stof

Dit forslag er rigtig. ledningsevne er det danske ord for konduktivitet

Man måler ledningsevnen på et veldefineret legeme ( kubus ) af stoffet, f.eks. 1 cm³, målt mellem to modstående endeflader.  Derved måles stoffets specifikke ledningsevne.

Ledningsevne måles i S ( Siemens ) = Ω^-1.

Specifik ledningsevne måles så i  S/m  eller typisk  μS/cm.

Gælder det ovenstående også for en opløsnings ledningsevne?

Bemærk
ledningsevnen beror
                                      i en leder på bevægeligheden af lederens frie elektroner       dvs uden stoftransport

                                      i en elektrolyt på bevægeligheden af elektrolyttens frie ioner   dvs med stoftransport

bemærk endvidere
at
                                      en elektrolyts ledningsevne er stærkt temperaturafhængig

                                                            ca. 2% pr. Cº
                   

#3:  Ja, selvfølgelig, men her må man jo så hælde opløsningen i en glaskubus, for at måle den specifikke ledningsevne. Men til beregningsbrug, kan den specikke ledningsevne anvendes til alt, for den sags skyld også til gasser.

I #2 skrev jeg, at enheden for specifik ledningsevne er S/m. Det kommer sig af, at når du ser på en kubus af stoffet, så må ledningsevnen være propotional med kvadratet men omvendt proportional med afstanden ( mellem måle elektroderne.

Således er enheden egentlig: S * m / m², som ved "reducering" så bliver S / m.

Siemens = Ω^-1 kaldes undertiden også  mho  ( omvendt af ohm ), men jeg ved faktisk ikke om "mho" hører under kategorien: slang.

Målingen af en elektrolyt's konduktans
foregår i princippet på samme måde.

Man måler ved 25ºC ledningsevnen gennem et 1 cm³ elektrolytvolumen, dannet af to elektroder med
tværsnitsareal 1 cm² med den indbyrdes afstand 1 cm over hvilke, der er et spændingsfald på 1 V,
relateret til en
                                 standardopløsning:
                                                                        hyppigt en 0,1 M KCl-opløsning, hvis specifikke ledningsevne
                                                                        ved 25ºC er 0,01288 Ω^-1·cm^-1
                                                                    

måles f.eks. en ledningsevne på 0,01350 Ω^-1
er den specifikke ledningsevne

                                                                        k = (1288/1350) = 0,950
                                                                        den konstant, som alle målte
                                                                        ledningsevner skal multipliceres med for at give den
                                                                        specifikke ledningsevne ved samme tamperatur

#7, #0:  Man skal ikke anvende et volumen af kubusform på 1cm³. Et glasrør ( cylinderform ) med volumen på 43,21 cm³ kan også anvendes, blot skal legemet være veldefineret, samme kvadrat over hele længden, osv..  Den specifikke ledningsevne skal bare korrigeres for legemets form og dimensioner, efter måling af legemets ledningsevne.

Målespændingen skal tilpasses stoffets elektriske egenskaber, og behøver ikke at være 1,0 V.  Hvad skal den f.eks. være hvis man måler på 1 cm³ kobber, også 1,0 V ?

Det kan være, at denne 1,0 cm³ og disse 1,0 V er angivet i definitionen af specifik ledningevne, men man må da tilrette målingen lidt praktisk, så at kobberkubusen ikke eksploderer ved målingen.

@#8

i #7 vil den opmærksomme læser bemærke,
at der kun er tale om elektrolytter sammenlignet
med den af dig i #2 angivne principielle metode.

At praksis tilskriver en tillempet udførsel for metalliske ledere, ændrer ikke ved
det principielle.

praksistilpasning:

i #7 benyttes
da det i praksis er vanskeligt at fremstille en målecelle med de nævnte dimensioner
et ledningsevnekar eller en dyppeelektrode med nøjagtigt fikserede platinelektroder
og bestemmer cellens kapacitet K ved at måle ledningsevnen af en opløsning med
nøjagtigt kendt specifik ledningsevne. Hertil anvendes hyppigt en 0,1 M KCl-opløsning,
hvis specifikke ledningsevne ved 25ºC er 0,01288 Ω^-1·cm^-1.
Findes f. eks. med den anvendte målecelle en ledningsevne på 0,01350 Ω^-1·cm^-1
er K = 1288/1350 = 0,950 den konstant, som som alle målte ledningsevner skal multipliceres med
for at give den specifikke ledningsevne ved samme temperatur.                                                                    

#9: Jeg opfatter bestemt spørgsmålet i #0 som værende af principiel karakter. Du bringer så elektrolytter på banen, med disses k-værdier, standardopløsninger ( reference ), osv., sikkert fordi at kemi er en af dine kæpheste. Det er fint nok, at dette har sin berettigelse, men som jeg læser #0, er spørgsmålet af elektroteknisk karakter. Så din sidste sætning i #9 kunne måske omformuleres til:

At praksis tilskriver en tillempet udførsel for metalliske elektrolyttiske ledere . . . .

#10: Praksistilpasning:  i #7 benyttes da det i praksis . . . .  ( og så kan jeg ikke læse teksten før første punktum. Jeg mangler:  , så . . . ).

Men i næste sætning angiver du så en reference specifik ledningsevne ved 0,01288 Ω^-1*cm^-1 med betydende cifre: 1288. Dette antal betydende cifre antyder en nøjagtighed ≈ 0,08% :  Det lader sig da sagtens gøre at fremstille en målecelle med dimensioner indenfor den tolerance. Bevares: det koster. Hvis ikke: hvordan er man så kommet frem til denne  referenceværdi?  Det kan være, at gymnasiale klassesæt af måleceller ikke helt lever op til den teknologiske formåen af budgetmæsige årsager, og at man derfor her er nødsaget til at kompensere herfor ved indførelse af kompensationsfaktoren K?