En lille stil på 1 side - Til imorgen!

Hej med jer, har fået at vide at i er nogen som hjælper med nogen ting men ikke forstår og når man ikke er sikker. Så er jeg ved rigtige vej. Jeg har skyndt mig meget at lave den her stil, da vi fik den for først idag og skal afleveres igen imorgen, så jeg spørge jer om i ville tjekke om der er små fejl, håber i ville hjælpe..


Kære dagbog!
Nu sidder jeg her midt om natten og skriver til dig, mens jeg sidder og spiser fiskepinde. Faktisk skulle jeg bare prøve igen til at lægge mig til at sove, men det gør jeg ikke, da jeg holder meget af dig.
I dag har det ikke været ligeså sjovt som de to andre dage. I dag har vi nemlig været på heledags tur i en gammel bus. Jeg sad sammen med David og Poul, da vi var i grubbe sammen. Hver grubbe skulle fortælle lidt om det emne, som de var forberedt hjemmefra.
Nu var vi endelig ved Rømø-dæmningen, hvor kun Kasper skulle fortælle lidt om den, da Jannik og Gizem nægtede med at gå forrest sammen med ham i bussen. Efter han havde fortalt det godt og grundigt om Rømø-dæmningen, blev den næste stop ved Schackenborg. Emnet Schackenborg havde Kim, Tina og Xenia forberedt hjemmefra som alle de andre. Der så jeg noget hvidt, havde en fornemmelse at vi nu var ved Schackenborg som var så pæn. Stedet var stort og smukt. De 3 piger gik nu også forrest i bussen og fortalte. Det var et meget godt stykke arbejde de havde lavet, måske var det den bedste?
Lige pludselig vågnede jeg, da jeg hørte Tino sige, at det var Klostret næste gang. Det emne havde vi nemlig. Jeg skyndte mig at tage papirerne frem for at øve mig en ekstra gang, da det er bedst at fortælle og ikke læse direkte op. Der var god tid endnu sagde Andreas, så jeg lagde mit hoved mod vinduet igen og kiggede ud. Jeg tænkte på hvad Anita sagde en dag inden turen om Andreas. Det var jo rigtig hvad hun sagde om ham. At han var meget flink og sjov at være sammen med. Vi alle sammen troede bare det omvendte, altså, at han var en daglig sur mand som skældte alle ud. Det os nok derfor jeg hele tiden har haft den største respekt nogensinde mod ham. Nu standsede bussen foran klostret, nu var det vores tur til at fortælle. Da vi kom forrest i bussen tog min Bente kasketten af fra mig, da det ikke var så smart og have den på til dagens kommende bedste fremlæggelse. Vi var de modneste, for vi turede snakke i mikrofonen, da ingen gad end os andre. Nu var det min tur, hvor Peter rakte mikrofon mod mig. Jeg fortalte klassen lidt om hvad helgener var for nogen og lidt om deres liv. Da vi så endelig var færdige klappede klassen også af os, men en ting fangede mine øjne. At Peter så lidt skuffet ud for vores fremlæggelse, men der var ikke noget at gøre, da vi nu var færdige. Efter en lille rundvisning af Annemette for Poul og jeg i Klostret, var buschaufføren så sød at han vil kørte os til vores dagligdags købested ”Kvickly.” Imens David og Martin handlede for vores grubbe fik jeg en sludre med chaufføren. Han fortalte at han havde kørt i bus i mange forskellige steder og kendte mange steder på grund af at være chauffør. Han fortalte også at han kørte tit bus også i Tyskland, Sverige og Norge. Han har været buschauffør i 25 år og stadig vil være det i et par år endnu. Da alle sammen var i bussen igen blev vi kørt tilbage til Ribe Byferie ved Damvej 34.
Til aftens mad stod David for for det meste, da han havde mange erfaringer med mad, åbenbart nok fordi han en gang boede kun sammen med sine søskende. Men det er en anden historie. Til aftensmad fik vi fiskepinde med pomfritter. Det smagte faktisk så godt at jeg spiste 2 ekstra fiskepinde. Vi regnede med at vi hver især kunne spise mindst 10 fiskepinde, men der tog vi fejl. Der var 15 tilbage ud af 30, så dem lagde vi i fryseren, for vi vidste at vi senere igen på dagen vil spise flere. Peter og jeg stod for opvasken, da david bare kunne går efter han havde spist.
”QUAK QUAK!!!”: sagde ænderne igen i nat kl. 3. ved foran vores dør. Ej hvor var det bare pisse irriterende at høre på dem igen, jeg var vidst nok den eneste der ikke kunne falde i søvn den nat. Jeg prøvede sove igen, men det hjalp ikke. Så jeg gik ud med 3 chokoladeboller midt om natten for at fodre dem så de kunne holde deres kæft. Men stadig kunne jeg ikke falde i søvn, ikke på grund af ænderne nu, for de havde holdt deres kæft, men fordi jeg var sulten og havde glemt at skrive i dig. Jeg skyndte mig at lave fiskepinde og satte mig ved bordet. Nu sidder jeg og skriver i min dagbog, dig holder jeg meget af.