Hvad kan jeg gøre uden gymnasiet?

Hej.

Det er en svær situation som du står i, men jeg er sikker på at du ikke er den eneste. Der er naturligvis ikke andre end dig selv, som i sidste ende kan træffe det valg, som er det rigtige for dig. Jeg vil nu alligevel prøve, om jeg kan hjælpe dig lidt på vej, med nogle ting at tænke over.
 

1. Selvfølgelig afhænger dit livs lykke ikke af, om du får en gymnasieuddannelse eller ej. Jeg tror ikke på at man i det lange løb alene bliver lykkelig af succes og penge (med fare for at lyde som en gammel hippie), men måske er det tid for dig at stoppe op og mærke efter, hvad der betyder noget for dig.
 

2. Omverdens krav kan være svære at tackle, særligt hvis du selv er i tvivl om hvorvidt du kan leve op til dem. Når det er sagt, så lyder det ikke på mig som om du er klar til lange videregående uddannelser, hverken som læge, jurist eller andet, lige nu eller i nærmeste fremtid. Hvis du har det med gymnasiet som du beskriver, vil dit gennemsnit sandsynligvis alligevel ikke kunne skaffe dig adgang til de "prestige-uddannelser” du nævner.

3. Overvej dine muligheder for at tage en pause. Selvom det lyder af meget for dig, når du siger at du "har gået i skole halvdelen af dit liv", så kan jeg love dig at du aldrig bliver færdig med at skulle lære nye ting (og nogle af dem vil være hårde – sådan er det!). Men hver ting til sin tid - og måske trænger du til at lave noget andet end at gå i skole i en periode? De lyder i øvrigt til, at du bøvler med nogle personlige ting ved siden af skolen, så måske skal du ofre lidt energi på at tage dig af dem/dig selv? Vær dog klar over at arbejdsmarkedet er barskt lige nu, særligt for unge uden meget erfaring eller uddannelse. Tag dette med i dine overvejelser - jeg vil ikke råde dig til at droppe ud af skolen, uden at du har andre kort på hånden.
 

4. Har du kigget på dine muligheder for en uddannelse, som er mindre boglig? Der findes jo en lang række uddannelse, som eksempelvis kombinerer det boglige med noget praktisk - det kunne måske hjælpe med at fastholde din motivation. Uanset hvad er det nok vigtigt at du gør op med dig selv, at du lige meget hvad du gør, ikke skal forvente at lave ingenting - det gælder blot om at du finder ud af, hvad det er du skal lave. Jeg tænker at der må være en studievejleder på din skole, som du kan søge råd hos?
 

Til sidste vil jeg sige, at det at droppe ud af skolen for ” at arbejde og kunne gå hjem og slappe af” tyder på, at dine forventninger ikke er helt realistiske. Arbejdslivet vil blot byde på nye udfordringer, som er mindst ligeså krævende som at gå i gymnasiet – og du vil løbende igennem hele dit liv (hvad enten studie eller arbejde) blive stillet overfor en række krav, som til tider vil kræve en stor indsats af dig.
 

Puha... det blev en meget lang historie. Jeg håber at det i bedste fald kan hjælpe dig lidt på vej i dine overvejelser. Ellers skriv igen, hvis der er noget jeg kan hjælpe med. Held og lykke fremover.

SMS

I lighed med SMS100, så skal du tænke på, at gymnasiet ikke er specielt krævende i forhold til universitetet og universitetet er ikke specielt krævende i forhold til arbejdsmarkedet, hvis man har en længerevarende uddannelse.

Sagt med andre ord, hvis du ikke kan finde motivationen i gymnasiet, så vil universitetet nok heller ikke være det rette. På universitetet skal man have rigtig meget selvdicilin. F.eks. er der ikke særlig mange timer på jura, som man skal læse for at blive advokat, men man skal bruge rigtig mange timer med næsen i bøgerne. Det kræver noget selvdiciplin.

Så mon ikke det bedste vil være, at du finder et område, som du synes er interessant at arbejde med. Du kan eventuelt snakke med din studievejleder om mulige retninger.

Men hvis vi skal hjælpe skal vi vide lidt mere om, hvilke interesser du har. Kan du lide at arbejde med mennesker? osv. 

Hej Line.

Prøv evt. at tage Studieportalens hjælp til studievalg her

Mit bedste match passer faktisk på hvad jeg laver i dag.

Måske skulle du tage et år ud at rejse eller tage et job, og så når du har fået modet/lysten tilbage så starte, hvor du er nu.

SMS100 -- Det lyder meget rigtigt det du skriver. Jeg overreagere sikkert meget med min skrift men pyt. Jeg er faktisk god med mine hænder. Bare ikke med det som i tror, jeg syntes selv jeg er meget god til at tegne/male, og havde en gang tænkt mig at arbejde på fuldtid ved McDonalds og arbejde indtil jeg havde sat penge nok ind i min opsparingsbank og åbne en butik hvor jeg sælger malerier (plus mine egne)/ eller blive en billedkunst lærer. 

Der hjemme syntes jeg selv at det er dét mine forældre gør, tager på arbejde, brokker sig over det, og sidder de og drikker kaffe, spiser aftensmad og rinse and repeat. 

Roman Garcia -- Jeg har ikke den største selvdiciplin, det ved jeg med sikkerhed, fordi mine afleveringer bliver altid lavet lige inden afleveringsfristen. Og får kun 4 eller 7 taller alligevel. 

Jeppe101 -- Tak for testen, den gav klarhed til nogle ting hvertfald som lyder lovende. Men desværre stadig kræver en gymnasial og universitets uddannelse. :) -- Hvad er det du arbejde med nu da?

123434 -- Og nu til sidst, vil jeg fortælle hvorfor jeg ikke gjorde det fra starten af. :)

Mine forældre er meget arbejdsbevidst. Hvilket betyder at de gerne vil have jeg skal være noget som gør mig successfuld og klar til verden, sådan at jeg ikke ender med at få hjælp til at komme videre. Jeg havde fortalt dem før jeg kom i 10. at jeg ikke ville tage en gymnasial uddannelse og at jeg er træt af hele tiden at læse og jeg bare følte mig skoletræt. 

Den anden ting som gør gymnasiet svært(irriterende/træls) er at vi havde flyttet meget i vores tid, og da jeg var omkring 11 år flyttede vi til Holland hvor jeg skulle lære engelsk så jeg kunne følge med. Så blev trukket ud af den danske folkeskole, smidt ind i en international en, og taget ud igen efter tre år for at blive smidt ind i en privatskole hvor jeg blev mobbet ud af, og indsat i en ny folkeskole, hvor jeg var alene for det meste, derefter 10. hvor jeg igen, var alene, og til sidst til HF, skiftende til STX og tilsidst tilbage til HF igen. 

Jeg kan ikke rigtigt få venner ordentligt, fordi jeg (tror) jeg lider af social angst, og det med at stå foran klassen, eller bare det med at gå ned gennem gangen og vide at klassen er fyldt og folk kigger på mig når jeg kommer ind, får jeg stor hjertebanken, svedige hænder og prikker for øjnene indtil jeg endelig sidder ned et eller andet sted bagerst i lokalet.

Hejsa
Jeg ved ikke hvad det er du laver nu, men du kan altid starte på en kunstnerisk linje på stx et eller andet sted, ku det være en mulighed? Den er langt mindre boglig og folk er for det meste meget venlige og udadvendte på sådanne uddannelser.