kronik - problem

I må da også gerne komme med nogle gode råd til at skrive en kronik, lidt mere generelt..:)

Okay, prøver lige en sidste gang, denne gang med et udkast til opgaven, hvis i har lyst må i gerne give mig et vink om, hvor galt det er.. takker:)

Kronik
Romantikken

Danmarks nationalmelodi ”Det er et yndigt land” er skrevet af Adam Oehlenschläger i 1823. I denne sang beskriver Oehlenschläger Danmark, dets skønhed i form af landets borgere og natur. Oehlenschläger har i sangen valgt at fremstille Danmark meget smukt, men har også forbundet Danmarks kultur med den nordiske mytologi, hvilket udtrykkes i hans brug af sætningen: ”Og det er Frejas sal”.
Sangen er præget af Danmarks historie, og at så længe Danmark har noget at leve for har det en plads i verden.

” I Danmark er jeg født”, er skrevet af H.C. Andersen i 1850. I denne sang har Andersen, ligesom Oehlenschläger valgt at fokusere på Danmarks natur. Dog er Andersens tekst mere personlig, og beskriver ikke landets borgere, men hans eget forhold til Danmark, hvilket tydeligt kommer til udtryk i ordene: ”Dig elsker jeg!”.

Danmarks nationalmelodi ”Det er et yndigt land”, egner sig som nationalmelodi, fordi den frembringer en patriotisk følelse, som jo er ideelt til en nationalsang. Det frembringer denne patriotiske ånd, med dets måde at beskrive Danmark, som noget paradisagtigt; med frodige grønne træer i kontrast til det blå hav. Også landets folks, der her beskrives som ædle og stærke; stærke eftersom de harniskklædte kæmper, udhvilede fra strid” nævnes, altså de rustningsklædte kæmper, som hentyder til gamle dage, hvor krigerne, som jo selvfølgelig var kæmpe, eftersom det associerer til noget stærkt og uovervindeligt.
Oehlenschläger vælger ikke blot at lave fokus på Danmarks natur (som jo altid har været karakteristik for landet), men også de mennesker der bor i Danmark, ”hver en danneborger”. I sidste vers hylder digteren både kongen, landet og ikke mindst hver en dansker, som gør hvad han kan for samfundet. At beskrive danskeren på denne måde, bevirker at denne fremstår som et borgerideal, som styrker folkets moral. Denne patriotiske ånd kommer også til udtryk i landets kultur, da denne hænger sammen med nordisk mytologi. Mytologien indgår i første vers, med sætningen: ”Og det er Frejas sal” . Her hentydes der altså til gudinden Freja, og at Danmark er hendes land. Freja er ideel i denne sammenhæng, eftersom hun er gudinde for frugtbarhed, lykke, elskov og forår – og alle disse elementer er igen med til at understrege det paradisiske og fantastiske ved landet. Freja er endda de nordiske panteons svar på den græske mytologis ”Afrodite”, som også er frugtbarheds- og elskovsgudinde. Dette viser at Danmark (selvom den nordiske mytologi omhandler hele norden) er ligeså godt, om end ikke bedre og stærkere end andre lande, eftersom det har dets egen.

H.C. Andersens ” I Danmark er jeg født”, minder på mange måder om nationalmelodien, eftersom flere af temaerne, såsom; det frodige landskab og.. går igen. Dog er Andersens tekst en

Dette kan ses ud fra digterens brug af personlige pronomen, hvor der i ”det er et yndigt land” kun bruges personlige pronomen (”vort”) 2 gange.

Andersen er også ”på dus” med sit land, hele vejen gennem sangen, hvorimod Oehlenschläger benævner landet med 3. person – ental, eksempelvis ”der, det” og han benævner krigerne fra gamle dage som ”de” (i stedet for et personligt ”vi”)...

----

og de to sange:

Der er et yndigt land
Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand
nær salten østerstrand.
Det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
og det er Frejas sal.

Der sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid
udhvilede fra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.

Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt
og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne mø'r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer,
bebo de danskes øer.

Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virker, hvad han kan
som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.

og

I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her, ned til den åbne strand?
Hvor står fuld månen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Danebrogen vajer, -
Gud gav os den, - Gud giv den bedste sejer!
Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England, - nu du kaldes svag,
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder,
Gud giv dig fremtid. som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne ø'r, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!

----

i ville sådan redde min dag, hvis i gad og ofre nogle minutter på min opgave:)

Jeg synes, du skal tilføje en indledning, hvor du kommer ind på dit formål (skal vi have en ny nationalsang? er den vi har fin nok?) og derefter et afsnit, hvor du gør det klart, hvad en nationalsang bør indeholde.

Som den står nu virker det mere som en "almindelig" analyse/sammenligning af de to tekster og ikke så meget som en kronik.

Endelig mangler du selvfølgelig en afslutning, hvor du konkluderer på din diskussion :-)

okay, tak:)

Her er den bearbejdet udgave, hvis nogen gider at skimme den igennem.
Jeg føler stadif ikke at det er kronik!
men hvad sys i?

***Kronik***
Romantikken

I 1823, skrev Adam Oehlenschläger ”Der er et yndigt land”, som i dag er Danmarks nationalmelodi. Nogle år senere i 1850, skrev digteren H.C. Andersen ”I Danmark er jeg født”. Begge sange er en skrevet som en hyldest til landet, hvilket jo ideelt til en nationalmelodi, så måske kunne vores nye nationalsang være Andersens ”I Danmark er jeg født”?
Men hvilken en egner sig bedst som nationalmelodi? Er den nuværende passende, eller bør vi overvej en ny? For selvom de på nogle punkter minder om hinanden, er der samtidig også nogle væsentlige forskelle, forskelle der måske har været skyld i at ”Der er et yndigt land” skrevet er Oehlenschläger, er blevet valgt som nationalmelodi og ikke Andersens.

”Der er et yndigt land” er skrevet af Adam Oehlenschläger i 1823. I denne sang beskriver Oehlenschläger Danmark, dets skønhed i form af landets borgere og natur. Digteren beskriver den danske borger som skøn og frisk, og han hylder landets indbyggere.
Oehlenschläger har i sangen valgt at fremstille Danmark meget smukt, men har også forbundet Danmarks kultur med den nordiske mytologi, hvilket udtrykkes i hans brug af sætningen: ”Og det er Frejas sal”, første vers, 7/8 strofe.
Sangen er præget af Danmarks historie, og at så længe Danmark har noget at leve for har det en plads i verden.
Oehlenschläger giver en kort, billedskøn beskrivelse, ud fra hans synspunkt, af hvad Danmark er.

” I Danmark er jeg født”, er skrevet af H.C. Andersen i 1850. I denne sang har Andersen, ligesom Oehlenschläger valgt at fokusere på Danmarks natur. Dog er Andersens tekst mere personlig, og anderledes på denne måde, at han ikke beskriver landets borger, og han beskriver heller ikke landet meget generelt, som Oehlenschläger, men han synes at fordybe sig mere i detaljer. Han skriver hellere om sit eget personlige forhold til landet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i ordene: ”Dig elsker jeg!”, strofe 8 i alle 4 vers.

Danmarks nationalmelodi ”Der er et yndigt land”, egner sig som nationalmelodi, fordi den frembringer en patriotisk følelse, som jo er ideelt, for ikke at sige essentielt til en nationalsang. Det frembringer denne fædrelandskærlige ånd, med dets måde at beskrive Danmark, som noget paradisagtigt; med frodige grønne træer i kontrast til det blå hav, som omkranser landet. Også landets folks, der her beskrives som ædle og stærke; stærke eftersom de harniskklædte kæmper, udhvilede fra strid” omtales, altså de” rustningsklædte kæmper”, som hentyder til store krigere fra gamle dage, eftersom det associerer til noget stærkt og uovervindeligt – igen ideelt for en nationalmelodi.
Oehlenschläger vælger ikke blot at lave fokus på Danmarks natur (som jo altid har været karakteristik for landet), men også de mennesker der bor i Danmark, ”hver en danneborger”. I sidste vers hylder digteren både kongen, landet og ikke mindst hver en dansker, som gør hvad han kan for samfundet. At beskrive danskeren på denne måde, bevirker at denne fremstår som et borgerideal, som styrker folkets moral. Denne patriotiske ånd kommer også til udtryk i landets kultur, da denne hænger sammen med nordisk mytologi. Mytologien indgår i første vers, med sætningen: ”Og det er Frejas sal” . Her hentydes der altså til gudinden Freja, og at Danmark er hendes land. Freja er ideel i denne sammenhæng, eftersom hun er gudinde for frugtbarhed, lykke, elskov og forår – og alle disse elementer er igen med til at understrege det paradisiske og fantastiske ved landet. Freja er endda de nordiske panteons svar på den græske mytologis ”Afrodite”, som også er frugtbarheds- og elskovsgudinde. Dette viser at Danmark (selvom den nordiske mytologi omhandler hele norden) er ligeså godt, om end ikke bedre og stærkere end andre lande, eftersom det har dets egen.

H.C. Andersens ” I Danmark er jeg født”, minder på mange måder om nationalmelodien, eftersom flere af temaerne, såsom; det frodige landskab og.. går igen. Dog er Andersens ”I Danmark er jeg født”, mere personlig, bl.a. pga. digterens brug af personlige pronominer. Andersen er så at sige ”på dus” med sit land, dvs. han taler om fædrelandet og det danske sprog, som var det en person der stod nær ham, ”Engang du var herre over norden, bød over England, nu du kaldes svag”, (citat vers 3, strofe 1-2). Andersen omtaler Danmark. Men det er ikke kun stedordene der gør sangen personlig, det er også hans kærlighed til landet; han siger ordret: ”Jeg elsker dig!”, og omtaler det danske sprog som sin moders stemme. Her ligger det personlige i at han nævner ”mor”, som jo er en meget nrt beslægtet person, og sætter det danske sprog, lig hans mors stemme. Denne personlige tone, fornemmer man som læser, hele vejen gennem sangen i modsætning til Oehlenschläger, som benævner landet som 3. person –ental. Eksempelvis benævner han landet med: ”der” og ”det” og han refererer til krigerne fra gamle dage, som ”de”, hvor et ord som ”vi” ville have været mere personligt. Dette kan ses ud fra digterens brug af personlige pronomen, hvor der i ”Der er et yndigt land” kun bruges personlige pronomen (”vort”) 2 gange.
Andersens skriver i sang også en bøn til Gud; ”Gud giv dig fremtid”, denne bøn udtrykkes med imperativen, ”giv”, og her beder han jo for landets fremtid.
H.C. Andersen går også mere i dybden, med hans detaljerede og specifikke skrivemåde. Andersen vælger altså at pege på helt konkrete eksempler på karakteristiske steder og genstande for Danmark samt landets (tilhørende) historik, og med udtryk såsom: ”æblegård og humlehave”, ”hvor Dannebrogen svajer”, ”plovjernet guldhornet finder” m.m. Alt sammen noget, der docerer os om Danmarks individualitet. Disse ting står i kontrast til Oehlenschlägers sang, der gør meget mere brug af gentagelser, og ikke så mange detaljer, der gør at den virker meget mere højtidelig.

Eftersom H.C. Andersens sang har et meget mere personligt og detaljeret præg, egner det sig ikke som en nationalmelodi, på linje med Oehlenschlägers. Oehlenschlägers måde at præsentere landet på, står stærkere, netop fordi han ikke fortaber sig i detaljer, og fordi den er mindre personlig – for det er jo trods alt en sang for alle landets borgere, og ikke kun digterens.
Oehlenschläger gør også brug af mange gentagelser af landets udseende, hvilket gør at man bedre ser billederne for sig, men også at man bedre husker teksten.