Yahya Hassan synspunkt

Kan du forklare dit problem nærmere og gerne komme med kontekst.

Her er min opgave 

Yahya Hassan, Politiken, 5.10.2013:
"Jeg er fucking vred på mine forældres generation, der kom til Danmark i slutningen af 1980´erne. Den der kæmpe gruppe af flygtninge, der skulle forestille at være forældre, har totalt svigtet deres børn. Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte op. Og så kunne vi se vores fædre rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra ..."

Læs bagefter Khaled Alizais åbne brev til Yahya Hassan, som er en reaktion på ovenstående citat. 

Kære Yahya, jeg føler ingen vrede mod mine forældre

Er det vores forældre, der har svigtet, eller er det os, der har svigtet dem?

Khaled Alizai, 2013 (1,4 NS)

Kære Yahya

Jeg er, som du selv er, en dreng fra ghettoen.

Men jeg føler ingen vrede mod mine forældre. Men jeg kan forstå, at det skal jeg.

Især skal min og din generation blive bedre til at tage opgøret og konfrontere vores forældre med det svigt, vi har oplevet fra deres side. Det har jeg så tænkt mig at gøre nu, men jeg får nok brug for din ekspertise her.

Min far, forhenværende oberst i den afghanske hær og kontorchef for forsvarsministeren, gik fra at have et højt embede den ene dag til at blive gadesælger den næste.

Men fordi mine søskende og jeg sultede, solgte han grøntsager på gaden.

En uge inde i den periode blev han genkendt og fængslet i 7 år (først mujaheddin og derefter af Taleban).

Efter 7 år formåede han, ved at sætte sit liv på spil, at flygte fra fængslet og tage os med til Danmark for at give os muligheden for at få et bedre liv.

Min mor, der var lærerinde før borgerkrigen, kunne ikke gå ud af hjemmet, efter borgerkrigen brød ud. Vi blev derfor forsørget af vores bedstefar.

Er det vores forældres generation, der har svigtet os, eller er det os, der har svigtet dem?

I en periode, hvor raketangreb og døde var hverdag, blev vi stadig undervist derhjemme.

Vi fik undervisning i matematik og det afghanske sprog. Vi fik endda lektier for af min mor. Det var der overskud til på trods af, at hun ikke vidste, hvor hendes mand var, hvad der ville blive af hende, og om en raket ville ramme vores hus.

Ja, selv under de forhold havde hun overskud til at give os en relativt normal hverdag.

At de ikke har taget lange og dybe samtaler med mig om de store problemer, jeg har.

Problemer som f.eks., at jeg er i sikkerhed, hvis jeg ikke selv begynder at skyde vildt omkring mig.

At jeg ikke kan koncentrere mig i skolen og finder det langt sjovere at hænge ud med mine venner i skoletiden. Vel at mærke en skole, der er gratis, og hvor der er en lærer, der gider undervise og hjælpe mig. At jeg generelt bare keder mig.

Men Yahya, min ven, når jeg selv læser ovenstående, kommer jeg i tvivl.

Er det vores forældres generation, der har svigtet os, eller er det os, der har svigtet dem?

Hvilke holdninger giver henholdsvis Yahya Hassan og Khaled Alizai udtryk for?
Hvordan er tonen i Khaled Alizais brev?
skriv om de to meget forskellige synspunkter . 

Nu har jeg lige læst første linje fra hver person. Yahya er vred på sine forældre. Khaled er ikke vred.

Hav fokus på det.

ok tak :)