Friktion

#0. Nedenstående gælder for genstande, der ikke kan rulle. På tegningen vises en klods med en normalkraft på 100 N, der påvirkes af en vandret kraft, F. Gnidningskraften eller friktionen kaldes f og peger den modsatte vej af F.

F tænkes nu at vokse fra 0. I starten er f den statisk gnidningskraft. Den er numerisk lig F og gør, at klodsen står stille. Når den ydre kraft kommer op på værdien for den maksimale statiske friktion, så begynder klodsen at bevæge sig. Den maksimale statiske friktion er normalkraften gange den statiske friktionskoefficient for klods og underlag (μ_s = 0,5).

Når klodsen først er begyndt at bevæge sig, så vil den påvirkes af den dynamiske gnidningskraft, der er mindre end den maksimale statiske gnidningskraft og uafhængig af den ydre kraft. Den er lig normalkraften gange den dynamiske gnidningskoefficient (μ_d = 0,4). 

Hvorfor kalder man det en maksimal statisk friktionskraft og ikke bare statisk friktionskraft, ligesom at man bare siger dynamisk friktionskraft?

#2.

Det er også ofte det, som menes.

Har massen en indflydelse på friktionen, hvis et objekt glider fra et skråplan?

#4. Massen er en del af normalkraften.

Dette har ikke rigtig noget med konteksten at gøre, men jeg sidder og læser om gitterlingingen, og der er denne påstand, som jeg ikke kan argumentere for:

- Når afbøjningsorden er 1, så er bølgelængden \lambda, hvis den er 2, så er bølgelængden 2*\lambda osv.

Hvordan kan man argumentere for det?