ATOMVÅBEN - Hjælp hurtig! - TAK

Jeg vil nok tro, at atomvåben stadig er en trussel. Selvfølgelig er truslen ikke mere så stort, som under den kolde krig (se Kubakrisen), men husk bare, hvilket argument George W. Bush brugte, for at retfærdiggøre krigen mod Irak i 2003.

I dag ses der stadig en trussel såvel i Iran som i Nordkorea, fordi der formodes, at disse stater kunne producere atomvåben og bruge dem mod vesten. Og Indien har givet udtryk for at de vil bruge atomvåben mod Pakistan, når det skulle vise sig nødvendigt på et tidspunkt. 

I 1968 blev der skrevet under Treaty on the Non-Proliferation of Nuclear Weapons, som forbyder, at sælge atomvåben til lande, som ikke har atomvåben i forvejen. Det var for at begrænse udbredelsen af atomvåben.

I 2010 bekræftede USA'en at de ikke vil bruge atomvåben mod stater, som ikke selv har atomvåben.

Efter Tchernobyl-katastrofen besluttede Gorbachov sig for at deinstallere en stor del af de sovjetiske atomvåben, fordi han mente, at Tchernobyl gav et godt indtryk af, at ingen af parterne kan vinde, når der bruges atomvåben.  

Ud over atomvåben (mini-nukes) vil jeg synes, at biologiske og kemiske våben er lige så godt godt en stor trussel i dag.

 Tusind tak for hjælpen...

De fleste despotiske stater som f.eks. Nord Korea benytter tilgengæld ikke deres våben til andet end at sikre at de ikke bliver invaderet af andre stater. Det gør sig gældende for de fleste stater der gerne vil have atom-våben. Indtil videre har de stater som har fået tilegnet sig atomvåben tilgengæld opført sig pænt, forstået på den måde at de ikke har været alt for agressive og truende. Udgør bomberne en trussel? Ikke pt.

Desuden kigger på man på Iran, så kan man måske godt forstå at landet gerne vil have atom-våben ud fra en iransk sikkerheds politisk betragtning.

(fra en opgave fra 2010, situationen har jo i den grad forandret sig i regionen, men betragtningen er nu rimelig nok til en forklaring på hvorfor en stat som Iran kunne tænke sig a-våben):

I Casen Iran argumentere Waltz, at staten Iran befinder sig i en region der er plaget af uroligheder langs grænserne mod øst og vest. Mod Irans østlige grænser ligger to ustabile nabostater Afghanistan og Pakistan. Mod vest ligger Irak med den massive amerikanske militære tilstedeværelse, og selvom Irans tidligere fjende Saddam Hussein er fjernet fra magten, kan man spørge om Iran er mere trygge ved den nye konstellation i Irak? For som Waltz argumentere udnævnte præsident Bush, Irak, Iran og Nordkorea som ondskabens-akse og intervenerede kort efter i Irak . Urolighederne i nabostaterne samt USA’s militære tilstedeværelse, er i Waltz´s neorealitiske optik, årsagen til at Iran skulle ønske sig atomvåben . Iran ønsker at afvige en amerikansk intervention, og det at anskaffe sig atomvåben har en afskrækkelses effekt . Med andre ord indtager Iran en defensiv position i det internationale system for at overleve. Man kan selvfølgelig argumenter for at Waltz analyse baserede sig på at USA var af ledet Georg Bush Jr., og at USA nu er ledet af præsident Obama. Men i den nye sikkerhedsstrategi som Obama har lagt frem, lægges der vægt på at man stadig skal presse stater som Iran, der benægter den ’internationale konsensus’ .

På den anden side kan man spørge om Irans hensigter nu også er defensive, og om Iran måske i virkeligheden forsøger at skabe et tilsigtet dilemma med offensive hensigter? Iran proklamere sin position ud fra argumentet om at masseødelæggelsesvåben er i strid med den Iranske (radikale) fortolkning af Islam, og at statens atomprogram derfor ikke har til formål at konstruere atomvåben . Men, og det er et stort men, hvorfor har Iran så udviklet langtrækkende missiler, der med tiden kan bruges til atomvåben ? Staten Iran er verdens eneste nuværende teokrati , og er styret af en radikal islamistisk ideologi. På den måde er de revolutionære aktører i og med, at grundsubstansen i Irans politiske målsætninger er en radikal dagsorden om at etablere et verdensomspændende kalifat .

Og lidt om nedrustnings-aftaler

Robert Jervis tese om dannelse af sikkerhedsfællesskaber (der tager udgangspunkt i spilteorien med fangens dilemma), er at sikkerhedsfællesskaber kan opstå, når muligheden for samarbejde er lidt mindre attraktivt end muligheden for udnyttelse af den anden part, at det at blive udnyttet er lidt mindre attraktivt end samarbejde, og når sidstnævnte udfald er meget mindre attraktivt end samarbejde . Med andre ord kan stater ligge rationelle overvejelser til grund for en cost-benefit analyse af samarbejde. Det vil sige at den vigtigste forudsætning for samarbejde er, at det bliver for omkostningsfuldt at indtage en offensiv position . Jervis er realist, og mener ikke at sikkerhedsdilemmaet kan undgås, med det kan mindskes med dannelsen af sikkerhedsregimer. Her adskiller Jervis sig fra størstedelen af de defensive (og neo)realistiske varianter, også fordi Jervis argumentere for, at stater kan forme sikkerhedsregimer hvor i de accepter regler, normer, og principper, som der tillader reciprocitet og tvang . En anden vigtig forudsætning for samarbejde er, at samarbejdet er transparent, fordi transparens øger muligheden for at genkende andre staters intentioner . Måden hvorpå stater kan samarbejde transparent er ved at indgå traktater som f.eks. ’the Nuclear Non-Proliferation Treaty’ (NPT) . Det at leve op til aftaler indgået i en traktat, er måske en kunstig beskrivelse af samarbejde siger Jervis, men det er til gengæld nyttigt i et taktisk perspektiv. Når stater overtræder traktaten, er det muligt for andre stater at observere overtrædelsen og foretage de nødvendige taktiske modtræk .
Antager vi at stormagterne tænker og handler rationelt, kan vi med Jervis logik sige at der er gode muligheder for at stormagterne indgår en aftale om ikke-spredning. Aftalen mellem de faste medlemmer af FN’s sikkerhedsråd blev allerede indgået i 1968 mellem Rusland, England, og USA, samt i 1992, hvor også Frankrig og Kina ratificerede aftalen . Spørgsmålet er snarere om det ikke er for omkostningsfuldt at overtræde aftalen for stormagterne. Økonomisk er det i hvert fald omkostningsfuldt at overtræde aftalen, som f.eks. Iran, der som nævnt skal sanktioneres for ikke at overholde NPT traktatens bestemmelser. Fordelen for stormagterne er som sagt at når Iran overtræder aftalen, så kan det observeres relativt hurtigt. Modtrækket blev i første omgang nye sanktioner, men Pentagons forberedelser og indsamlingen af efterretninger, peger også på at overtrædelsen kan have langt større konsekvenser for Irans præstestyre.
En anden vigtig pointe er, at man også kan argumentere for at det meget omkostningsfuldt at være i besiddelse af et stort atomarsenal. Schaub og Forsyth har argumenteret at USA bør nedruste sit arsenal fra 5113 til 311 atomvåben . Argumentet er at USA (såvel som Rusland) sagtens kan nedbringe antallet uden at komprimere anslagskraften. Nedrustningen har den sidegevinst at man minimere omkostningerne ved at have våbnene, samt at risikoen for at andre får fingre i våbnene formindskes. Følger man det økonomiske incitament, bør der også være gode chancer for at de stater som besidder store arsenaler nedruster. I en økonomisk krisetid, er det i hvert fald en væsentlig overvejelse i forhold til posteringen på de nationale budgetter