genfortælle (kort) denne tekst.

nu, alt syntes at ske meget hurtigt. Jeepen gøs og aftog en smule, men da en af de forreste hjul knækket. Jeep svingede voldsomt, væltede på sit tag og begyndte at rulle ned af bjergsiden. Tracey følte sig som de rullede i timevis, men i virkeligheden kun var sekunder passerer, mirakel, det holdt op løbende og faldt på hjulene igen. da det styrtede hovedkulds ud i en stor sten i bunden af bjergsiden. Alle vinduer eksploderede. Glas fløj rundt inde i jeepen som snefnug i en snestorm. Tracey dækket hendes ansigt og øjne med hænderne. Charlie var ikke så hurtig som Tracey og glas ramte hans ansigt. Tracey følte hendes hoved ramte side af jeepen og pludseligt mørke omgav hende. Hun følte det, som om hun var ved at synke ind i et bundløst sort hul. Ned og ned hun faldt i ingenting. Når Tracey endelig åbnede hendes øjne, hun var alene. Hun huskede wgat var sket, men hvor fanden var Charlie? Hun kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde hjulpet hende ud af jeep. Tracey forsøgte at åbne døren, men det var fastklemte, så hun kravlede ud gennem det knuste vindue skærmen og ned på jorden. Hun stod omkring, men hun kunne ikke se Charlie overalt. Der var en fuldmåne nu, men den sølvfarvede lys hjalp ikke meget. Tracey indså, at de havde været meget heldig. Heldig, fordi jeepen ikke havde fanget i brand og eksploderede med dem stadig indeni. Charlie? Kom nu, Charlie, svar mig. Wher fanden er du? Der var ingen svar fra Charlie. Tracey forsøgte svært ikke at gå i panik. Gråd og skrig ville ikke gøre noget godt, ikke herude. Dette var ikke en ulykke på motorvejen uden for London eller på motorvejen i LA Tracey snublede sort i