også kommer med en konstatering, og umuliggør handlingen, men hvor der i underteksten gemmer sig i ønske om at manden skal fjerne buskadset, eller i hvert fald godkende at hun gør det. Det er faktisk også en slags indforstået undertekst, at de ikke kan fjerne buskadset, Jeg ville bare ønske at vi kunne, med det siger hun jo også indirekte at de ikke kan.

Der er en enkelt sted i novellen hvor vi rent faktisk får et navn på ”han”, Martin. Dette er et vigtigt punkt i fortællingen, fordi det er det eneste sted hvor der bliver brugt et navn, og det skiller sig derved skrapt ud fra resten. Hun bruger navnet for at lægge tryk på sit ønske, hun spørger ham nu direkte, og hun gør det klart det er ham hun snakker til. Her laver hun nærmest en trussel. Det kommer til at virker som et angreb på ham, hvis hun tager flaget ned, i stedet for at han gør det. Det ender skam også med at hun selv tager flaget ned. Hun forklarer herefter at hun ikke syntes det er ham der skal gøre det. Det er jo bare altid er ham der har gjort det, og før ham, var det far der gjorde det. Altså bryder kvinden med traditionen til sidst i novellen, og det slutter med manden ligesom godtager hendes argumentation. Der sker en forløsning her, hvor resten af novellen er domineret af en anspændt stemning.

Det er vigtigt at hun ender med at bryde med en tradition, fordi man kan se igennem hele novellen at kvinden er meget bundet til nogle faste traditioner og roller. F.eks. flaget der skal op som det første, for Det var altid det var altid det første far gjorde. Det er også indforstået her at det er manden der skal gøre det, fordi han har overtaget fars rolle i dette henseende.
Kvinden er også tydeligt bange forandringer, som man ser hvor hun bliver nervøs fordi hun havde lagt en sten, som nu er blevet fjernet. Hun vil også gerne ind, da hun mener hun hører nogen der råber, og de plejer jo at være alene her. Man kan koble denne frygt for forandringer sammen med hendes forkærlighed for traditioner, og derfor er det noget af en udvikling for kvinden, da hun i slutningen af novellen bryder med traditionen.

Jeg har valgt at lægge en fokus på kvinden i novellen. Dette hænger sammen med at det er hende der gennemgår en tydelig udvikling, og derfor er hovedpersonen. Manden i historien gennemgår ikke nogen synderlig forandring, og han virker meget passiv igennem hele fortællingen, både med handlinger og i dialogen. Det er som om han kun reagere på replikker hun siger, og generelt er han defensiv og prøver at berolige hende. Det ses tydeligt i det meget karakteristiske spørgsmål ”Nu?”, som kommer lige efter at kvinden beder ham om at hejse flaget. Dette er en klar afstandstagende fra hendes ønske. Han gider simpelthen ikke. Han prøver at berolige hende efter hun mener at have hørt nogen råbe, ved at sige ”Det lød som et dyr”. Denne mand er altså generelt meget passiv, og ikke proaktiv, men reaktiv.

Parforholdet som der bliver vist i novellen er meget hverdagsagtig, og man får en klar fornemmelse for et forhold der har kørt i det samme spor over en lang periode. Ingen af dem bliver længere overrasket over hinandens handlinger eller replikker, fornær til allersidst. Det er et meget typisk og humoristisk portræt, som man også ser i hørespillet Benløse Fugle, hvor Hilda og Alfred indtager nogle meget lignende roller, og hvor deres samtaler også virker som en evig magtkamp.

Samtidig ser vi også masser af eksempler på hvordan plottet kun giver menig hvis man forstår underteksterne. Hvis man bare læser replikkernes konkrete betydning, får vi mest af alt en masse konstateringer, som ikke altid har nogen pointe eller menig, men det får de så i kraft af de undertekster som ligger i replikkerne.

Askildsen skriver minimalistisk igennem novellen, og det er meget sparsomt hvilke oplysninger vi får, et træk der er typisk for 90'ernes litteratur. Der er i høj grad lagt op til vi selv skal fortolke os frem til en menig i novellen, og der er ikke nogen indbygget moral der bliver forklaret for os. Dette træk startede helt tilbage i 1870'erne med det moderne gennembrud, hvor der blev lagt meget vægt på at vise læseren et realistisk billede af samfundet, som han så selv skulle fortolke. Det var vigtigt for de naturalistiske og impressionistiske forfatter at holde en objektiv vinkle. Askildsens novelle har en masse at sige om parforhold, og forholdet mand og kvinde imellem, en fokus som man også finder hos det moderne gennembruds forfatterer; Særligt hos Henrik Ibsen og Amalie Skram. Det skal dog siges at naturalismen og impressionismen sjældent er så minimalistisk og sparsomt som det vi ser i Askildsens novelle, og vi mangler at få baggrund på personerne, noget som der er meget vigtigt for naturalismen, hvor man arbejder med arv og miljø.

Dialogen i litteraturen

Dialogen imellem mennesker har altid været styret af forskellige undertekster og koder, og helt ubevidst bruger vi kropssprog og mimik som en del af vores samtaler. Men i litteraturen er det jo svært af gengive alle elementerne af en samtale, og i lang tid har dialogen faktisk været rimelig urealistisk, og konstrueret. Går man tilbage og kigger på et drama af Shakespear, ser vi hvordan alle snakker i utrolig høj stil, og det er faktisk først i det moderne gennembrud at vi ser en mere realistisk tilgang til dialog og replikker.
Naturalismen, impressionismen og den kritiske realisme havde jo fokus på at lave realistiske og komplette beskrivelser, og det er i høj grad her at den realistiske dialog gør sit indtog. Man begynder på at lade personerne snakke om hverdagsting og med hverdagssprog, og de får dialekter og sågar sociolekter. Der kommer altså en meget mere personlig vinkling på dialogen, sådan så replikken afspejler den person som siger den, både i indhold, men også i formen, ordvalget og lyden.

Et eksempel på denne type dialog kan vi finde i den danske forfatter Herman Bangs roman Ludvigsbakke fra 1896. Bang bruger replikker som Ja, vi sidder s´gu bedst. hvor der bliver brugt et tydeligt talesprog, og ordet sgu får en lille ´, som man ikke finder i ordbogen. Der bliver også brugt lyde, som Hm, og Aa. Dette skaber en meget realistisk dialog, som også giver personerne der ytre dem en masse personlighed. Og det er altså også typisk for det morderne gennembrud at der begynder at komme en ny dybde i personerne, som før ofte har været meget mere karikerede, og tit kunne beskrives med et enkelt tillægsord.

Denne brug af dialog åbner jo netop op for undertekster, som der før har været meget begrænset. I Ludvigsbakke kan vi f.eks. se replikker som Uh ha, hvor han talte højt..., hvor underteksten er at kvinden er forstyrret af manden, og det er også hendes måde at kritiser manden på. Derved får man en større indsigt i personen igennem replikken.

I øvrigt ser vi i Ludvigsbakke en forhold imellem mand og kvinde som til dels minder om forholdet i Et dejligt sted. Selvom kvinden her er betydelig mere underdanig, så virker det som om deres interaktion er på samme plan som i Askildsens novelle. Kvinden prøver at komme med nogle ønsker, tanker eller bare prøver at starte en samtale, og manden reagere, ofte defensivt, på det, og skyder det fra sig. Selvom der er nogle markante forskelle imellem kvinden fra Ludvigsbakke, og kvinden fra Et dejligt sted, så er deres roller i samtalen meget ens. Mændene har utrolig meget tilfælles, i deres passivitet og defensive natur. Dette tyder også på at Askildsen har fundet en del inspiration i Bang, og generelt i litteraturen fra det moderne gennembrud.

Så hvad kan vi bruge det til?

Jeg håber at have vist hvor vigtige underteksterne er for at forstå en givet situation. Som vi så i Et dejligt sted, så er det simpelthen svært at forstå novellen, hvis man ikke forstår de undertekster der ligger bag dialogen. Dette er i høj grad vigtigt i vores daglige samtaler, men det er altså også vigtigt, for at forstå meget af den litteratur som er kommet frem under og efter det mordene gennembrud. Og ud over at forstå de underliggende temaer, så hjælper underteksterne os også til at få en dybere forståelse for andre mennesker.