Dansk: terminsprøve 8. klasse

Hej :-) Er der nogen, som vil kigge på min dansk stil (skriftlig fremstilling) og give den en karakter? 

Mathias stirrer atter på den låste dør og prøver desperat at forholde sig roligt. Hans største frygt lige nu er, hvordan politibetjenten, som skal afhøre ham, kommer til at tolke hans umulige forsøg på rolig og normal adfærd.
    Hans kolde fingre strejfer de små nakkehår og banner sig derefter vej til årene ved hans tinding. Lyden af stemmer ude på gangen får ham til at fare forskrækket op fra hans slaskede sideposition.
    Hjertet arbejder på højtryk og pumper blodet gennem hans rastløse krop, og der skal adskillige beroligende indåndinger og udåndinger til, at Mathias nogenlunde får styr på sin krop igen.
    ’’Hvorfor er jeg sådan her?’’, tænker Mathias for sig selv. Inderst inde ved han jo, at det ikke var han og hans venners skyld, at en 23-årig ung mand omkom.
    Mathias mærker tårerne presse sig på for millionte gang og snøfter stille og roligt for sig selv, mens lugten, som vægventilatoren langsomt spreder ud i rummet, rammer Mathias’ næsebor, så han er nød til at holde sig for næsen.
    Lyden af snak fra gangen trækker Mathias ud fra hans dagdrømmeri og tankegange, og han mærker den svage røsten fra den knirkende dør, efterfulgt af en kraftigt bygget politibetjents heftige skridt. Mathias rejser sig hurtigt op for at gøre et ansvarligt indtryk på betjenten, som skal afhøre ham. ’’Rene Mortensen’’, kommer det fra betjenten mens han giver Mathias’ hånd et hårdt klem, som efterlader hans hånd rød og varm. Betjenten er iført et sort jakkesæt, et rødt slips og nypudsede blanke sorte sko. Mathias kan ikke undgå at undre sig over betjentens unormale påklædning, da han, ud fra hans tidligere iagttagelser, kun kan forestille sig betjente iført uniformer og pistolhylstre. Indtil nu.
    Mathias mærker et lille smil i mundvigen, men gør alt for ikke at vise betjenten hans useriøsitet. Ud fra politibetjentens udseende kan Mathias sådan cirka vurdere politibetjentens alder. ’’Højst sandsynligt i midten af fyrrene’’, tænker Mathias for sig selv.
    Betjenten trækker den matchende røde kontorstol hen til sig og sætter sig komfortabelt på den. ’’Jeg vil gerne kort præsentere mig selv, hvis det er i orden med dig, Mathias?’’ ’’Ja, selvfølgelig’’ ’’Jeg er specialuddannet i afhøring af unge i aldrene 14 til og med 17 år. Jeg har desuden studeret jura på Københavns Universitet. Hvad siger du til det, unge mand?’’, siger Rene drillende og kigger på Mathias. ’’Øh, det er vel… cool nok?’’, svarer Mathias nervøst tilbage. Mathias undgår at kigge Rene ind i øjnene, og han føler sig tåbelig og fortabt. Noget han har følt lige siden den frygtelige ulykke.
    Mathias’ hjerte begynder at banke voldsomt igen, og han føler varmen brede sig gennem han legeme, og sveden pible frem på panden og overlæben. Mathias fanger igen sig selv i at tænke på den rædsomme dag, hvor ulykken ændrede ham for altid. Mathias forsøger atter at sætte en supplerende mental barriere op, i håb om at kunne sætte en stopper for det gyselige flashbacks genkommen.
    ’’Hej… er du okay?’’ Mathias ryster forvirrende på hovedet og genskaber kontrollen over sit overfyldte sind.
    ’’Ja, det tror jeg’’, svarer Mathias. ’’Vil du have noget at drikke eller… ’’Nej, nej tak’’. Mathias burde slet ikke være her, og hvis han absolut skulle tiltales for en dom, skulle det være en dom for meddelagtighed. ’’Jeg vil gerne fortælle dig noget’’, siger Mathias, mens han bryder den uafbrudte tavshed. ’’Jeg har noget på hjerte… og jeg kan simpelthen ikke holde ud at holde det hemmeligt mere’’. Mathias mærker en tåre dale ned på sit skød, og at den efterlader en minimal plet på Mathias’ lyseblå cowboybukser. ’’Hej, du kan fortælle mig alt, selvom jeg måske ikke virker som den mest følelsesladede person på jorden’’, siger Rene betænksomt med sit fjogede smil.
    Mathias smiler og griner over Renes sjove bemærkning og føler et lille tegn på glæde. Glæde var noget, han ikke havde oplevet i lang tid. Men han savnede det forfærdelig meget og kunne snart ikke klare at være så miserabel hele tiden.
    Mathias’ ansigtsmimik transformerer sig igen til dens følelsesløse tilstand, og situationens seriøsitet overtager ham igen.
    ’’Jeg mener ikke at det er mig, som er vigtigst at afhøre i dette øjeblik, men… en af mine venner’’. Rene følger interesseret med i Mathias’ konstatering og sætter sig frem i stolen. ’’Men du skal love mig… at du ikke giver ham en hård dom, selvom han kun er 15 år.’’ ’’Jeg lover dig, at denne utrolige handling som han begik, ikke var noget han mente at gøre. Det var bare et uheld’’.     Mathias mister kontrollen over sig selv og lader tårerne gennembløde sine cowboybukser. Han føler sig så umoden. Han mærker Renes blik bore igennem sin overflade, og det får ham bare til at føle sig endnu mere utilpas og utryg.
    Hvorfor skulle Mathias’ ven, Michael, absolut være sådan en outsider og irriterende pyroman? Mathias og Michaels forældre var heldigvis de eneste, som kendte til Michaels ukontrollerede adfærd, og Mathias havde mange gange overvejet at fortælle sin vens lille hemmelighed videre, men det ville bare skabe flere problemer, og problemer var der nok af. Endda rigeligt.
    ’’Lover du mig så, at den højeste dom han kan få er uagtsomt manddrab?’’, siger Mathias præcist og overbevisende. ’’Ja, hvis det er det der skal til, for at du afslører det for mig. Så ja.’’, svarer Rene. Mathias overvejer kort konsekvenserne og eftervirkninger for afsløringen, men tænker så på al den skade som Michael har voldet ham og ikke mindst samfundet indtil nu, og de eneste, som ville blive ulykkelige og sønderknuste, var Michaels forældre.
    Mathias har altid følt en speciel form for medlidenhed for Michaels forældre, men denne gang må han desværre skuffe dem. Bare tanken gjorde ham stresset og bekymret. Eftervirkningen ville være ulidelig.
    Hvis Michael kom i en slags ungdomsfængsel, ville han sikkert begå selvmord eller ende på en eller anden psykisk anstalt. Men Michael fortjente det, og Mathias var træt af at være hans ligegyldige støtte. Mathias bryder stilheden.
    ’’Ham, som kom til at brænde den unge mand ihjel… ’’. Mathias snøfter og kan næsten ikke få de tunge ord ud.
    ’’Han hedder Michael Jessen Engholm’’.