Rensning af sukker via læsketkalk og CO2

Dette er hvad jeg ved indtil videre, men jeg fatter ikke hvad der kemisk set gør følgende muligt:

En sukkerroe består af 75% vand, 16-18% sukker (sakkarose), 5-6% roefibre og 2-3% andre stoffer. Næsten halvdelen af roens vandindhold genbruges under sukkerudvindingen, resten fordamper. Af sukkerindholdet udvindes næsten 90% til hvidt sukker - en enkelt sukkerroe giver ca. 100 gram sukker. Resten bliver tilbage i en melasse, der bruges til fremstilling af bl.a. dyrefoder, gær og spiritus. Roefibrene anvendes til fiberprodukter og til dyrefoder. De resterende »andre stoffer« indeholder fosfor og magnesium og indgår bl.a. i den kalk, der er tilbage efter sukkerproduktionen. Kalken sælges som jordforbedringsmiddel til landbruget.
Når roedyrkerne leverer roerne til fabrikken, bliver læsset først vejet. Der tages en prøve for at bestemme roernes renhed og sukkerindhold, hvorefter jord, sten og snavs skylles væk under roevasken. Derefter skæres roerne i tynde snitter og føres hen til et diffusionsapparat, som er udviklet og patenteret omkring 1950, hvor der anvendes 70°C varmt vand til at trække sukkeret ud af roen. En times tid senere er der kun ca. 0,2% sukker tilbage i roesnitterne, der nu sorteres fra og anvendes til dyrefoder/roemasse.
Det sukker, der er udvundet af roen, indeholder omkring 15% sukker, men også 1-2% urenheder, der skal fjernes. Først iblandes læsket kalk - det udfælder en del urenheder og virker steriliserende. Dernæst tilsættes kuldioxid, og bobleprocessen får kalken til at binde urenheder til sig og synke til bunds. Saften sendes nu gennem store filtre, hvor kalken filtreres fra. Den kalk, der bliver tilbage i filtret, presses tørt og sælges som jordforbedringsmiddel til landbruget.