Om at miste sin skriftlighed, og dermed sit liv.

Det er et problem, jeg længe har haft, som jeg forhåbentlig kommer af med, og som sikkert, helt sikkert, vender tilbage gentagne gange - jeg er nok næppe den eneste, der stiller sig op og plaprer om det, klager, skriger, alt det der. Lad os kigge på det - hvor mange forfattere, filosoffer og øh.. journalister, fx, har ikke stilt sig op for at tude over en fejlslagen historie, bog, filosofi? Og hvor mange mennesker har måttet sidde, spændt til en stol eller sofa og blive tortureret af den evige jamren, der er fortsat over århundreder, lige siden skriftsproget blev opfundet til den dag, mennesket uddør... Men vær nu sød og rar, hav lidt sympati med fejlslagne skribenter og fejlslagne gymnasieelevsskribenter uden liv, lad mig forklare dig, hvad det vil sige, eller rettere sagt, hvad det indebærer, at en, der skriver, lige pludselig ikke kan skrive.

(I parentesen vil jeg påpege, at jeg endnu en gang vil fyre en omgang tudelort af, nedenstående er derfor uegnet til børn under 18 og andre sarte sjæle.)

Ser du, kære læser, Studieportalist, Googletilhænger, menneskeudenliv-som læser blogs en søndag eftermiddag, ser du, inden den smertelige fase af uskriftlighed (lad os kalde det uskriftlighed, for mit ordforråd rækker ikke længere) - inden den smertelige fase af uskriftlighed indtræder, vil man typisk være i stand til at skrive som en engel, dvs. man skriver og skriver, skubber det i armene på en tilfældigt udvalgt person, og denne person vil elske det, som man har kradset ned. Det er en fritsvævende lykkelig proces af at gå nedenom, bankrupt og hjem, og først, når man har ramt bunden og ens oppustede egohoved fyldt med forfatterdrømme er bristet, går det op for en, at smerten begynder at indtræde. (Jf - til alle dem derude, der har set den der Gore film om global opvarmning - hr. Al Gores pragteksempel med frøen, der bliver kogt, og aldrig lægger mærke til det, før den er død.) Til gengæld er det sådan, at når først man mærker smerten, rammer det en som en.. lastbil, siger kabang, og før man ved det, sidder man, præcist som jeg gør i dette øjeblik, og skriver forfærdelige, uduelige essay-lignende blognotater om selvmedlidenhed osv.. Når en skribent, skriver, person, har ramt det, som man må engelsk kalder "rock-bottom", det, som jeg på dansk ej kan formulere med ord, så begynder man febrilsk at forsøge at kravle op igen. Fra uforståelig metafor oversat til almen retsdansk vil det sige, at den fortvivlede person spytter tyve lastbilers værd af gylle ud, undskyld - den fortvivlede  person skriver en masse uforståelig fiddeulihut, som har til formål at prøve at imponere andre. Det er lidt samme filosofi, som ligger bag Tyra Banks nørdemodeller i ANTM, dvs., at dem, der er dyrisk tiltrækkende (jf sexede) kan være det uden at gøre sig umage, hvorimod dem, der tror de er dyrisk tiltrækkende (dvs. sexede) aldrig får tiltrukket mere end en halvdrukken olding på bænken, fordi hun strutter for meget med røven, sutter for meget på læben, holder sig for meget på brysterne og derved kommer til at ligne et kæmpe næbdyr. ...

- okai, slut for i dag, skal ud på arbejde ^^ -