Uddannelse.

Man skal altid gøre hvad man selv synes, det er jo ikke dine forældre der skal bruge din uddannelse resten af livet, så det er heller ikke dem der har det sidste ord.

Hvis du er i tvivl kan du jo altid give læge en chance, og så ellers skifte over til sygeplejeske. Det er jo sådan at du for det meste kan få merit for mange af fagene på medicin studiet når de overføres til sygeplejeste. Det er højest sandsynligt ikke muligt den anden vej.

Jeg vil i hvertfald anbefale at undersøge hvordan det kan lade sig gøre at skifte mellem uddannelserne uden at skulle ud i dobbelt arbejde. 

Lægeuddannelsen tager 6 år*

Men du skal være det, du vil være og det som du har lyst til at bruge dit liv på. Du kan fortælle dine forældre, at lægens og sygeplejerskens roller adskiller sig rigtig meget fra hinanden. Lægen diagnosticerer, doserer og kurerer. Sygeplejersken passer og plejer.

Fortæl dine forældre at det er dit liv, og at du skal være glad for at leve det.

 jeg er enige med andre man skal stræbe efter hvad man selv ønsker det er dit liv. 

Jeg er uenig og mener, at man skal have de ambitioner, som ens evner giver anledning til. Hvis du er dygtig nok til at blive læge, så skal du ikke spilde din tid på at passe og pleje. Det er (en) synd ikke at udnytte potentiale.

7#. Jeg vil give dig ret i at man skal have ambitioner, men der er dog nogen der ikke kan overskue en lang teoretisk uddannelse. Hvis man fra starten mener at man ikke kan det, vil det være spild af ens egen og andres tid at starte på medicin som jo er en meget teoretisk tung uddannelse. 
Jeg vil sige at hvis det var muligt at få folk der kommer ud af gymnasiet med høje gennemsnit, at tage de mindre teoretiske uddannelser, vil niveauet på de kortere uddannelser også blive hævet, hvilket kommer os alle sammen til gode. Der er jo ikke plads til at alle med højt snit blive ledere. 

#4

Dermed siger du, at dem der er sygeplejersker ikke har været dygtige nok. Det er en decideret løgn. Som sagt, så kan lægernes og sygeplejerskernes rolle på ingen måde sammenlignes. Hvis man føler at det kan sprede glæde at tøffe rundt og passe og pleje patienterne, og have langt mere patientkontakt end lægerne har, så er det dét man skal. Hvis man havde 13,1 i snit og fandt ud af, at man faktisk hellere ville være tømrer, så er det dét man skal blive. Jeg er ked af at høre, at du tilsyneladende har valgt noget der passer til dine "evner" (hvem siger at man har evnerne til at blive læge, bare fordi ens snit er højt?) istedet for noget du har lyst til at lave resten af dit liv.

Nej, man skal sørme passe på ikke at træde folk over tæerne. Folk er altid så nærtagende. Pussenussetilværelsen hvor alle skal gøre, hvad de lige lyster, er lidt en illusion. Der er folk nok, der kan passe på patienter, mens der er meget færre, der kan færdiggøre en medicinuddannelse. Det er også grunden til, at arbejdsløsheden er stor for alle dem, der arbejder indenfor sektorer, hvor de skal passe og pleje (sosu, pædagog, fysioterapeuter, sygeplejerske etc). Det er jo ikke holdbart, hvis man også går den vej, hvis man kan formå en langt mere teoretisk og for samfundet profitterende vej.

Skal folk med ingeniørpotentiale så også blive klejnsmed?? Skal den, der kan blive en glimrende arkitekt forsøge sig med tømreruddannelsen i stedet??

Det holder jo ikke..men det er ikke så underligt, at danske unge er langsomme med studierne og skal have sabbatår på stribe, hvis det er ambitionsniveauet.

#0 Et godt argument, der taler for medicin og imod sygeplejeruddannelsen: gode jobmuligheder livet igennem!! Det vil i praksis sige en stabil tilværelse.

Tusind Tusind tak for de gode råde. Jeg vil følger mit hjerte. :)

#8 Sikke senmoderne! 

# 9 Hvad mener du??

#10 At det er blevet så moderne at træffe sine beslutninger ud fra hjertets humørsvingninger og luner, mens pligten og fornuftens langsigtede overblik tilsidesættes. 

Men nu skal du ikke lytte til mine anskuelser i dette anliggende, for selv om jeg mener, at det forholder sig sådan og ofte er kritisabelt, så er jeg lige nu i lige så høj grad bare i oprør over den ensidighed og snævertsynethed, der var til stede i rådgivningen i denne tråd baseret på, hvad jeg i nogen grad finder naivt, hvorfor mine holdninger også er en smule overdrevne fremlagt. :-) Læg desuden mærke til, hvor upopulært det var, at jeg gik imod den generelle holdning, at vi bare skal gøre, som det passer os. Det er lidt derfor, Danmark er holdt op med at udvikle sig. Efterhånden skal vi bare allesammen have det godt, vi skal ihvertfald ikke forbedre os.

Du skal selvfølgelig gøre, hvad du har lyst til, men lad nu ikke hjertet træffe hele beslutningen.

#7

Du tror at evner og resultatet nødvendigvis hænger sammen. På videregående uddannelser handler det meget om vilje. Hvis man ikke har viljen til at gennemføre en lang videregående uddannelse, så kommer man heller ikke til at gennemføre den. På videregående uddannelser er hårdt arbejde og vilje vejen til succes. Det kan blandt andet ses ved, at der er større sandsynlighed for at kvote 2 studerende gennemfører uddannelser, som de bliver optaget på - det på trods af, at de ikke har opnået det nødvendige snit. Det handler ikke om en pussenussetilværelse, men handler slet og ret om, at hvis man er meget i tvivl, om man overhovedet gider en lang videregående uddannelse, og man mest gør det for at behage forælderene, så bør man afstå fra at påbegynde den lange videregående uddannelse. Sandsynligheden for at man gennemføre er mindre end de folk der er afklarede, og så er det samfundsøkonomisk bedst at gå den vej, hvor man er mindst i tvivl.

Så for at inddrage dit egent eksempel - "Skal folk med ingeniørpotentiale så også blive klejnsmed?? Skal den, der kan blive en glimrende arkitekt forsøge sig med tømreruddannelsen i stedet??" Ja, det skal de, hvis det er virkeligt det de vil. Det er da useriøst og spild af skatteborgernes penge at forsøge på noget, de ikke gider. Giv pladsen til nogen der vil arbejde hårdt, og har viljen, så er sandsynligheden for at få gode ingeniører og gode arkitekter større.

#4

Hvor har du dog ret!

Det er generelt en underlig tendens der er til at vælge med hjertet. Det er charmerende og det er smukt. Men i længden ej holdbart. 

#12 Jeg mener, at der er en positiv korrelation men ej en kausalitet for nu at udtrykke det, som det bør gøres. 

Din påstand er, at viljen driver værket, deri er jeg såmænd enig, men vi har ikke fastlagt, hvori denne vilje skulle være forankret, hvilket i sig selv umuliggør din implicitte antagelse om, at kun ét studie kan bringe viljen frem i den studerende, dvs netop den uddannelse som vælges af hjertet og ikke fornuften. I det sidste er jeg langt fra enig. Derudover er jeg af den overbevisning, at du tillægger viljens betydning i forhold til at gennemføre studiet alt for høj betydning. I det hele taget kan jeg ikke genkende det indtryk, du giver af, at det skulle være så svært at studere på en videregående uddannelse. De danske studerende har i gennemsnit meget få timer om ugen, men de er stadig de studerende i Europa, som læser mindst. Vi får alle SU, så der er ikke nødvendigvis brug for at have et sidejob (om end et lille måske er fordelagtigt), så du har tid til at fordybe dig (om end vi er mange, der har tid til et studiejob på 15-20 timer om ugen ved siden af!). For at sige det kort er de danske studerendes forudsætninger for at studere nogle af verdens bedste, men de er stadig iblandt de mest dovne. Alligevel er "hårdt arbejde og vilje" vejen til succes...tja. Det danske samfund er blevet et forventningssamfund, hvor vi alle nyder og hygger os, mens vi håber på, at andre gør arbejdet for os. Imens de gør det, kan vi passende lytte til vores hjerte og sørge for, at vi bliver hele mennesker.

Et godt gammelt socialistisk mundhæl siger, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, men hvad når de bredeste skuldre bærer det læs, de føler for? 

Der findes også engagement, indhold og passion i fornuftens pligtskyldighed - måske endda i højere grad end i de i hjertet evindeligt, vægelsindede impulser.

#14

(Nu siger jeg det lige igen). Jeg tror generelt du skal være påpasselig med, at se 2 forskellige faggrupper som værende næsten ens, bare fordi de arbejder samme sted. En hospitalspræst er heller ikke at sammenligne med en læge, bare fordi han har sin daglige gang på hospitalet.

Desuden ser jeg heller ikke idéen i, at man har et større ansvar for samfundet, fordi man har givet den lidt mere gas i 3 år af gymnasiet. Netop at man har givet den gas bør give én ret til at vælge fra og til. Er det fair nok at Jimmy der sover sig igennem 2. og 3.g bliver det han altid har drømt om, mens Lise med de vilje- og ressourcestærke forældre skal tvinges til noget hun egentligt ikke har lyst til at arbejde med? Det synes jeg ikke. Samfundet vil blive alt for firkantet, hvis antallet af ildsjæle i et fag blev skåret ned - for det vil de uden tvivl, hvis man skal gå efter dit system. Hvorfor skal #0 ind og læse medicin, når det er sygeplejerske hun vil være? Hvorfor skal personen med 10,4 men som tilgengæld brænder for at lære om menneskekroppen helt ned på cellulært niveau ikke have lov istedet? Fagene har brug for de ildsjæle, for det er sgu dem der udvikler sig til eksperter. Det er også dem der har et lykkeligt liv. Men det vil du tage fra dem, for at optimere og udvikle samfundet...?

# 14

Når man tager et studie som medicin, så tror jeg de bliver skuffede, hvis du siger det er nemt at bestå og de er dovne. Der skal lægges mange timer, og man skal, specielt i eksamensperioderne, bruge mange timer på læsesalen. Hvis man ikke  rigtig ved, om man gider investerer tiden på læsesalen, så er sandsynligheden for at man gennemfører heller ikke særlig stor.

Det kan endvidere siges, at jeg ikke kan genkende dit billede af, at man skulle have få timer og at man skulle læse meget lidt. Men der er da stor forskel på de enkelte studieretninger. Jeg bruger selv mange timer på studiet, og jeg ved også, at man bruger mange timer på medicinstudiet. Hvis man ikke har viljen til at gennemføre sådan en uddannelse, bør man ikke gå i gang, da man optager pladsen fra en, der potentielt har viljen - og samfundsøkonomisk er det jo en dårlig forretning.

#Walras

tsk, tsk.

Hvad hjælper det at have en læge, som ej lyster det job han besidder? Hovedet går den ene vej, hjertet den anden.

Ville man være tryg i hænder, der mere længtes efter malerarbejde end rektalundersøgelser?

Ingen siger, at fordi man engang er uddannet et, at man så skal blive der til tid og evighed.

Jeg blev i tidernes morgen udddannet social og sundhedshjælper og ih guder, hvor jeg elskede det. Omgangen med de gamle, kontakten med de pårørende, plejen og rengøringen.

Ikke fordi mit snit ikke var højt nok, men fordi jeg havde lyst. Og lysten driver værket og det mærkes i det arbejde man udfører.

Nu læser jeg til jordemoder og elsker det.

Elsker udfordringerne, beslutningerne, de lykkelige slutninger og faktisk også dem, hvor ting indimellem går galt.

Jeg ved allerede nu, inden jeg overhovedet er færdig, at jeg i det her liv også skal læse religionsvidenskab og kultur geografi.

Snittet er højt nok til hvad som helst, men hvad gavner det, hvis jeg af pligt gifter mig med et studie jeg ikke elsker........nej hov, det er tvangsægteskaber, og det går vi ikke ind for i DK. Heller ikke selvom det ville være gavnligt for den store familien Danmark

#16 Det er ikke et billede du skal kunne genkende, det er bare et billede, du skal konstatere, for der er statistik på, at danske studerende dovner den relativt til andre lande. Desuden er det jo velkendt, at besparelser på de fleste studier har ført til, at timeantallet er faldet generelt på universitetet. Du kan eksempelvis læse her.

#17 Jeg repræsenterer såmænd blot det andet synspunkt i debatten, fordi jeg synes, at "følg dit hjerte" er taget ud af en Paulo Coelho roman og ikke nødvendigvis har rod i virkeligheden. Det er mig endvidere uforståeligt, at I insisterer på at vedblive med at indlægge implicitte antagelser, i jeres argumenter. Først og fremmest er der ingen, der har sagt, at hun skal blive læge. Mit råd var, at hvis det stod imellem at blive læge eller sygeplejerske, og hun rent faktisk kunne blive optaget på medicinstudiet, så skulle hun vælge lægevidenskab. Det er muligt, at hjertet ikke taler for, men det er der nu så meget andet, der gør.

Nu skriver #0, at hun er ligeglad med penge, men det er der ingen, der er. Vi er alle interesseret i at kunne komme til at bo et lækkert sted, at have råd til at transportere os, at spise lækker mad i løbet af dagen og om aftenen, mens de fleste elsker at kunne forbruge luksusgoder som tøj, små teknologiske vidundere og at komme ud at rejse. I øvrigt er det rart at vide sig sikker på en stabil og velbjærget tilværelse, hvis vi skulle være så heldige at få børn. Pengene i sig selv er ikke interessante, men det er forbruget. Jeg underkender ikke, at sygeplejerske sagtens kan få råd til alt dette, om end det nok vil tage længere tid. De vil nok heller ikke have lige så stor købekraft, men det vigtigste er måske, at der er langt større risiko for som sygeplejerske at stå uden job og dermed uden indtægt, hvorfor budgettet pludselig bliver stramt. Spørgsmålet er så, hvad der bringer mest glæde.

Med hensyn til studievalg i øvrigt, så nægter jeg at gå ind på jeres præmis om, at fordi hjertet siger et i dag, så skulle hjertet ikke kunne sige noget andet i morgen. I antager implicit, at fordi #0 har fået en idé om, at hun vil være sygeplejerske, så skulle lægevidenskab ikke kunne bringe hende lige så meget nytte. Alene det er gætværk, for det er de færreste, der ved, hvad de går ind til, når de starter på en videregående uddannelse, og de færreste der ved, hvad de kommer til at arbejde med, når de engang er færdige. Min erfaring er, at engagement og lidenskab ikke kommer af sig selv, det opstår i fordybelsen. På den måde kan det være en bedre idé at vælge studie efter nogle mere objektive kriterier omkring fremtiden.

Derudover er der ingen grund til nødvendigvis at blive læge. Der er mange uddannelser, hvor en person, der er dygtig til at tilegne sig teoretiske ideer og føre ræsonnementer, har store muligheder for at drive det vidt. Så er det synd at misbruge potentiale ved at stille sig tilfreds med at passe og pleje. Især hvis beslutningen er taget ud fra en skelen til, at vedkommende ikke orker at studere i øvrige 6 år, der er en beslutningshorisont, som ikke kan tages seriøst.

Basalt set handler det om at kigge indad og se, hvor ens kompetencer ligger, for derved kommer man længst. Det kan være, at det er på en teoretiske funderet uddannelse, men det kan da sagtens også være en mere praktisk betonet. Ikke desto mindre bør beslutningen ikke tages alene ud fra en spirituel overvejelse, men den bør ligeledes afspejle fornuftsmæssige overvejelser omkring fremtiden. Alene at følge sit hjerte kan være fornuftigt på kort sigt, men det kan være både naivt og uholdbart på lang sigt.

Således har jeg blot fremlagt argumenter for det modsatte synspunkt i stedet for at indgå i pussenussetilværelsens fælde, hvor vi alle bare skal gøre, hvad vi har lyst til uden skelen til konsekvenserne af de valg, vi tager. Det er ikke et spørgsmål om, hvad vi har "lyst til" eller lige "synes". Derudover mener jeg rent faktisk, at vi har et ansvar for og en pligt til at udnytte de evner, der er os så venligt beskikket. Deri ligger vel en etisk sondring, som vi ikke er enige i.

Det har intet med pussenusse-tilværelsen at gøre. Men når man står som 20-21-årig og skal vælge uddannelse, så er der relativt gode chancer for, at man bliver glad resten af sit liv, hvis man vælger den uddannelse, man interesserer sig for, istedet for den uddannelse, som gennemsnittet dikterer.

Det du mener er simpelthen, at når man er udskrevet fra gymnasiet, så skal man nærmest stilles op i kø efter interesser, og man får så tildelt en billet til et studie, der harmonerer nogenlunde - nok ikke helt - med disse interesserer, alt efter gennemsnit. Og at man skal være glad for dette, fordi det er ens pligt? Det holder sgu ikke.

# 18

Det er korrekt, at der er en række fag, hvor der ikke bliver brugt så mange timer - oftest humanistiske fag, hvor der har været store besparelser. Nu handler tråden dog om medicin - og jeg har min primære erfaring fra det samfundsvidenskabelige fakultet, og i den forbindelse slipper man sjældent med en uge på 28 timer.

Derudover kan du ikke automatisk sige, at de studerende er dovne, hvilket DI også påpeger i undersøgelsen, og derimod påpeger, at det er systemet, der er fejlagtigt. Så jeg vil stadig stå ved min udtalelse om, at vilje og hårdt arbejde er vejen til succes - og hvis man er på en uddannelse, som man ikke gider, er sandsynligheden for succes meget lille, og samfundsøkonomisk er det ikke den rette vej at gå. Du må også erkende, at samfundsøkonomisk er det bedre at have studerende, som har viljen til et fag, da dette øger sandsynligheden for at uddannelsen gennemføres. Det forhold, at der er større sandsynlighed for at kvote 2 studerende gennemfører uddannelser, som de bliver optaget på, viser netop at jo større viljen til at komme ind på en uddannelse er, jo større er sandsynligheden for at gennemføre.

Derudover glemmer du også det faktum, at hvis "trådstarteren" ikke vil på medicinstudiet, så er der én der står til at overtage denne plads. Så samfundsøkonomisk er der ikke noget spild, hvis den pågældende ikke vælger at søge ind på medicin. Derimod er det mulighed for et samfundsøkonomisk spild, hvis den pågældende vælger at søge ind, og senere vælger at droppe ud. Ud fra din betragtning om pligt til at udnytte evner, vil det ikke nødvendigvis være samfundsmæssigt bedst at søge ind på uddannelser, som passer bedst til det snit man har fra gymnasiet. Derimod skal der være sammenhæng mellem vilje og kompetencer, og det forhold overser du i forbindelse med din argumentation.  

Med hensyn til det du skriver i dit seneste indlæg: "Med hensyn til studievalg i øvrigt, så nægter jeg at gå ind på jeres præmis om, at fordi hjertet siger et i dag, så skulle hjertet ikke kunne sige noget andet i morgen."
Jeg vil give dig ret, men man kan heller ikke slutte det modsatte, og så er det mest hensigtsmæssigt at vurdere, hvad der er mest nærliggende. Og det må siges, at hvis interessen ikke er der i dag, så er det mere nærliggende, at den heller ikke er der i morgen, end det modsatte. Dette forhold skal naturligvis tages med i argumentationen, men det gør du ikke, og derfor halter din argumentation lidt.

Endeligt anfører du: "Nu skriver #0, at hun er ligeglad med penge, men det er der ingen, der er. Vi er alle interesseret i at kunne komme til at bo et lækkert sted, at have råd til at transportere os, at spise lækker mad i løbet af dagen og om aftenen, mens de fleste elsker at kunne forbruge luksusgoder som tøj, små teknologiske vidundere og at komme ud at rejse."
Det er korrekt, at penge spiller en rolle, og denne rolle kan være forskellig fra person til person. Man må dog erkende, at Danmark er det land i verden, hvor der er mindst forskel mellem lønnen for en person uden uddannelse og til lønnen for en person med lang videregående uddannelse. Og man må erkende, at der er mange mennesker, som ikke tillægger den lønmæssige forskel særlig stor betydning. Derfor kan man ikke sige, at du har holdepunkter for dine udtalelser om, at løn automatisk vil spille en stor rolle. Der er faktisk en undersøgelse, der viser, at 440.000 kr. om året. Her er der bedst sammenhæng mellem ansvar, arbejdstid, løn og købekraft. Derfor kan man ikke automatisk slutte, man alle er villige til at tage en længere uddannelse for at få lidt mere i løn.