Jeres mening!

Jeg vil gerne bede jer om at komme med jeres mening om hvor god eller dårlig min stil er:

Carsten Rene Nielsens essay forældre, giver os et klart indblik og forståelse for, hvordan man i dag opfatter forældre ren følelsesmæssigt (Når man er ung omkring teenager alderen.). Forældre spiller en væsentlig rolle for, hvordan vi som mennesker bliver dannet, og dermed danner os en forståelse for vores omgangskred og den verden vi lever i. Til trods for den kærlighed og omsorg de nære for en, er man ubevidst om, hvor nødvendige de er. Med årene, får man en anden opfattelse af begrebet forældre, hvilket resultere så i at man tager dem i betragtning, og når til den konklusion, at de er unødvendige. Dog kan vi ikke erkende, at vi stadigvæk er under en udviklingsproces, og dermed begår en fejlbedømmelse. Man indser hurtigt, hvor afhængig man er af deres nærvær og den omsorg de ernære for en. Der opstår episoder i ens liv, hvor man må erkende sit nederlag og søge trøst hos forældrene. Vi er afhængige af dem, følelsesmæssigt. De har som forældre et ansvar og en opgave i livet. De skal uddanne os, hvad livet og dets krav angår. De skal hjælpe os igennem de følelsesmæssige dilemmaer, som vi gennemgår i livet, og hverdagens barske krav. De kan forekomme som et forbillede, hvilket bærer præg af deres livserfaringer og viden, idet de kan fremstå som ”alvidende”. Som nævnt, går der ikke længe før man danner sig en forståelse for tingene og livet. Man bliver skuffet og nedtrykt, men man må erkende at man nu må søge trøst og viden et andet sted. Deres lektioner om livet og det ”rigtige” kan fremstå, som besvær og man ser, hvordan de stille og roligt visner foran ens øjne.

Når man kommer i teenager alderen, er ens opfattelse på det højeste. Man bliver selvbevidst og prioriter dermed sig selv, som det højeste. Man bliver inspireret af andre og deres påklædninger, musik, druk, sex osv. Selv om forældrene højst sandsynligt har gennemgået disse, i form af livets krav, har de svært ved at danne forståelse for deres børns krav. De prøver med alle midler de har, på at beskytte dem og sørge for, at de føler sig trygge, men er det tryghed, ikke at føle livet, smage livets sødme? Dette resulterer i konflikter, ikke mindst følelsesmæssige. Man gør oprør og tager initiativet i egen hånd. Først når man ser, hvor grusom livet er, bliver man fyldt op med sorg, men på dette tidspunkt er for sent og man må tage ansvar for sine handlinger. Man er fast besluttet på at være uafhængig af forældrene, hvilket har medført, at man har ændret sin livsbane, som vil resultere i gode eller dårlige følger. Først dér bliver forældrene bevidste og indser, at de ikke længere er det centrale punkt i ens liv, hvilket medføre at de bliver nedtrykte og føler skuffelse. De ser, hvordan man klarer sig igennem livets barske hverdag, og må erkende deres nederlag. Ensomheden rammer dem og det gør ondt. Som en kniv, der borer sig i deres hjerter. Man bemærker deres lidelser, i form af deres klager og brok om, hvorfor man aldrig besøger dem eller ringer. Man er selv ubevidst om, at man selv vil gennemgå de samme lidelser i løbet af livet. Med tiden bliver de ældre og Man ser, hvordan livet har taget hårdt på dem, i form af skuffelse, fortvivlelse og værst ensomhed. Man begynder at nære sympati for dem. Så kommer dagen, hvor man indser at de ikke længere har så langt tid tilbage, man bliver ramt af skuffelse og sorg. Det gør ondt, så ondt at man ikke længere tager hensyn til andre en den sorg, som man må takle på egen hånd. Uden nærværd, trøst eller omsorg. Man bemærker, at man har taget fejl, men at det er forsent. Man indser, at man må tilbringe deres sidste stunder med dem og genvinde de fortabte følelser og omsorg. Man er med dem i deres sidste stunder og trøster, i form af en klem på hånden og nogle kære ord, der kommer fra hjertet. Man mærker, hvordan tårerne presser sig frem, man prøvet på, at holde det tilbage, men forgæves. Alt den sorg man har på hjertet presser sig frem i en. Det gør ond, så ondt at de ikke stoppe dine tårer. Du søger nu trøst hos moren eller faren, i form af en omfavnelse. Du giver slip på den fortvivlelse og sorg du har haft. Man indser, hvor meget man egentlig havde brug for dem.

Så kommer dagen, hvor man står ved deres gravesten. Man tænker på den tid, som aldrig fik tilbragt med dem. Man får skyldfølelse. Man tager noget af jorden fra deres grav og holder det, hvorefter man slipper og ser det falde, sandkorn for sandkorn, ligesom de år man også har ladet falde fra sig. Man bliver omslugt af sorg og søger trøst i deres billeder. Men man indser, at billederne ikke kan erstatte den omsorg og trøst de ernærede. Først der forstår man, hvad ordet forældre betyder.

Man bliver selv ældre og ser, hvordan ens egen børn danner sig en forståelse, for den verden vi lever i. Man prøver ihærdigt på, at belære dem om livet, da man er bange for de vil begå de samme fejltagelser, og derved smage på livets barske følger. Man tænker tilbage på dengang, man selv var sådan. En tåre triller ned af kinden og indikere, at man stadigvæk ikke har givet slip på den skyldfølelse man havde.

Dette begreb forældre, har forskellige betydninger, afhængig af, hvem man er. Vi har svært ved at danne os en forståelse for dette besynderlige begreb. Ikke alle familier lever et liv i idyl, mange lider følelsesmæssigt. Forældrene med til at støbe og danne os. De lærer os at danne os en forståelse idet de lærer os at tage initiativ. Vi lærer ligeledes det vigtigste, nemlig at tage ansvar for vores handlinger. Vi lever i et tæt sammenhold, hvilket får os til at folde os ud følelsesmæssigt. Vi er afhængige af nærværd og omsorg. Netop derfor er forældrene vigtige. De er med til at give os sikkerhed, tryghed og frem for alt omsorg. Vi individer er afhængige af hinanden. Vi søger hen mod andre mennesker og søger trøst, fordi vi ikke vil være ensomme. Man glemmer det vigtigste. Man glemmer, at dem der har ernæret en med kærlighed omsorg og trøst i virkeligheden er ens forældre. Er vi taknemlige for deres omsorg, trøst og kærlighed, eller er vi blot blindet af livets sødme? De er nødvendige følelsesmæssigt, men taget i betragtning fremstår de blot som objekter. Hvornår har vi sidst udtrykt vores kærlighed til vores forældre? Man bliver et selvstændigt individ med tiden og værdsætter ikke længere de følelser, der kommer fra forældrene. Der opstår dog også episoder i ens liv, hvor man længes efter blot en enkel sætning: ”Jeg elsker dig”. Man føler et stort træng til netop denne sætning, men man vover ikke, at give udtryk for sine følelsesmæssige behov. Hvem ved om det bliver gengældt?

Begrebet forældre er meget kompleks, og er derfor svært at tage stilling til, men en ting er dog sikkert. Forældrenes kærlighed til deres børn er grænseløs. Man burde ikke tænke på dette begreb, men blot følge livets veje, hvorefter man vil blive konfronteret, med den rigtige mening. Når man først bliver konfronteret med dette, vil man kunne danne sig en forståelse for, hvad dette begreb dækker over. En ting kan jeg dog fastslå, forældrene vil sætte deres præg på ens liv, enten negativt eller positivt. Man må se realiteterne i øjnene, og opgive sin mening. Man kan ikke franægte, dem deres ret til at opdrage, trøste osv. For de er ansvarlige for, hvordan du vil komme til at blive. DU er dem, og de er dig! Men som nævnt, så mærker man først ensomheden når de er borte.

Først når de forsvinder, i falmende fotografier, savner man dem.

Uddrag fra Carsten René Nielsens digt ”Forældre”.