Generelt

Sådan får du bedre karakterer

12. januar 2011 af xSally (Slettet)

Hej

Det med høje karakterer er der sikkert mange, der betragter som en særlig kunstart, der kun beherskes af de særligt indviede.
Der plejer at tegne sig det mønster, at enten har man altid fået høje karakterer, eller også har man ikke. Og jeg tror, at denne tendens forstærker sig selv.
Med det mener jeg, at når man er vant til at ligge på et bestemt niveau, betragter man dette niveau som acceptabelt. Uanset hvilket niveau, du er på (højt, mellem eller lavt), vil du ikke bryde dig om at falde i niveau, men du vil samtidig heller ikke have noget imod at blive der.

Hvis du ligger på et højt niveau, skaber dette et enormt pres. Du er nødt til at få topkarakterer for at holde niveauet. Hvis du ligger på et lavere niveau, vil der også være et pres for, at du holder niveauet, men dette pres vil ikke være så stort som for den "topscorende" student, der i "værste" fald kun kan acceptere 12-taller.
For den studerende med lave eller middelgode karakterer er problemet et andet: Man føler sig ikke tilstrækkeligt presset til at gå efter de høje karakterer, fordi det ikke ligger i ens norm.

Men det at få høje karakterer er ikke en kunstart. Tværtimod. Det er masser af benarbejde. Det ved de fleste sikkert godt, og de fleste er sikkert trætte af at høre det, men sådan er det. Når det så er sagt, så er der dog en række "teknikker", der kan gøre benarbejdet mere overkommeligt. Det er ting, jeg selv har gjort brug af i min gymnasietid, og de har fungeret for mig. Jeg håber, I kan bruge dem til noget:

1) Vær organiseret. Det er et tip, jeg var nødt til at give mig selv hele tiden, for jeg er den type, der skaber et rod omkring mig på rekordtid. Så jeg kender bedre end nogen anden den bitre, frustrerende, paniske følelse, der gennemstrømmer ens krop, når man leder efter en blanket eller en tekst, man har livsnødvendigt brug for til næste dag. Det er komplet spild af tid, så forsøg at skab et nogenlunde system, så du bruger din tid bedre. Ikke kun til opbevaring af materiale, men også, når du tager noter. Brug overstregningspenne, farver, tegn osv. Lav lister over, hvilke lektier, du har, og bestem hvilke, der skal laves først.

2) Planlæg din tid. Det kan være svært at presse lektier ind i et fritidsskema, hvor alt andet er mere interessant. Men jeg har gode erfaringer med at lave en generel prioriteringsliste, hvor jeg skriver, hvad der er vigtigst, at jeg får nået. F.eks. er lektier til næste dag vigtigere end lektier til næste uge, mens længere afleveringer til om to uger er vigtigere at få påbegyndt end tekstlæsning til om tre dage. Lektier generelt ligger meget højt på min prioriteringsliste og må vige pladsen for f.eks. øvning på instrument eller se afsnit af Venner (hvilket ellers blev prioriteret meget højt hos mig :D).

3) Find dine styrker og svagheder. Først kan du starte med at finde ud af, om du er stærkest mundtligt eller skriftligt. Så ved du, hvor du skal brillere og imponere dine lærere, og hvor du skal tage dig sammen. Jeg var altid stærkest skriftligt. Det betød, at jeg kunne imponere mine lærere med gode afleveringer. Det smittede af på deres samlede indtryk af mine faglige evner. Mundtligt skulle jeg ofte stramme mig an. Jeg gjorde det ved at sige til mig selv, at jeg skulle deltage med noget mindst 2 gange pr. time. Det gjorde, at jeg automatisk læste mere opmærksomt på mine lektier, for jeg var nødt til at have noget klogt at sige mindst 2 gange (dvs. 4 gange i en dobbelttime).

4) Sig til dine lærere, hvad du går efter. Dette er en MEGET nyttig, meget undervurderet teknik, som i sidste ende sikrede mig et snit over 12. Jeg spurgte mine lærere om, hvad der skulle til for, at jeg fik 12 i deres fag. De svarede det sædvanlige med, at jeg "bare skulle være lidt mere aktiv", men jeg er sikker på, at jeg gjorde dem mere opmærksomme på, at jeg var der og at jeg havde ambitionerne på plads, så de lagde mere mærke til, når jeg sagde noget.

5) Snak i det hele taget med dine lærere om, hvor du skal sætte ind. Hvis din lærer er så fuldkommen fantastisk at tilbyde ekstratimer, så tag dem. De er guld værd. Når du taler med dine lærere, finder du ud af, hvad de vil have dig til at levere. Samtidig kan det være godt at få lærerne til at  forklare dig personligt, hvordan en bestemt teori eller et bestemt emne hænger sammen, hvis du ikke har forstået det. De fleste lærere vil tage meget positivt imod den interesse, du udviser.

6) Læs lektier andre steder. Det kan være svært at koncentrere sig hjemme, hvor der er Playstation, TV, familie og alt muligt andet, der kan distrahere. Jeg har gode erfaringer med at læse lektier på rolige cafeer og ikke mindst biblioteket. På biblioteket er der fred og ro, og det er let at komme i arbejdsstemning, fordi du ikke associerer stedet med fritid og afslapning (i modsætning til dit hjem).

7) Vær venner med dine klassekammerater. Der er intet værre end at gå gennem gymnasiet uden venner. Så kan karaktererne være det samme. Sørg for at have gode venner i din klasse. Der er ikke noget som et godt grin eller en rar samtale, der kan oplade dig med energi, så du kan overskue timerne. Samtidig vil du have mere selvtillid, hvis du har venner i klassen, hvilket vil gøre, at du har det bedre og derfor har større overskud til at studere og præstere. Derudover lærer du rigtig meget af at arbejde fagligt sammen med dine klassekammerater. I gymnasiet er der meget gruppearbejde, og gruppearbejde fungerer bedst, hvis I kommer ud af det sammen socialt. Du lærer en masse af at forklare dine klassekammerater et fagligt begreb, eller få det faglige begreb forklaret af en klassekammerat.

8) Vær udholdende. Ja, det er hårdt arbejde. Ja, du kommer til at sidde til langt ud på natten flere gange. Ja, det faglige stof er svært. Ja, du vil få nederlag. Ja, du vil skulle bruge rigtig rigtig lang tid på lektier. Og ja, kaffe er en fantastisk opfindelse.

9) Find din læringsstil. En test kan findes her: http://programmer.tv2.dk/skolen/tests/ Gør brug af din læringsstil, når du skriver noter og terper. Der er et væld af råd om dette, google dig frem.

10) Vær velformuleret. Dette tip gælder særligt skriftlige afleveringer. Lærere elsker, når man er velformuleret og skriver godt, så brug tid på at læse din aflevering igennem og se på, om den er skrevet interessant. Det kan ofte hæve niveauet i skriftlige afleveringer, specielt i sprogfagene.
Det at skrive godt kan også virke som en hel videnskab, og måske vil jeg senere skrive en anden artikel om, hvordan man skriver godt og kreativt. Men det bedste råd, jeg kan give, er, at man skal læse meget. Hvis man ikke læser gode bøger, der er godt skrevet, hvordan skal man så kunne lære det?

Hvis du har tilføjelser og andre gode råd, så bidrag endelig. Spørgsmål er også mere end velkomne!

Jeg håber, du kan bruge disse råd til noget! De har hjulpet mig i min gymnasietid til at ende ud med et snit over 12. Men som sagt er det hårdt arbejde frem for alt. Jeg startede ud med primært at få 7-taller (i første karaktergivning fik jeg ikke et eneste 12-tal), men jeg fik mig endelig knoklet op på at afslutte mine 3.g-fag udelukkende med 12-taller.

Mvh. Sally


Brugbart svar (1)

Svar #1
24. januar 2011 af Thecoolstuff (Slettet)

 Wow rigtig gode råd!!

Tillykke med det flotte snit. Jeg får næsten 12 i alle fag (går i 9.klasse)..

Mit snit er lidt over 11...

Håber at jeg kan fortsætte med dette i gymnasiet ligesom dig...


Brugbart svar (1)

Svar #2
24. januar 2011 af YoungSlowy (Slettet)

#0

Hvorfor opretter du en kopi?

Det der findes osse i andre indlæg...


Brugbart svar (3)

Svar #3
25. januar 2011 af Lipase (Slettet)

 Der kan man bare se...


Brugbart svar (1)

Svar #4
17. september 2011 af peoplewant (Slettet)

tak for de gode råd


Brugbart svar (1)

Svar #5
14. november 2011 af FadiB (Slettet)

FEDT!


Brugbart svar (0)

Svar #6
20. november 2014 af Salabala (Slettet)

Tusind tak for de fantatiske råd! 


Brugbart svar (0)

Svar #7
27. august 2018 af Silasplaetner (Slettet)

Slettet

Brugbart svar (0)

Svar #8
27. august 2018 af Silasplaetner (Slettet)

må jeg gerne få at vide hvorfor tvær-bølger går vinkelret på udbredelsesretningen 


Brugbart svar (0)

Svar #9
08. december 2019 af Rebekka3546

Mega gode råd!! Har du nogle råd til notater inden gymnasiet? Måske noget man kan gøre inden for at klare det bedre? Jeg går i 9.klasse nu og vil gerne være forberedt til de 3 hårde år.

Skriv et svar til: Sådan får du bedre karakterer

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.