Studievalg og videregående studie
Side 2 - Matematik på Økonomistudiet?
Svar #21
12. juni 2011 af Walras
#20 Vi bruger ikke Sydsæter i Lineær Algebra men derimod Lineær Algebra af Frank Hansen og Mogens Nørgaard Olesen. Måske er det ikke så mærkeligt taget i betragtning, at sidstnævnte varetager størstedelen af undervisningen i matematik på instituttet. Bogen går under navnet "Den Hvide Død", fordi de fleste studerende ikke forstår meget af den. Sydsæter dækker ikke.
I bind 2 er det hovedsageligt komplekse tal, differentialligninger, differentialligningssystemer, differensligninger, topologi (følger, mængder- og kontinuitetsdefinitioner), korrespondancer, Jacobimatricer og fikspunktssætninger, men det skal siges, at dette ikke er obligatorisk (udover førsteordens differensligninger og differentialligninger). Ikke desto mindre er flere af emnerne nogle, der skal læres på et eller andet tidspunkt, hvis man skal igennem hele økonomistudiet.
Svar #22
18. juni 2011 af kirsebærvin (Slettet)
Men er matematik det primære analyseredskab anvendt i økonomi? Jeg er meget i tvivl om jeg skal starte på studiet. Jeg har et gennemsnit på 9 i matematik A (10 mundt., 7 skr., og 10 skr. eks.) - så jeg er vel habil, men ikke en ørn. Mit samlede gennemsnit er på 11, så matematik er faktisk en af mine dårligste fag. At linæer algebra nævnes som fag, skræmmer mig lidt, da jeg brugte det i forbindelse med min SRP, og det var godt nok noget af udfordring, selvom jeg kom igennem det.
Jeg synes matematik er sjovt at bruge som analyseredskab, det er blandt andet derfor jeg overvejer uddannelsen. Men jeg vil ikke drukne i matematik. Jeg ved godt I ikke kan svare på det, men tror I at jeg til at fortryde at kaste mig ud i økonomi? Skulle jeg måske i højere grad overveje statskundskab?
Svar #23
18. juni 2011 af Walras
#22 Det primære redskab i økonomi er statistik. Som færdiguddannet økonom er det tvivlsomt, hvor meget matematik du kommer til at sidde og lave, medmindre du direkte vil være modelbygger. På studiet benyttes der meget matematik, fordi det er nødvendigt for at få en forståelse for, hvordan modellerne er bygget op, da tegninger og intuitive forklaringer er en anelse flyvske af og til. Alligevel betones det, at du, når du har benyttet matematik, altid skal lave en intuitiv tolkning, for det er deri økonomien ligger, mens matematikken bare er et redskab for at gøre det hele mere konkret.
På den måde er økonomi også ganske tiltrækkende, hvis du godt kan lide selv at få teorien ind under neglene, for du læser ikke bare om, hvorfor Milton Friedman eksempelvis mente, at en stabil vækst i pengemængden kunne sikre en stabil vækst i BNP, men du modellerer det rent faktisk, hvormed du selv kan indse, hvordan teorien er opstået og hvilke interessante indsigter eller eventuelle fejl, der ligger deri.
På statskundskab er det min erfaring, at der i langt højere grad er udenadslære og "snak", der ikke nødvendigvis er båret af andet end andre samfundsteoretikeres forskning. Det er tvivlsomt, hvor meget de selv bidrager, hvorimod vi på økonomi kigger på mange forskellige undersøgelser og selv modellerer for på bedste vis at tilnærme os samfundets sammenhænge på matematiske formler for derved på bedste vis at kunne rådgive om politiske initiativer. Økonomi er selve videnskaben bag samfundet, hvorfor polit-studiet også tidligere hed statsvidenskab, dvs at iagttage, opdage sammenhænge og formulere dem, hvorimod statskundskab vidner om, at de i langt højere grad skal lære og oparbejde en viden om samfundet, hvilket eksempelvis kunne være at lære økonomernes arbejde udenad (sådan lidt generaliseret) med henblik på at forvalte det i samfundet. På den måde er statskundskab også en meget mere bred uddannelse, hvis du ser på det med hensyn til viden. Økonomi er derimod en langt mere metoderig uddannelse, der giver dig mulighederne for at kunne estimere sammenhænge i alle videnskaber. Økonomi i sig selv er nemlig en snæver videnskab. Men som overvismanden plejer at sige, så er økonomerne jo indtil videre de eneste videnskabsmænd, der har formået at finde løsningen på verdens klimaproblemer.
For mig er der ikke rigtigt tvivl om, hvad der er sjovest at kunne - og hvad der er nemmest at lære efterfølgende, hvis det endelig er.
Svar #24
18. juni 2011 af Zalam (Slettet)
#22
Økonomi er jo et vidt begreb og du kan ende med at arbejde med det på vidt forskellige måder, hvor nogen af retningerne er mere matematik tunge end andre. Det kan du jo vælge til og fra undervejs.
Generelt kan man dog sige at økonomiske teorier formuleres matematisk, fordi vi er så glade for tal.
Ang. lineær algebra skal du også tænke på, at der er forskel på at sætte sig ned selv med et emner, hvor du har nogle få vejledningstimer til rådighed, også have et helt fag med forlæsninger og øvelser til at lære det.
Skriv et svar til: Matematik på Økonomistudiet?
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
