AT-eksamen imorgen, analyse af tekst

Hej derude, jeg håber virkelig på noget hurtig hjælp, jeg skal have analyseret denne tekst ud fra et religions perspektiv, og det er om mekkaen, nogen som kan hjælpe? jeg har om rejsen til mekka pilgrims rejser

TEKST 27: Arafat-bonnen
RaheelAsghar, en dansk muslim, er med sinfamilie på valfartsrejsen.

Tårerne strømmer ned ad kinderne på den danske muslim, Raheel Asghar
fra Nørrebro. Han står halvvejs oppe ad det Tilgivelsens Bjerg ved Arafat-
sletten, hvor Muhammed ifølge islam holdt sin sidste prædiken. Jeg kan
simpelt hen ikke lade være med at græde. Det går lige ind i hjertet, siger
Raheel Asghar og lader følelserne få frit løb. Han er ikke alene om at hulke.
Rundt om ham bryder folk sammen i gråd, overvældet af bevægelse ved at
stå på samme sted, som Muhammed stod for 1400 år siden.
Alle udtaler de den traditionelle pilgrimshilsen: Labbaik Allahumma
Labbaik. ‘Her er jeg. 0 gud. Her er jeg’. Ifølge islam skal pilgrimmene bede
her fra middag til solnedgang for at følge de regler for pilgrimsfærden, som
Muhammed har fastlagt.
Denne ståen ved Arafat er kulminationen i pilgrimsfærden for familien
Asghar fra Danmark. Som for de omkring et tusind andre danske muslimer,
der skønnes at være her. Her ved Arafat skal familien bede hele dagen. Beder
en muslim ved Arafat, bliver han renset fuldstændig for alle de synder, han
hidtil har begået. Han kan begynde som en ny person.
Og lige præcis sådan har Raheel Asghar det: Jeg kan ikke finde ord til at
beskrive mine følelser. Men det er noget i retning af en følelse af fred med
mig selv. Jeg står her og kan begynde på en frisk i mit liv. Alt det dårlige,
jeg har gjort, er nu blevet tilgivet. Jeg føler mig helt ren indvendig, siger
han. Raheel er i denne omgang den eneste fra familien, der har søgt op på
Tilgivelsens Bjerg. Ja, bjerg er måske så meget sagt, for det er kun 70 meter
højt. De andre nøjes med at bede på sletten nedenfor, men det tæller lige
så meget for en pilgrim. Jeg kom kun halvvejs op, og det må jeg stille mig
tilfreds med. Ifølge islam må jeg ikke skubbe og puffe de andre væk for
selv at komme højere op. Men jeg er også så lykkelig over blot at være nået
så langt som hertil, siger han med henvisning til det enorme menneskehav
af to millioner pilgrimme, der ses neden for bjerget.
Da han er kommet ned fra bjerget, undrer Raheel sig over, hvordan
denne golde ørken er samlingspunkt for to millioner. Det er fantastisk at
være i det område, hvor vores religion fortæller os, at Adam og Eva, Abra
ham og Ismael og Muhammed færdedes. Jeg tabte helt vejret ved første
øjesyn. Vi græd alle sammen. Vi tænkte: Er dette virkelig de hellige steder,
og er vi virkelig her — hele familien sammen? De seneste dage har tappet
forældrene for energi. Det er højst blevet et par timers søvn om natten, og
familien har konstant været på færden mellem de hellige steder i området
ved Mekka, Mina og Arafat for at følge den nøje fastlagte plan for, hvordan
en muslim skal gennemføre en korrekt hajj.

Dagen begyndte med morgenbøn klokken 05.30. Familien skulle derefter
afsted fra deres telt nr. C 71 (i Mina), hvor de bor sammen med andre
pilgrimme fra Danmark og Norge. Men bussen lod vente på sig, og nervøsi-
teten bredte sig. Faderen Mohammad sagde beroligende, at de nok skulle nå
det: ‘Inshallah - om gud vil’, tilføjede han med den mest anvendte sætning
overhovedet blandt pilgrimmene.
De skulle være fremme i Arafat til middagsbønnen kl. 12.30 for at
overholde ritualerne, som kræver, at man beder fra middag til solnedgang
i Arafat. De unge mænd fra teltet blev sendt ud for at lede efter bus C 71 i
den myriade af tusindvis af busser, der hostede i varmen. . .og det lykkedes
dem at finde bussen og sikre, at alle nåede frem til middagsbønnen.

Og nu er de her — midt ude i solen eller under skyggen fra en hvid, medbragt
paraply — og beder time efter time hele dagen igennem. Dalen virker som
er den dækket af en fin tåge. Men det er blot tusindvis af sprinklere, pla-
ceret på 10 meter høje master med 15 meters afstand, der sprøjter en mild
støvregn ud over pilgrimmene i de 40 graders varme. Efter aftenbønnen
venter de igen på transport.
Denne gang til Muzdalifa, hvor de skal samle 49 sten — lige som Mu-
hammed gjorde — og hvor de skal overnatte i det fri — lige som Muhammed.
Alt er tilrettelagt, så pilgrimmene gør præcis lige som profeten på dennes
sidste pilgrimsfærd. Natten i Muzdalifa bliver anstrengende. De ankommer
først kl. 03.00 og skal videre igen kl. 05.30...

Stenkastningen skal foregå ad tre omgange. For Raheel-familien blev den
første stenkastning en blandet oplevelse. De har lige hørt nyheden om 35
dræbte tidligt på morgenen og frygter selv at blive trampet ned. ‘Vi stod
inde i menneskemængden, og presset fra alle sider var voldsomt. Pludselig
gav mængden et voldsomt puf fremad. I to sekunder tænkte jeg: Så, nu går
det galt. Men derefter mindskedes presset igen, og vi kunne komme til at
kaste stenene,’ siger Raheel Asghar.
Han tilføjer, at det kan virke tankevækkende, at han — en person, der
er under uddannelse til farmaceut og i øvrigt på mange områder føler og
tænker meget dansk — står her midt i en ørken og kaster sten efter en sten-
søjle, der skal forestille Satan. Men ikke desto mindre gav det mig noget.
Jeg løftede stenen op til mit hjerte og sendte den afsted. Det var ligesom, jeg
kom af med nogle af de dårlige ting, jeg har lavet, hver gang jeg kastede en
sten, siger han. Lige nu er hans største bekymring i livet, at hans lille søn,
Awais på fire måneder, som er med på pilgrimsrejsen, har fået lidt feber.
Men den bekymring kan ikke fjerne den overvældende følelse af at være
blevet renset ved Arafat — parat til et nyt og bedre liv.

Interview afMuradAhmed og Orla Borg, Jyllands-Posten Z marts 2001.

Jeg havde tænkt mig at bruge både Kilde kritik og analyse perspektivering ..