Vil du rette min oversættelse? (den er ret svær og lidt lang)

Danish: 
Der er en ting man kan sige om Holocaustbenægterne: I det mindste ved de, hvad de benægter. For at fastholde de løgne, de fortæller, må de benytte sig af ihærdig falsificering. For at affærdige Storbritanniens kolonielle grusomheder er ingen sådan anstrengelse nødvendig. De fleste synes at være uvidende om, at noget har behov for at blive benægtet. 
Historien om gunstig imperialisme, hvis overordnede formål ikke var at sikre land, arbejdskraft og varer men at lærer de indfødte engelsk, bordmanerer og dobbelt bogholderi, er en myte, der er blevet nøje udbredt af højrefløjspressen. Men den får sin styrke fra en bemærkelsesværdig national evne til at pynte på og se bort fra vores fortid. 
Britterne tilbageholdte ikke 80.000 Kikuyuer, som de officielle historier fastholder, men næsten hele befolkningen på halvanden million mennesker, i lejre og befæstede landsbyer. Der blev tusinder tævet til døde eller døde af fejlernæring, tyfus, tuberkulose og dysenteri. I nogle lejre døde næsten alle børn.
De indsatte blev brugt som slavearbejdskraft. Over portene var opbyggelige slogans såsom ”Arbejde og frihed” og ”Ham, som hjælper sig selv vil også blive hjulpet”.

English:  
There is one thing to be said about the deniers of holocaust: At least they know, what they are denying. To maintain the lies they are telling, they must make use of persevering/pertinacious/persistent falsification. To dismiss/brush aside the colonial cruelty of The United Kingdome, no such effort is necessary. Most people seems to be unaware about the fact, that something has a need to be denied.  
The story about beneficial imperialism, which didn’t had the generally purpose to secure land, labour and items, but to teach the natives English, manners to the table and dobble accountancy, is a myth that has been well distributed by the press of the right wing.
But it has its’ strength from a remarkable national ability to embellish and ignore our past. The Brittish didn’t detained 80.000 Kikuyes, as the official stories maintain, but almost the whole population of one and a half million people, in camps and in fortified villages. Thousands of people got beaten to death, died of malnutrition, typhoid fever, tuberculosis and dysentery. In some camps almost all of the children died. The inmates were used as slave labours. Over the gates there were constructed slogans like “Jobs and freedom” and “Him who helps himself will also get some help”