Sabbat i den danske lejr

Otte måneders intens uddannelse og træning i procedurer og standarder. Den fysiske form er helt i top. Forventningens glæde er altoverskyggende. Og så må man se sig slået i jorden af en 50 graders lammende varme fra første øjeblik, de pudsede militærstøvler endelig betræder den sandede ørken.

Sådan var oplevelsen af at komme til Irak som udstationeret soldat, da 21-årige Thomas Rubæk Larsen fra Nordjylland i august 2006 landede i den danske lejr, klar til at arbejde under fædrelandets faner. ”Det første jeg tænkte var ’Den varme kan man da ikke arbejde i’. Den første uge fik vi derfor ordre på at slappe af, for der var så mange, der gik fysisk ned fordi, de ikke kunne holde til varmen.” De næste mange uger af opholdet i Irak skulle til gengæld vise sig at byde på masser af intense oplevelser, raketangreb og en til tider trykket stemning i den danske lejr.

De første 14 dage - sveder uden at lave noget

Adgangsbillet: Rendegraver
Siden sine fire måneders værnepligt hos ingeniørsoldaterne i Skive har Thomas ikke tvivlet – han skulle til Irak – og påbegyndte derfor otte måneders uddannelse til at køre rendegraver, en entreprenørfunktion ved maskinstationen under ingeniørsoldaterne på Skive Kasserne. ”Inden de 8 måneders uddannelse vidste jeg godt, jeg ville afsted til Irak og havde også snakket med familen om det, så jeg tog uddannelsen målrettet mod at komme afsted. Min familie vidste godt, at til Irak det ville jeg, så jeg fik selvfølge fuld opbakning hjemmefra, selv om min mor nu gerne havde set, jeg blev hjemme.” Egentlig ville Thomas hellere have lavet noget andet end lige rendegraver, men afsted ville han, og det var enten rendegraveren eller ingen tur til Irak – så rendegraveren blev det.

Maskinparken

Opgravning af raket med rendegraver og skovl

Bag Thomas’ ønske om udstationering ligger en målrettet plan for, hvad opholdet og oplevelserne skal bruges til. Thomas blev student fra Hjørring Gymnasium i sommeren 2005 og med drømmen om at søge ind på Politiskolen, var der pludselig udsigt til nogle års ventetid. Så hvorfor ikke give sig selv lidt bedre kort på hånden i forhold til optaglse som politibetjent, tænkte Thomas, og søgte værnepligt på Skive Kasserne.

Hverdagen i Irak
I den danske lejr bor 500-600 mand, så Thomas, de andre entreprenører, håndværkere og mekanikere havde en del at se til med at vedligeholde den mindre danske landsby, lejren udgør. Kloakering, vandforsyning og anlæg af mindre veje, var blot nogen af opgaverne. ”Fordi lejren skulle flyttes sidst i den periode, jeg var udsendt, havde jeg ikke vildt meget at lave, da der ikke blev søsat ret mange nye projekter i lejren. Det resulterede i, at vi kom mere ud af køre på patruljer og eskorter sammen med nogle andre enheder under ingeniørerne. Det var helt vildt spændende i forhold til at sidde og hænge inde i lejren.”

På vej ud af lejren

På patrulje

På sådanne opgaver fik Thomas forskellen mellem skolebænken i Skive og virkeligheden at føle: ”Hjemme i Skive blev de otte måneders uddannelse brugt på at træne standardprocedurer til alle tænkelige arbejdsopgaver og hændelser. Men ude i virkeligheder, kan man selvfølgelig aldrig forholde sig til situationer ud fra sådan nogle skemaer, så selv om vi var godt forberedte på opgaverne hjemmefra, så må man improvisere efter bedste evne.”

Selv om Thomas ikke oplevede at patruljere rundt i de mest berygtede områder af Irak, var stemningen i de almindelige byer, de kørte igennem, noget trykket, og der blev også kastet sten efter soldaterne. Episoder med angreb mod patruljer og den danske lejr, blev med tiden hverdag, men for Thomas står de ca. 45 raketangreb mod lejren, i hans udstationeringsperiode var det, som det stærkeste minde: ”Nogle gange kunne vi knap nok høre raketangrebene, og andre gange lød det helt vildt. Men vindforholdene og luftfugtigheden har utrolig meget at sige, så det var svært at vurdere, hvor tæt på de var. I starten var det vildt skræmmende, og det skulle gå stærkt med at komme ned i bunkeren, men med så mange angreb blev det en del af hverdagen, som vi tog mere roligt med tiden – vi når det nok.”

En trygget stemning
”Som entreprenør, der primært arbejdede inde i lejren, blev udstationeringen hurtigt til en almindelig arbejdsplads med mekanikere, håndværkere og andre, der arbejdede med vedligeholdelse, som på enhver anden byggeplads i Danmark. Så stemningen var som på en almindelig arbejdplads, hvor dagene gik med morgenmad, arbejde, frokost, arbejde, eftermiddagskaffe, arbejde og aftensmad”, fortæller Thomas. Men der var alligevel nogle dage i lejren, hvor stemningen var alt andet end hverdagshyggelig.

I den periode, Thomas var udsendt, oplevede den danske lejr nemlig, at to danske og fire engelske soldater mistede livet. ”De gange, der skete dødsfald, ændrede stemningen sig i lejren. De enheder, som har mistet folk og kendte dem (vi kender ikke alle hinanden i lejren), går helt ned, og det påvirker selvfølgelig hele lejren, at vi har mistet en af vores. Det er svært at beskrive, men der blev en helt anderledes stemning – lidt tung.”

Psykologhjælp
I den forbindelse kan jeg ikke dy mig for at spørge ind til Thomas syn på forsvarets psykologbistand til udsendte, som har været ret omdiskuteret i medierne de seneste måneder. ”På det område er Forsvaret rigtig langt fremme”, mener Thomas, både under udstationeringen og efter, soldaterne vender hjem. ”De soldater, der er tæt på, hvor der sker noget, de bliver mandsopdækket med det samme dernede. Sker der meget alvorlige episoder, så går der blot én til to dage, så ankommer et hold af danske militærpsykologer klar til at hjælpe de pårørte. Da vi så kom hjem, var vi alle til en ti minutters psykologsamtale, og vi får diverse kontaktoplysninger i tilfælde af, vi får brug for yderligere hjælp. For sådan én som mig, hvor der ingen mén er overhovedet, så virker det lidt overdrevet at køre et så stort apparat i stilling. Men der er folk, som virkelig har behov for det, og derfor er det godt, så jeg kan på ingen måde kritisere Forsvarets håndtering af det. Det er noget at det mest positive, jeg har oplevet, at psykologbistanden er helt i top.”

Gruppebillede fra projekt hvor vi byggede checkpoint til den irakiske hær

Papir på en god oplevelse
Efter Thomas i februar vendte hjem til Danmark, har det ikke været svært at finde fodfæste herhjemme igen: ”Det er en lidt speciel følelse, som om det hele har stået stille herhjemme, mens jeg har været væk; folk ligner jo sig selv, laver det samme og er ikke rigtig kommet videre, mens jeg har været nede i et af verdens brændpunkter blandt raketter og patruljevogne.” Den første måned er da også gået med at få set kammeraterne og drukket alle de øl, Thomas har måtte undvære under udstationeringen. ”Så nu skal jeg i gang med en mere seriøs tilværelse igen og skal finde et arbejde”, som Thomas siger.

Er det så slut med karrieren i Forsvaret, eller har oplevelserne givet mere blod på tanden hos Thomas? ”Jeg er helt færdig med militæret nu. Men forsvaret mangler jo hele tiden folk, så jeg kan jo altid komme afsted igen, men det tror jeg nu ikke, jeg vil. Nu søger jeg ind til politiet til foråret 2008, og indtil da skal jeg arbejde og ud at rejse, så det er slut med forsvaret.” Thomas er helt overbevist om, at hans udstationering vil gavne ham i optagelsen på Politiskolen: ”Det er en kæmpe fordel at kunne skrive på mit CV, at jeg har været i Irak i et halv år, når nu jeg søger ind på Politiskolen. Jeg har gode papirer, hvor der står, ’du klarede det godt og håndterede de og de situationer så og så fornuftigt’. Det var også derfor, at jeg tog afsted, og så for at få en oplevelse.”

Til dig, der går og drømmer om at få en oplevelse som Thomas’, kommer han med denne opfordring: ”Jeg vil anbefale de rette personer bruge et sabbatår på at uddanne sig ved militæret og blive udstationeret, forstået på den måde, at man skal have noget gå-på-mod og ikke være bange for at prøve noget nyt. Når jeg kigger rundt blandt min venner, er der nogen, der kunne få noget fedt ud af sådan en oplevelse, som jeg har fået. Men igen for andre, tror jeg ikke det ville være en god idé. Det skal passe til én og den måde man er på.”

Skrevet af: Signe Skov Andersen