Rette min dansk stil? (Lang)

Jeg er 14 og går i 8. klasse. Vi skulle skrive en fantastisk fortælling. Er overksriften god?

Kampen mod skyggerne

Det regnede udenfor. Emily stod inde i butikken omme bagved kasseapparatet. Det var det kedeligste job hun længe havde haft. Hun arbejdede på deltid, for hun havde også andre ting at tage sig til. Der var skole og huslige pligter. Hendes mor var sjældent hjemme, så hun måtte gøre det meste alene. Hun fyldte 16 år i dag og havde lige fået arbejde i butikken. Butikken hun stod i, var aldeles ikke som de andre butikker rundt i byen. Butikken hed 'Black Magic' og der blev solgt mange forskellige mystiske ting. Emily læste i en af bøgerne der kunne sælges i butikkerne. Bogen hed 'Magi for begyndere'. Det var en bog om, hvordan magi blev udført, og om hvor magi stammede fra. Emily begyndte at smaske højt med sit tyggegummi. Hun var tæt på at falde i søvn. Der kom sjældent nogle kunder, og de kunder der kom, var de typiske typer. Drama nørderne. Emily var personligt ikke en af dem. Hun kunne godt lide drama og at optræde, men hun brød sig ikke om de personer, som gjorde drama til deres liv. Det ville blive for meget for Emily. Hun var lige flyttet til byen sammen med sin mor, og de havde begge fået et arbejde i omegnen. Emily var meget slank og gik ikke op i mode. Det var overfladisk, og gennem årene blev det mere og mere upassende at se på. Et ord der beskrev nutidens mode, billig.

Emily var den eneste der stod i butikken. Hendes chef var gået over for at få en kop kaffe, så i mellem tiden skulle Emily bare holde øje med butikken. Hun klappede bogen i og sukkede. Der var helt stille i butikken. Emily besluttede sig for, at feje lidt i butikken, for at fordrive tiden. Butiksklokken ringede. En kunde trådte ind og Emily skyndte sig roligt på plads bagved kasseapparatet. Det var to kvinder. Den ene var meget gammel, og var iført en mørkeblå kjole der gik ned til gulvet. Hun holdte en lille grøn æske i hånden. Den anden kvinde var iført sort tøj. Hun lignede en assistent for den gamle dame, for hun holdte en paraply over hende. Den gamle dame var på vej op til kassen, som om hun havde fundet æsken i butikken. Emily kiggede venligt på hende og smilte. Den gamle dame lagde æsken på disken og vendte sig om for at gå. ''Du er den udvalgte!'' sagde hun på vej ud af døren og smuttede sammen med assistenten. Emily kiggede foruroligende på den gamle dame mens hun gik sin vej. Emily kunne udføre magi, men det var der ingen der vidste udover hendes mor, for de var begge magiker. Hun var bange for, at den gamle dame vidste hvem de i virkeligheden var. Den blå æske lå lige foran Emily, og hun havde sådan en trang til at åbne den med det samme. Hun stirrede på den og rakte hånden frem, for at tage den op i hånden. I det samme øjeblik trådte Emilys chef ind i butikken. ''Jeg skal i gang med noget papirarbejde, så jeg vil ikke forstyrres'' sagde hendes chef, mens hun traskede ind med sine hæle uden at lave øjenkontakt. Hendes chef var rødhåret og klædte sig finere end hun personligt selv var. Emily nikkede. Hendes chef forsvandt bag butikken og ind i det lille personalerum. Emily kiggede igen på den blå æske og åbnede den. Der lå en lille håndbog og et lille stykke papir med en adresse på. Bogomslaget var af læder. Der var malet 'Magi' med blokbogstaver på forsiden. Hun studerede bogen, og i bogen stod hvordan man udførte det lidt mere besværlige magi. De bøger de havde i butikkerne var til begyndere. Det var sjældent at det virkede, men hvis man gjorde det helt korrekt, så kunne man udføre ægte magi. Hun øvede sig på magien på de forskellige ting der lå i butikken. Hendes chef måtte flere gange tysse på hende, når hun tabte koncentration og begyndte at larme.

Da Emily fik fri fra sit arbejde, tog hun direkte ud til adressen der var skrevet på den lille seddel. Hun ville vide hvad det betød, at være ''den udvalgte''. Emily kunne ikke køre i bil og hun havde ingen cykel, så hun måtte gå hele vejen. Hun havde heldigvis et kort på hendes mobil, så hun kunne let finde vej til adressen. Det regnede stadig en smule, og det blev et problem, for hun gik i flere timer før hun fandt huset. Klokken var mange og Emily var dødtræt. Da hun var kommet til adressen, så var der problemer med at finde det rigtige husnummer. Nummeret var 7, men det så ud til at nummer 7 var blevet revet ned. Der var slet ikke et hus. Det var ren jord. Emily forstod ikke noget da hun stod foran nummer 7. Hun havde gået i fire timer, så hun ville ikke bare vende om og gå hjem. Hun gik ind ad lågen og kiggede rundt på den tomme jord. Klokken var utrolig mange, så det lignede at hun gik rundt på en kirkegård. Det skræmte hende ikke, at hun stod på et helt fremmede sted i mørke. Hun tog den lille håndbog op af bukselommen. Det blev alt for mørkt, og hun kunne ikke se noget. Det eneste der lyste var gadelamperne. Husene på adressen var måske også tomme. Hun havde været her i en time, og ikke en eneste gang, så hun en bil køre forbi eller en person komme gående. Tankerne begyndte at gøre hende bange. Hun var jo trods alt i et fremmede sted, og der kunne være forkerte typer her ude. Emily havde lært at fryse mennesker i et stykke tid, så hun kunne nå at løbe, hvis der skete noget ubehageligt. Hun læste i håndbogen. Hun ville prøve at finde en besværgelse på teleportering, for hun ville gerne hjem. Det var midnat om præcis en time, og hun ville ikke være her til den tid. Magikere er overtroiske i forhold til de dødelige, og dette sted begyndte at give hende myrekryb. Hun gik ud på gaden og var på vej hjem, mens hun ledte efter besværgelsen. Hun stoppede op på et tidspunkt. Der stod en lille pige foran hende. Hun havde en lille bamse i hånden og en skoletaske på ryggen. Hendes hår var brunt og bundet op i en hestehale. Hun så skræmt på mig, som om hun så et spøgelse. Emily kiggede forsigtig tilbage, uden at tage øjnene fra den lille pige. Der var ikke nogen. Emily bukkede sig ned, for at være på samme højde som den lille pige. De stod kun en meter fra hinanden. Emily åbnede munden for at sige noget, men tøvede. Den lille pige kiggede bag ved Emily. Der var noget der var på vej. Emily forstod ikke noget, men pludselig tog den lille pige fat i Emilys hånd. ''Følg mig'' sagde hun. Emily løb bevidst med. Hun kiggede bag sig, og hun så nogle skygger på jorden, men ikke nogen mennesker. Den lille pige slap Emilys hånd og holdte sin ene hånd frem. Der blev åbnet en portal, og de løb begge ind i den. Emily snublede over en skammel og faldt pludselig om.

Emily vågnede op med en kold klud på panden. Hun lå i en blød seng. Hun kiggede rundt i rummet. Det var meget farverig. Emily følte hun sov på en regnbue, for sengen var lige så farverig som selve rummet. Der var en dør på højre side og et vindue lige overfor døren. Emily rejste sig roligt op. Hun vidste ikke hvor hun var, og det var allerede blevet morgen. Hun gik hen til vinduet og i det samme blev døren åbnet. Det var den lille pige fra i går aftes. Hun trådte ind med en bakke morgenmad. Hun fortalte, at madame Cordia vidste om Emilys tilstedeværelse, og vil gerne snakke med hende. Emily stirrede på den lille pige. Det eneste hun ønskede var, at komme hjem. Den lille pige stillede bakken på det lille bord der var på værelset, og gik sin vej igen. Emily sank en klump i halsen. Hun var hundesulten, men efter alt det der var sket, var hun i tvivl om hun kunne stole på dem. Hun tog håndbogen frem og begyndte at læse i den, mens hun sad i vindueskarmen. Der gik lidt tid før døren blev åbnet igen. Denne her gang var det en gammel dame. Det var den gamle dame som gav Emily håndbogen. Hun klappede bogen i og hoppede ned fra vindueskarmen. Den gamle dame var hvis madame Cordia, for hun begyndte at ævle løs om sig selv. Det slog et klik i Emily, da madame Cordia begyndte, at nævne noget med skygger der hjemsøgte området. Det var de skygger, Emily så i går. Emily var blevet udvalgt til at fjerne dem fra området, inden de skabte mere kaos. Emily rystede på hovedet. Det kunne hun ikke. Hun kunne få besværgelser og intet andet. Madame Cordia lovede at træne Emily til tiden var inde, men det eneste Emily havde i tankerne var, hvornår hun måtte komme hjem. Madame Cordia tog Emily ud til stuen og viste hende resten af huset. Hun fik en rundvisning på huset, området og de personer som arbejdede her. Madame Cordia var på en måde præsidenten af området. Emily forstod at hun ikke var i den virkelige verden længere.

''Skal vi gå i gang med træningen?'' sagde madame Cordia pludselig og klappede sine hænder sammen. Emily nikkede ganske roligt, og hendes træning begyndte bogstavlig talt med det samme, for før hun vidste af det, så stod hun i et andet rum, og i noget andet tøj. Foran hende stod nogle mennesker med stave. Emily havde aldrig brugt stave når hun udførte magi. Det hele var så nyt for hende. Madame Cordia gjorde et godt stykke arbejde med at træne Emily til en mægtigere magikere, og da tiden var inde, så var Emily klar. Hun skulle blot stå udefor og vente på at skyggerne kom. Emily var ikke spor nervøs, for hun følte sig selvsikker. Hun stod udenfor madame Cordias hus, og ventede til det blev midnat.

Den lille pige ventede sammen med Emily, for hun vidste det ville blive en lang nat. De sad midt på gaden og spillede kort. Da det blev midnat, begyndte skyggerne stille at dukke op. Emily og den lille pige rejste sig op, og smed kortene på den kolde jord. Den lille pige trak i Emilys hånd og bad hende om at kigge på hende. Hun holdte en halskæde frem. Det lignede en sort tyk snor med et vedhæng på. Vedhænget var rundt og lavet af træ. Den lille pige fortalte, at den ville beskytte Emily fra, at komme alvorlig til skade. Emily tog imod den og takkede. Den lille pige løb ind i huset, og så med gennem vinduet. Emily vendte sig mod gaden, der nu var hærdede med skygger. Hun fik en stav af madame Cordia, og hun skulle lyse mod skyggerne, så de forsvandt. Der var en hel hær, og Emily begyndte at tvivle om hun kunne klare det. Hun løb mod skyggerne og pegede sin stav mod de skygger hun løb forbi. Man kunne høre dem skrige af smerte, og derefter blive til aske. Skyggerne så ikke ud til at kæmpe imod, men hver gang Emily fik fjernet en, så kom der tre nye frem. Emily kæmpede i flere timer, og skyggerne begyndte at angribe hende. Der var sved på panden, og hendes tøj var blevet slidt ned, fra alle de gange hvor skyggerne angreb, og hun snublede over sine egne fødder. Madame Cordia og de andre beboer kiggede modigt på hende. De havde været plaget af de skygger i årevis, og de mente, at Emily var den eneste der kunne stoppe hele dette rædsel.

Den lille pige trådte ud på gaden. Hun kunne se at Emily led. Der var koldt udenfor, og det blæste utroligt meget. Man kunne mærke den aggressive stemning i luften. Emily kæmpede og løb rundt, og skød lys mod skyggerne. Fra det øjeblik vidste den lille pige, at det aldrig ville blive lyst igen. Skyggerne havde overtaget området.
Da Emily opdagede, at den lille pige stod udenfor, bad hun hende om at gå igen. Skyggerne var blevet for aggressive, og de var ikke til at styre. Den lille pige gjorde hvad hun sagde, og løb ind igen som et lyn. Emily vidste hun ikke kun fjerne alle skyggerne. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun gik i panik, og smerten i hendes højre hånd var pinefuld. Hun tog en dyb vejrtrækning, og i stedet for at skyde mod skyggerne, så skød hun op mod himlen. Det var som et fyrværkeri, for det sprang i himlen, og der faldt små stykker af ild ned, som direkte smeltede skyggerne. Her fandt Emily en løsning. Hun skød med sine sidste kræft op mod himlen, og håbede på, at det ville fjerne skyggerne for altid.

Som skyggerne forsvandt, så kom solen frem igen. Solen skinnede så stærkt at den blændede Emily. Madame Cordia trådte ud med åbne arme, for at give hende et knus, men Emily afviste. Beboerne trådte ud på gaden og klappede. Emily var forpustet. Det havde været den længste aften i hendes liv, og nu ville hun bare gerne slappe af. Den lille pige kom løbende over til Emily, og hev hendes hånd. Hun løb videre med Emily i hånden, og madame Cordia råbte, at de skulle komme tilbage. Den lille pige holdte hånden frem og åbnede en portal. Ligesom da de mødtes, og løb fra skyggerne. Denne her gang blev Emily virkelig blændet. Hun kunne ikke se noget, og den lille pige stod ikke længere ved siden af Emily. Hun stod alene i det lyse sted, men pludselig hørte hun en urolig stemme. ''Emily! Emily!''

Emilys hoved dunkede. Hendes krop var hel øm. Hun vågnede i sin egen seng, og hendes mor kom ind på værelset med noget te. Hun smilte da hun så at Emily endelig besluttede sig for at vågne. Emily tog en dyb vejrtrækning. Det hele følte så virkeligt, men det var hvis bare noget hun havde drømt. Hendes mor rakte Emily teen, hun havde lavet. Emily begyndte at fortælle sin mor, hvad der var sket. Skyggerne. Den lille pige. Madame Cordia. Alt.

Emily var blevet træt, og hendes mor bad hende om at lægge sig til at sove. Hun forlod værelset og lukkede døren efter sig. Emily følte pludselig, at der var noget der hang på hendes hals. Det var halskæden. Hele drømmen var ægte nok. Emily ville ikke tænke mere på det, for nu var det hele overstået. Hele mareridtet med skyggerne var overstået. Emily havde stadig håndbogen og minderne, men hun kom hurtigt over det, og glemte det hele. Hun levede videre, og gjorde som hun plejde, men hver dag mindede hun sig selv om, hun var muligvis verdens mægtigste magiker.

- Siger tak til alle dem der orker at læse! Jeg har prøvet at rette den, nu vil jeg bare gerne se om det er rigtigt :)