At tage sig sammen?

Man kommer en gang imellem ind i nogle perioder, hvor det ikke lige kører for en. Jeg var selv inde i en sådan periode for et stykke tid siden. Her fik jeg 4 i danskstil - det der ellers plejer at være min paradedisciplin.
Men bare rolig det går over igen. Man må bare hænge i, så længe det varer.

Hej med dig!
Jeg TROR, mange har været udsat for, at det svinger en gang imellem, og dit problem i dette tilfælde er nok, du ikke siger så meget? Selv om jeg sideløbende kan læse mig frem til, du også knokler. Min egen mening er, at du bider tænderne sammen og giver den en ekstra skalle ;D, derefter så prøv at være mere udadvendt, sig noget, når du føler du kan, alle er jo ikke fejlfrie og perfekte (: ! - Hvis du stadig ikke tør, så prøv at forklare og så læse lektier igennem med en, det burde hjælpe. Jeg selv har fået meget ud af det, da jeg ikke turde sige så meget i engelsktimerne engang, men nu tør jeg (:

Men hvis det heller ikke hjælper, så synes jeg, du først og fremmest skal tale med din studievejleder og forældre, da det virker til at være et problem.

Hey, det kræver kun en bestået studentereksamen, dvs. 2,00 i snit, for at komme ind på astronomistudiet!
Så det kan du måske trøste dig selv med. Nogle gange går man helt kold i ren iver, bare tag den lidt med ro og husk, at gymnasiet også skal være sjovt.

Held og lykke!

Der er jo også ren faktisk en forskel på at sige noget, og så sige noget der er relevant. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på om det er tilfældet her, men det forholder sig tit sådan at der er piger der føler de er berettigede til at få en bedre karakter fordi de siger en masse ting. Men der er forskel på de ting man siger, om det er ren parafrase af at det man har læst, eller om man rent faktisk kan omsætte den viden og bruge den. Den slags piger kan sagtens parafrasen, men det andet falder dem svært, og så får de naturligvis ikke så tit mere end middel, og hvis de gør, så er det pædagogiske karakterer eller andre forhold end de faglige der spiller ind.

Ligesom de andre kender jeg det også - desværre gav jeg tilkende overfor min lærer i 1.g at jeg ikke var super god i faget, men jeg ville kæmpe for at blive bedre.... Jeg arbejdede nok allerhårdest i klassen - rakte hånden op mindst tusind gange i timen og til sidst så meget at læreren blev sådan helt: er der nogen andre der vil på banen end den samme hver gang??
De ting jeg sagde var korrekt og det jeg afleverede var for det meste til et 9-10tal.. jeg rykkede mig på to år fra 6 til 8.. Det er dybt demotiverende at se sig selv rykke så langsomt, men om ikke andet så holdt jeg ved - og det var godt jeg gjorde det - for selvom min karakter ikke rykkede sig det vilde, så fik jeg alligevel en lillebitte succesoplevelse af at kæmpe utrolig hårdt for noget og vide at jeg kunne tage mig sammen... Vide at jeg havde svaret på tingene og at jeg havde styr på det - selvom min lærer åbenbart ikke mente min indsats var så vild igen. Siden da har jeg fundet ud af at når jeg ikke var tilfreds med min karakter - så hev jeg læreren til side og sagde at jeg ikke forstod min karakter og gerne ville vide hvad jeg kunne gøre bedre for at jeg kunne stige i karakter. Det har de fleste lærere taget til sige og set som om at man virkelig ville gøre en indsats - og når man så samtidig rækker hånden op to gange mere i timen, så betaler det sig altså i sidste ende - det gjorde det ihvertfald for mig!
Håber du finder ud af det...

Hej

Hvad klasse går du i? - det kan jeg ikke rigtig se ud fra dit indlæg eller profil.

Men en ting er sikkert, du er forvirret og nervøs.

Hvis du eksempelvis kun går i 2g, så skal du altså ikke opgive håbet. Hverken din drømme uddannelse eller medicinstudiet-
Det skal nok gå.
Jeg kan huske, at jeg også var dybt deprimeret over mine karakterer, men mit mål var at vise mine lærere, og ja, det giver vel også godt i sidste ende.

Jeg synes ikke, du bare skal opgive, fordi du har fået dårlige karakterer. Jeg forstår, at føler dig helt ødelagt, fordi ingen, især lærerene ikke forstår hvor meget tid du bruger, men jeg forstår dig, og hvis du forstår dig selv, og tror dig selv, så er der bare lærerene du skal vise det overfor.

Du skal altid være aktiv, dvs markerende og sige noget. Du skal ikke være nervøs eller bange. Der er altså ikke nogle, der er bedrevidende end dig. Bare sig, når du føler du kender svaret- i matematik!

DU SKAL FOR GUD SKYLD ALDRIG DROPPE GYMNASIET- AF DEN BEGRUNDELSE. DU ER LANGT FRA AT DUMPE.

Jepper, du skal "tage dig sammen" eller rettere; du skal vise det for dine lærere - og vær aktiv!

Kh Ajantha,