Studievalg og videregående studie

Fuld HF med fjernundervisning på ét år

11. marts 2021 af MariusJosiassen

Er der nogle der har erfaring med at tage en fuld HF ved hjælp af fjernundervisning? Hvor lang tid brugte I? Hvordan er undervisningen i forhold til en normal HF? Al erfaring er mere end velkommen. 


Brugbart svar (0)

Svar #1
11. marts 2021 af 1234vedikke

Husk, du må maksimalt læse 3 enkeltfag ad gangen, og du kan vælge enten at læse det på et helt år eller kun et halvt år. På de naturvidenskabelige fag, hvor det kræver at lave forsøg, har du selvfølgelig mødepligt på skolen (men det er kun enkelte gange 2-3 vil jeg mene).

Jeg er selv igang med at tage en fuld HF med fjernundervisning, og det kræver, at man er dicisplineret!

Jeg har helbredsproblemer så det har været en ekstra kamp for mig. Jeg startede ud med, at kun have 2 fag på et helt år (og så et års pause), men lige nu har jeg 3 fag på et halvt år. Jeg bliver muligvis færdig til næste sommer. Så ca. 3 år (jeg tager så også den udvidet pakke, dvs. den der giver adgang til universitetet, så det kræver, at jeg hæver nogle fag til A niveau osv.)

Jeg mener ikke det er muligt at tage en fuld HF på ét år, medmindre det er de særlige fagpakker du vælger såsom sygeplejerske pakken den kan man tage på ét år (der er også nogle andre). 

Men selvfølgelig, hvis du allerede har gennemført nogle fag kan du få merit for disse, og derfor hvis du kun mangler maksimalt 6 fag så kan du godt få en fuld HF på et år. 

Der er meget læsning og mange opgaver, så hvis du vælger at have 3 fag på et halvt år så bliver det lidt hårdt, men ikke umuligt. 

Jeg har ikke gået på den almindelige HF, men på STX. Jeg synes niveauet er det samme, og undervisningsmaterialet og opgaverne svarer til det man får på et almindeligt fysisk gymnasium.


Brugbart svar (0)

Svar #2
12. marts 2021 af spindeltrappe

Jeg tvivler også på, det er muligt - men spørg studievejlederen.

Jeg fik merit fra nogle fag på STX, men har taget størstedelen af min gymnasielle uddannelse online på HF enkeltfag og blev færdig i februar 2019. 

Man skal have nogle andre fag end på STX, og jeg tog mange tilvalgsfag af interesse og for at kunne blive boende i min bolig og få SU. Jeg læste 2-3 fag per halve år, men brugte altså længere tid end den normerede tid.

Jeg brugte ca. 3 timer om dagen på undervisning og kom ud med et snit på 10,9. I eksamensperioder brugte jeg flere timer.

Fordele/ulemper

Der kan være praktiske grunde til at vælge det; jeg kunne fx undervise i morgentimerne i et fitnesscenter og holde oplæg for gymnasier i en frivillig organisation i den normale skoletid, fordi man størstedelen af tiden har alt til rådighed og kan læse, når det passer én. Jeg kunne også bo i Mexico og Spanien og rejse i USA og Tyskland undervejs - så længe jeg havde min PC med.

Det kan også være et godt alternativ, hvis man af en eller anden grund ikke har det godt med de traditionelle skoler, og man på den måde kan få lidt ro.

Du kan springe lidt hurtigere over de emner, du er fortrolige med, og kan fordybe dig i dem, du har udfordringer med (fx gense undervisningsvideoer - og størstedelen af materialet er tilgængeligt online). Der er næsten intet gruppearbejde (måske bortset fra de naturvidenskabelige fag, hvor man typisk har en laboratorieweekend med fysisk fremmøde). For nogen er det en fordel ikke at blive "sinket" af andre, for andre kan det være en ulempe ikke at kunne sparre med nogen.

?Overvejelser

Niveauet i undervisningen var det samme - men jeg havde alligevel en fornemmelse af, at læreren forventede mindre af én til eksamen, end på STX. Det kan der være mange bud på hvorfor.

Jeg er glad for, at jeg gjorde det, men man skal overveje, om man er parat til at give slip på sociale oplevelser, der også er en del af éns dannelse. Det kan være lidt ensomt, for man bruger typisk nogle år på det, og der er ikke noget som klassefester, studenterkørsel eller lignende. Og der kan være et stort spænd i folks alder osv. 

Jeg kan anbefale det, hvis du har et stabilt socialt netværk uden for skolen; hvis du har en vis selvdisciplin; og naturligvis en rimelig internetforbindelse!

Enkeltfags-formen minder lidt om et semester på universitet, hvilket passer mig godt. Jeg kan fordybe mig i et par fag per halvår og så gå til eksamen - frem for at skulle sidde inde med en masse viden i 3 år (på STX).

En af grundene til, at du skal besidde selvdisciplin er naturligvis, at du kan hanke op i dig selv, forberede dig og lave opgaverne - men det lader også til, at lærererne ikke altid selv vælger at blive online-undervisere. Min erfaring er desværre, at online-eleverne kommer i anden række ift. "de normale" HF-elever. Det kan være sværere at komme igennem til underviseren på mail. Så nogle gange må man være lidt stædig, og andre gange må man være god til at finde svaret på egen hånd.


Skriv et svar til: Fuld HF med fjernundervisning på ét år

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.