Fysik

Fysik - perspektivering

02. juni 2005 af Therackoo (Slettet)
Hey... :D

Jeg så lige at man skal perspektivere til samfundet for at få en god karakter i fysik/kemi.

Fx. transformation bruger man til at transportere strøm langt væk, så man undgår mest mulig energitab.

Hvad med:

Induktion
Syre (Hvad bruger man egentligt syrer til?)
Salte
Radioaktivitet???

Nogen der har nogle forslag...

På forhånd tak;
Therackoo :D

Brugbart svar (0)

Svar #1
02. juni 2005 af Katty (Slettet)

Induktion - er jo det, der sker i generatorer (fx i vindmøller)

Syrer - findes og bruges mange steder. Der er fx phosphor- og kulsyre i cola. Husholdningseddike er en 4,8 masse% opløsning af eddikesyre (CH3COOH eller ethansyre). Oxalsyre ((COOH)2 eller ethandisyre) findes, særlig i form af salte, oxalater, i mange planter, bl.a. skovsyre (2 %), te (1,4 %), rabarberblade (1,4 %) og -stilke (0,5 %), spinat (0,5 %) og kakao (0,6 %). Ved kondensation af en carboxylsyre (syre med radikalet -COOH, fx CH3COOH (eddikesyre)) og en alkohol dannes en ester. Estere er ofte vellugtende væsker, der bruges som bl.a. frugtessenser og parfumer. En kondensation er en sammenbinding af to organiske forbindelser under vandfraspaltning. Fx. dannes der ved kondensation af eddikesyre og propanol ethansyrepropylester (som lugter af pære):

CH3COOH + CH3CH2CH2OH --> CH3COOCH2CH2CH3 + H2O

Salte - findes og bruges også mange steder. NaCl er husholdsningssalt, CaCO3 er kalk (calciumcarbonat), natriumbenzoat (C6H5COONa) anvendes som konserveringsmiddel i frugtsafter. Den konserverende evne består i, at svampevækst i de pågældende levnedsmidler forhindres, og denne evne skyldes i virkeligheden ikke natriumbenzoat, men benzoesyre, som dannes når natriumbenzoat kommes i den sure frugtsaft (frugtsaft indeholder syrer, dvs. H+'er):

C6H5COONa + H+ --> C6H5COOH + Na+

Radioaktivitet - anvendes mange steder. Fx som sporstoffer i kroppen (kan ikke lige huske hvordan det foregår, men søg på nettet)

Brugbart svar (0)

Svar #2
02. juni 2005 af Katty (Slettet)

Forresten: understreg at de nævnte ting har mange anvendelser, og at du så vil give nogle eksempler på disse anvendelser. Fortæl fx at syrer har mange forskellige anvendelser i dagligdagen og i industrien. Fortæl så om fx esterproduktionen og hvordan natriumbenzoat omdannes til benzoesyre i sure frugtsafter.

Brugbart svar (0)

Svar #3
02. juni 2005 af Katty (Slettet)

Fandt lige noget mere på nettet. Her er fx noget om forskellige natriumsalte (du kan se, at der er mange anvendelsesmuligheder):

Natriumacetat (CH3COONa, 3 H2O) bliver anvendt til fremstilling af iseddike og ved kemiske synteser. Natriumbenzoat, som også kaldes benzoesurt natrium (C6H5COONa), er et vigtigt konserveringsmiddel for næringsmidler. Natriumbikarbonat eller tvekulsurt natron (NaHCO3) fås som mellemprodukt ved sodafremstilling;anvendes meget i den kemiske industri, til bagepulver og medicinsk til at neutralisere mavesyre, i mund- og gurglevand m.m. Natriumkarbonat eller soda, kulsurt natron (Na2CO3, 10 H2O) forekommer i store mængder i Ægyptens og Sydamerikas natronsøer; det fås som farveløse, meget krystalvandholdige, henfaldende krystaller (krystalsoda) ved udkrystallisation af en vandig opløsning under 32 °C. Vandfri soda (Na2CO3), der er et hvidt pulver med smeltepunkt 850 °C, fremstilles ved en af Solvay opfunden metode; anvendes uhyre meget i teknikken til glasfremstilling, cellulose- og sæbefabrikation, i vaskemidler og til afhærdning af vand, til gasrensning m.m. Natriumbisulfit (NaHSO3) anvendes teknisk som blegemiddel samt som "antiklor" til fjernelse af overskud af klor efter blegning af tekstiler med klor. Vandholdigt natriumsulfat eller glaubersalt (Na2SO4, 10 H2O) forekommer i mange mineralvande og anvendes medicinsk som karlsbadersalt, teknisk i farveri samt ved soda-, glas-, sulfatcellulose- og kunstsilkefabrikation; både dette og vandfrit natriumsulfat (Na2SO4) kan fremstilles af kogsalt og svovlsyre. Natriumtiosulfat eller fiksernatron (Na2S2O3, 5H2O) er et kraftigt reduktionsmiddel og anvendes som fiksersalt i fotografien og i farveri som "antiklor". Natriumsulfid (Na2S) bruges bl.a. til afhåring og blødgøring af huder i læderindustrien; det fås ved glødning af natriumsulfat. Natriumcyanid (NaCN) anvendes bl.a. ved galvanisk metaludfældning, f.eks. forsølvning, ved guldudvinding og i fotografiske processer. Af natriumfosfaterne er det vigtigste det tertiære natriumfosfat (Na3PO4), som fås ved behandling af knogleaske med svovlsyre; anvendes ved afhærdning af vand samt i rensemidler, i farveri og medicinsk. Natriumhypoklorit (NaClO) anvendes i svage vandige opløsninger til blegning i tekstil- og papirindustrien. Natriumklorat (NaClO3) anvendes bl.a. som iltningsmiddel og til ukrudtsbekæmpelse. Natriumklorid (NaCl) kaldes også kogsalt, se dette. Natriumnitrat (NaNO3) forekommer som chilesalpeter og er et vigtigt kunstgødningsmiddel samt hjælpestof i glas-, emalje-, metal- og farvestofindustrien. Natriumnitrit (NaNO2) fås ved reduktion af natriumnitrat og er meget anvendt i kemiske synteser, især til dannelse af diazoforbindelser i farvestofindustrien. Natriumperborat (NaBO3, 4 H2O) anvendes som iltafgivende blegemiddel i selvvirkende vaskemidler, mens natriumsilikater danner natronvandglas i vandig opløsning og bl.a. bruges til præservering og brandbeskyttelse.

Og her er nogle kaliumsalte:

Kaliumbromid: KBr; anvendes medicinsk som nerveberoligende middel, i fotografien m.m.

Kaliumcyanid: cyankalium; KCN; hvidt, krystallinsk stof, letopløseligt i vand, lugter som bittermandelolie og er uhyre giftigt. Anvendes som insektbekæmpelsesmiddel, til galvanisk metaludfældning (forsølvning o.lign.) og ved udvinding af guld m.m.

Kaliumkarbonat: potaske, K2CO3; danner farveløse krystaller, der er letopløselige i vand og reagerer alkalisk. Fremstilles teknisk ved tilledning af kuldioxid til kalilud; anvendes ved sæbe- og glasfabrikation, i fotografien, til fremstilling af farver, salte, f.eks. blodludsalt, og meget andet.

Kaliumnitrat: kalisalpeter (KNO3), salpeter; farveløse krystaller eller pulver, tungtopløseligt i vand. Findes i jorden i varmere lande, bl.a. Indien og Ægypten. Fremstilles af kaliumkarbonat eller kaliumhydroxid og salpetersyre. Et vigtigt oxidationsmiddel; anvendes til fremstilling af forskellige sprængstoffer som sortkrudt, lyssatser m.m., til kuldeblandinger, i gødningsblandinger, til levnedsmiddelkonservering m.m.

Svar #4
02. juni 2005 af Therackoo (Slettet)

Sejt!!!...

Mange tak.... :D

Skriv et svar til: Fysik - perspektivering

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.