Har du været oppe i historie??

Hav styr på alle de udleverede tekster. Find en relevant sammenhæng. Hav styr på kildekritikken - også af dig selv. Sæt det ind i historisk kontekst - forudgående hændelser og hvad der skete bagefter. Samt find et bilag.

Jeg var oppe i tirsdags og fik 12. Her er min fremgangsmåde:

- Disposition over, hvad du vil gennemgå i fremlæggelsen
- Historisk ramme over perioden (skal ikke være for omfattende)
- Meget kort præsentation af bilagene
- Præsentation af problemstillinger (jeg havde selv 3, men det kan variere lidt, hvor mange man tager med) draget ud fra bilagene (skal være det centrale i din fremlæggelse)
- Perspektivér en eller flere af dine problemstillinger til noget supplerende materiale, som ikke er en del af dine bilag eller af det materiale, som I har arbejdet med i undervisningen. Hvis din skole har en aftale med Infomedia, Skoda eller lignende, så er deres artikeldatabaser geniale til at finde materiale.

I min fremlæggelse spurgte eksaminator ind undervejs, men ellers er det meningen, at der skal være en dialog efter 10 minutters fremlæggelse. Hvis du følger den skabelon, og du ellers kan dit stof, så burde du kunne hive en god karakter i hus. :)

Kære Jones...

Tillykke med dit 12-tal..

Hvad trak du ? Er det muligt at se dit talepapir ? Ku´være fantastisk

Hej Johnny,

Jeg trak Murens fald... Jo, jeg skrev faktisk et talepapir op ordret af, hvad jeg vil sige, så jeg kan da lige paste den herind:

Berlinmurens fald

Jeg har trukket emnet ”Murens fald”, og jeg vil lige indledningsvis komme med en disposition over, hvordan jeg vil strukturere min fremlæggelse.

Disposition:
- historisk ramme, der opridser periodens tendenser
- kort præsentation af materialet
- præsentation af valgte problemstillinger ud fra materialet
- perspektivering til supplerende materiale
- dialog

Historisk ramme:
I 1989 er Den Kolde Krig, der havde varet siden 2. verdenskrigs afslutning, ved at ebbe ud, fordi Sovjetunionen, hverken økonomisk eller politisk, ikke kunne følge med USA i våbenkapløbet, og samtidig var der uro både indlands i Sovjet og i mange af de sovjetiske satellitstater i de østeuropæiske lande.
Heriblandt var Østtyskland eller DDR, der siden inddelingen af Tyskland i 4 besættelseszoner efter 2. verdenskrig havde været under kommunistisk styre. Konflikten mellem USA, Storbritannien og Frankrig på den ene side og Sovjetunionen på den anden var kun blevet værre, som årene skred frem efter verdenskrigen, og grænserne mellem kommunistiske lande og Vesten var skarpt bevogtede. Den tyske hovedstad Berlin, der ligeledes var inddelt i besættelseszoner, havde dog stadig en åben grænse, der gjorde det muligt for østberlinerne, der i stor udstrækning forkastede det kommunistiske samfundssystem, at flygte til Vesten. Dette satte Sovjet og DDR en stopper for i 1961, da Berlinmuren blev opstillet.
Berlinmuren blev på mange måder symbolet på skellet mellem den kapitalistiske og den kommunistiske verden, der truede hinanden gennem Den Kolde Krig, og Murens fald den 9. november 1989 var i lige så høj grad symbolet på Sovjets og kommunismens endelige nederlag.

Kort præsentation af materialet og præsentation af problemstillinger:
I arbejdet med opgaven har jeg haft anvendelse af en række kilder, der har givet et indblik både i murens opførelse og murens fald, hvilke årsager der lå til grund for disse begivenheder, og hvilke konsekvenser de havde. Ud fra dette materiale har jeg opstillet nogle centrale problemstillinger, som jeg fandt relevante at forsøge at besvare.

Jeg har valgt at arbejde med problemstillingerne i en kronologisk rækkefølge, så derfor vil jeg gerne starte med at se på det mest centrale i tekst 12, hvor borgmesteren i Vestberlin mellem 1957 og 1966, Willy Brandt, beretter om murens opførelse i 1961. Hans førstehåndsberetning vidner bl.a. om fortvivlelsen over, at de allierede magter ikke skrider ind, da Berlinmuren bliver opstillet. Brandt skriver, at ”det egentlige og dramatiske nye, der var en begivenhed af stor principiel betydning, var at vestmagterne rettede sig efter ”østtyske” befalinger”, og han undrer sig over, at lederen af det østtyske kommunistparti SED, ”Ulbricht fik lov til at tildele Vestens supermagt et slemt spark over skinnebenet – og De Forenede Stater nøjedes med en forstemt ansigtstrækning.”
Som jeg vurderer det, så er der to faktorer, der trækker hver sin retning i Vestens beslutning om at forblive passive. Hvis man kigger på Trumandoktrinen fra 1947, så kunne man have forventet, at USA havde blandet sig, da den erklærede USA's forpligtelse til at hjælpe ”frie folk” til at forsvare sig mod kommunistisk magtovertagelse. I tilfældet med Berlinmuren skete det dog ikke, hvilket nok er årsagen til, at Willy Brandt skriver, at ”det, der trængte sig på som noget nyt, var erkendelsen af, at de traditionelle formler for vestlig politik havde vist sig virkningsløse, ja, endog virkelighedsfremmede” til sidst i hans beretning.
Den grundlæggende årsag til den vestlige passivitet synes først og fremmest at skyldes terrorbalancen, som prægede hele Den Kolde Krig. Med den overhængende fare for atomkrig var man meget påpasselig med at træde den anden supermagt over tæerne, da en sådan krig ville kunne føre til begge staters undergang. Strategien bag denne terrorbalance kaldtes for Mutual Assured Destruction (MAD-strategien), der netop betyder gensidig garanteret ødelæggelse, og det kan meget vel tænkes, at USA har vurderet, at opretholdelsen af denne magtbalance har været vigtigere end at bremse delingen af Berlin. Desuden har man fra Vestens side formentlig håbet, at Berlinmuren kunne nedkøle det anspændte forhold mellem øst og vest.

En anden vigtig problemstilling bliver der taget fat i i Kilde 11, hvor den engelske journalist Timothy Garton Ash – udover at skildre folkets reaktion på Murens fald – giver sine bud på, hvorfor Berlinmuren pludselig blev fjernet. ”Ingen i Østtyskland havde forudset det,” som han selv skriver, og generelt kom murens fald som et chok for de fleste. I 1988 skrev en dansk Tysklands-ekspert: Se side 144 i Tyskland 1871-2000. Det beviser meget vel, at ingen havde forestillet sig, at der allerede i starten af 1990 blev indgået den såkaldte 4+2 aftale, der skulle sikre den tyske genforening.
Murens fald blev altså en kendsgerning, og det var der ifølge Timothy Garton Ash en række årsager til. Han påpeger bl.a. murens psykiske påvirkning og eventuelt udviklingen i Polen og Ungarn, hvor kommunistpartierne kort forinden havde opgivet, som årsager til den stigende utilfredshed blandt den østtyske befolkning, men den helt centrale faktor synes at være Sovjets nye leder, Mikhail Gorbatjov.
Gorbatjov overtog Sovjetunionen i dyb økonomisk krise i 1985, og derfor ønskede han at reformere det kommunistiske system via slagordene glasnost (åbenhed), perestrojka (omstrukturering) og en generel demokratisering. Dette kommer bl.a. til udtryk i Kilde 13, hvor Gorbatjov beretter om sine erindringer om Berlinmurens fald. Her skriver han: ”Alligevel overvejede vi ikke en eneste gang muligheden af at opgive den nye tænknings fundamentale principper – frihed og ikke-indblanding i andre landes interne affærer.” Gorbatjov kaldte selv i spøg dette princip for Sinatradoktrinen med hentydning til Frank Sinatras sang ”My Way” – en doktrin, der altså tillod de andre medlemmer fra Warszawa-pagten at håndtere deres egne interne politik. Dette var et gevaldigt brud med den tidligere sovjetiske leder Bresjnevs syn på Sovjets forhold til sine satellitstater. Hans Bresjnevdoktrin fra 1968 dikterede, at en indre eller ydre trussel mod et socialistisk land er et fælles problem for alle socialistiske lande, som dermed er forpligtede til at gribe ind mod denne trussel.
Gorbatjovs tilnærmelse af den kapitalistiske verden blev altså helt centralt for Berlinmurens fald, og man fornemmer meget vel hans splittelse i hans beretning om besøget i Østberlin i 1989, hvor han fortæller, at ”jeg forlod Berlin med blandede følelser. Billedet af den enorme strøm af menneskelighed, de tusinder af tyske drenge og piger – sunde, stærke, åbne, tørstende efter forandring – havde efterladt et indtryk af håb og optimisme.” Gorbatjov og Sovjet opgav altså kontrollen med sine østeuropæiske satellitstater, fordi Gorbatjov – i modsætning til Bresjnev – ikke mente, at socialismens interesser stod over det enkelte lands, og begyndelsen på det Sovjetiske sammenbrud var ligeledes i fuld gang.

Endeligt mener jeg også, at det er værd at kigge på, hvad genforeningen af Tyskland fik af betydning for magtbalancen, og hvilke forbehold først og fremmest Sovjetunionen havde. Dette kommer til udtryk i Kilde 31, der er en russisk skribents syn på udviklingen i Europa efter Berlinmurens fald. Artiklen bærer præg af en frygt for, om Tyskland kan forblive fredeligt, eller det vil skabe krig på ny, og derfor spørger skribenten: ”Skal det være medlem af NATO eller skal det forblive udenfor blokkene og være neutralt?” Dette var også det centrale spørgsmål for Sovjetunionens ledelse, der med 4+2 aftalen i 1990 havde accepteret genforeningen, men samtidig havde sikret sig, at de skulle have medbestemmelse i forhandlingerne om Tysklands udenrigspolitik. Gorbatjov var af den holdning, at der ikke kunne være tale om tysk medlemskab af NATO, da det ville skabe en for stor ubalance mellem NATO og Warszawa-pagten, men da Sovjetunionen stod ganske alene med denne holdning, måtte de til sidst også acceptere tysk NATO-medlemsskab. Den russiske artikel kommer ind på de samme problemstillinger, men selvom skribenten først vurderer, at ”ved første øjekast er et neutralt Tyskland med et mindre antal våben og væbnede styrker klart at foretrække,” så argumenteres der alligevel for, at magtbalancen mellem NATO og Warszawa-pagten ikke vil ændres af Tysklands udenrigspolitik, og at magtbalancen allerede er blevet forrykket ved tabene af de østeuropæiske satellitstater. Derfor ender konklusionen med at være, at ”i den endelige analyse – og her går jeg over til den nye politiske tænkning – er vort afkald på tvangsformynderskab over vore naboer en sejr for fornuften, en sejr for vores langsigtede strategiske interesser og en sejr for demokratiet.”

Supplerende materiale
Med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 ophørte næsten 50 års intens magtkamp, og verden gik fra at være bipolær til at være unipolær med kun USA som tilbageværende supermagt. Liberalismen havde sejret, og det fik Francis Fukuyama til at skrive værket ”The End of History”, hvor han bl.a. skrev, at ”det, vi i virkeligheden er vidner til, er ikke bare afslutningen af en bestemt periode i efterkrigshistorien, men endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling og det vestlige, liberale demokratis fremståen som den endelige styreform.”
Fra starten af 90’erne og frem til i dag har vi dog set tendenser til, at bl.a. teokratier i Mellemøsten har taget udfordringen op med Vesten, og den politiske kommentator, Robert Kagan, har med bogen ”The Return of History and the End of Dreams” – med stærk reference til Fukuyamas værk – atter sat debatten i gang omkring ideologiernes kamp. Kagan kalder nutidens Rusland og Kina for autokratier, og han skriver bl.a., at ”verden er ikke på vej til at kaste sig ud i en ideologisk kamp af den slags, der rasede under Den Kolde Krig. Men den nye æra vil snarere være præget af tiltagende spændinger og lejlighedsvise konfrontationer mellem demokratier og autokratier end af fælles værdier og fælles interesser.” Kagan afrunder med at påpege, at ”alt dette er en uvelkommen overraskelse for en demokratisk verden, der troede, at den form for konkurrence sluttede, da Berlinmuren faldt. Det er på tide at vågne fra drømmen.” Man kan altså på trods af liberalismens sejr ved Berlinmurens fald og i Den Kolde Krig ikke konkludere, at vi har nået ”historiens afslutning”.

Det ser fantastisk godt ud godt ! Tusind tak for det ! Jeg tror at mange får glæde af den !

#2+#4
Tillykke med 12-tallet :)
Og tak for at du vil dele dit talepapir med os andre ;)

Jeg kan se at du ikke har lavet nogle direkte problemstillinger - altså sådan som spørgsmål - hvad er årsagen til det?
Vi har nemlig i undervisningen arbejdet med at stille problemstillinger som egentlige spørgsmål :-/

#6:

Jeg har ikke eksplicit sagt: "Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, hvorfor gør Vesten ikke modstand, da DDR (Sovjet) opstiller Berlinmuren?" eller "Hvilken betydning har den tyske genforening for magtbalancen i verden?", men implicit er det jo det, jeg gør. Jeg følte selv, at det ville lyde lidt dumt at gøre det på den måde, og jeg fik da også meget ros for min fremgangsmåde.

Men hvis din lærer udtrykkeligt har fortalt, hvordan han/hun ønsker eksamensfremgangen, så skal du selvfølgelig den. Der er jo ikke kun én bestemt måde at fremføre sådan en eksamen. :)

Det lyder meget fornuftigt det du har gjort ;D
Min lærer har ikke sagt at det skal være på den ene eller den anden måde, så jeg er meget modtagelig overfor andres erfaringer :)

Hvilke kilder havde du?

Jeg havde kilde 11, kilde 13 og kilde 31 fra Mai Valentin Nielsens "Da verden blev ny - Østblokkens sammenbrud 1989-1991" + en tekst fra ADN om "Situationen ved Brandenburger Tor" + en beretning af Willy Brandt om murens opførelse fra en bog af bl.a. Harry Haue (tekst 12). Ingen af dem var særligt præget af tendens, så jeg brugte ikke rigtigt tid på kildekritik...

Noget jeg undrer mig meget over, at du overhovedet ikke inddrager kilderne rigtig.. Kompetencen, kildekritik, er slet ikke noget du viser du kan?
Du taler kun om perioden omkring etc.?? :S

MVH

Hej alle kloge historikere.

Ikke får jeg skifte emne(selvom jeg gør det lidt), så har jeg et spørgsmål, som jeg er næsten sikker på at i kan svare på!

Jeg skal til mundtlig tysk på torsdag og skal fortælle om Willy Brandt og Murens fald. Der er et enkelt spørgsmål, jeg bare ikke ved hvad jeg skal sige til.

- Wie beeinflussen Willy Brandt Berlin unter und danach die Berliner Mauer?

(Hvordan har Willy Brandt haft indflydelse på Berlin under og efter Berlinmurens fald?)

Vil sætte stor pris på lidt hjælp til dette spørgsmål, og jeg skal blot sige nogle få sætninger.

H Amalie :)