Litterær artikel - Andersen og Knud Sørensen

Sangen ”Jylland mellem tvende have” af H. C. Andersen til musik af P. A. Heise er et stykke ærkedansk kulturepos, en hyldest til vort fædreland, som det så ud i midten af forrige århundred. Sangen er skrevet på en af Andersens mange rejser, her fra Rander til Viborg i 1859.
Stedet er Jylland, og Andersen beskriver naturen, han nævner Jylland som hovedlandet på grund af sin størrelse, en betegnelse det har den dag i dag. På sin vis kan sangen minde lidt om Steen Steensen Blichers fortællinger om den jyske hede, hvor han tilbragte en stor del af sit liv. Han brugte naturen som inspiration akkurat som Andersen, Blicher skriver i en af sine mange fortællinger:
”Stundom, når jeg vandred på heden”…

Andersen skriver om runestene og kæmpegrave, om oldtidsminder og skovens pragt, man kan sige, at han starter fortællingen, da Danmark blev ”født” på vikingetiden.
”På heden alvorsstor, her, hvor ørknens luftsyn bor”
Man fornemmer hedens kolossale udstrækning, flimrende dis en kold augustdag, hvor solen endnu er iført sin morgenkåbe.
Skovensomhed, klit, sand, vand, lyng som et blomstertæppe, vi fornemmer hele det storslåede sceneri i vers 2 og 3, men lyrikken tager en drejning, da Andersen taler om kornmarken:
”Skynd dig, kom! om føje år
heden som en kornmark står”
Der varsles nye tider, Andersen forudser, at naturen må vige for kulturens ubarmhjertige fremstød, heden opdyrkes. Det må være på den tid, da Hedeselskabet blev grundlagt, en forening, der havde som mål at opdyrke den jydske hede.
”Dampdrage”, ”rige bøndergårde”, det er damplokomotivet og de rige herremænd, der indtager Guds fri natur på det sted. Lokomotivet udspyr ild og røg, deraf ordet ”drage”
Andersen slutter, som han begyndte,
”Jylland som en runesten er lagt”
Fortællingen er tilendebragt, og man kan sige, at kulturen står i skarp modstrid til digterens opfattelse af, hvad der gavner et menneske: en fri natur rig på fauna og flora, en inspiration for digteren, for maleren og for den, der blot vil nyde en stille stund mellem vore fortidsminder.
”Fortid mæle dine grave”
Nu er der kun minderne tilbage, og så fantasien.

Tak:) det var meget brugbart. Nu vil jeg glæde mig til at komme i gang.
tusind tak!

her er lidt om Knud Sørens digt:
den første del handler om kulturens forfald:
roer opgivet
tomme staldbygninger
gennemrustede foder automater o.s.v.
alt samen et tegn på kulturens forfald

forfaldet romantiseres
han har taget ordet "stundom" fra Blicher, det kan du udmærket skrive

studerende sidder og regner på økonomi, mens lyngen ryker frem mod byerne - civilisatonens endeligt
naturelskere glæder sig, turistforeningen slår mønt på begivenheden, vi får tyske og hollandske bønder herop, nok ikke for at studere naturen men for at vurdere, om man skal opdyrke igen,

og så igen: man opdyrker, fælder træer o.s.v.

Det hele går på, at lader man naturen gå sin gang forsvinder kulturen (= det menneskeskabte), samt at man er nødt til at vedligeholde kulturen, mens naturen ingen pleje behøver.

Det er det evige kultur-natur tema, der behandles, balancen mellem produktion og natuuroplevelser, hvad vil man have??

Det lader til du har styr påå det;)

Når Knud Sørensen afslutter sit digt med, "En dag vidste alle at det umulige var sket" - hvad mener du så, at det umulige er?

Selv tror jeg, at det umulige er den grænse mellem natur og kultur som endelig er fundet => man lever i harmoni med kulturen og naturen.

Jeg synes digtet pejer i retning af en slags genfødsel af Danmark,i strofe to står der " - og virkningen var som tusinder af tons langsom trotyl - lyngen...."

Der står:
"Man sagde, at nu begyndte det umulige"
Dermed menes blot, at heden blev opdyrket (jvf. Dalgas), noget, man har talt om i årtier og ikke troet mulig.

Ja - på realplan. Men jeg tænker på, hvordan det skal tolkes. Det kan da ikke passe, at det bare er så konkret, som det står? Tjah tjah.
I hvert fald er jeg igang med den litterære artikel nu.
tak for hjælpen:)

jeg tror ikke, at man skal lægge mere i det, andet end, at der alligevel ikke er noget, der er umuligt, eller sagt på en anden måde: ordet umuligt gælder kun, indtil man har løst knuden

Sidder netop nu og er godt i gang med at lave en sammenhængende analyse af de to digte. I "Tilbageblik. Om en del årtier" er der så ikke en stor kritik af produktionen/kapitalen (stille studerende i historie og økonomi...osv.) i og med det er den der er flytte fra landet og ind på kontorerne->urbanisering->industrisamfund til videnssamfund.

Altså naturen der må forskønnes og tildels tæmmes/passes?

Dette vil også passe udemærket på forfatterens baggrund.

-Tobias

Kornet var forlængst opgivet
roerne opgivet, og den tilfældige græsvækst
kvaltes af rensdyrlav og revling
af tyttebær og melbærris,
og lyngen rykkede frem
mod de tomme staldbygninger
med de gennemrustede foderautomater
lyngen rykkede frem
mod de vinduesløse stuehuse
hvor tapeterne hang i fugtige bølger
på væggene, lyngen rykkede frem
mod de sammensunkne lader
og gjorde forfaldet romantisk og malerisk,
lyngen rykkede frem og rundt i den vandrede
- stundom - naturelskere og fredningsfolk
og glædede sig over det absolutte fravær
af produktionsbestemt aktivitet,
og rundt på universiteterne
sad stille studerende i historie og øknomi
og skrev afhandlinger
om det danske renteniveaus betydning
for det heldige udfald af kampen
mod overskudsproduktionen i EF,
og lyngen rykkede frem mod byerne
og turistforeningerne lancerede
"Internationalpark NORD"
de tyske og hollandske bønder tog på udflugt i den europæiske natur
og løste bærplukningskort og hjemførte
revling og tyttebær til fryserne
på deres velholdte landbrug i det sydlige.
Sådan gik 80'erne og 90'erne
sådan passerede årtusindskiftet
og sådan gik nye årtier.
Og en dag sprang lyngen i skov. Forsømt og uplejet
sprang lyngen i skov. Først så man
den takkede horisont, og år for år
rykkede horisonten nærmere, og Danmark
blev et mere grønt, mere vildsomt Danmark,
og skjult, næsten hemmeligt
var noget begyndt. Først
hørte man det som en svag lyd af øksehug
og lyden blev kraftigere, og man sagde
at rundt om i skovene var der lavet rydninger
og man sagde
at rundt om i rydningerne
var nogen begyndt at fjerne rødder
begyndt at bryde lyngen, begyndt at bearbejde jorden
man sagde
at nogen såede korn, roer og græs, man sagde
at nogen havde fået dyr
at nogen havde fået trækkraft
til plove, såmaskiner, selvbindere
man sagde
at nogen byggede vindmøller
at nogen lavede andelsselskaber
man sagde
at en ny glæde voksede på den jord
ingen havde troet på i årtier.
Man sagde
at nu begyndte det umulige.

Ja, det umulige er jo nok det, man før anså for umuligt, han mener vel, at hver generation taler om det umulige, for så at blive muligt for den næste generation.

Må jeg have lov at spørge, hvad er deflationskrisen 1922?

Til dem der skulle have gavn af denne tråd fremover: "Tilbageblik om en del årtier" af Knud Sørensen er fra 1980. 1928 er det årstal han er født.

Jeg har uploadet min litterære artikel, som jeg fik 10 for, så den skulle være på vej - tak til Erik.