Dansk
litterær artikel
hej
Nogen der kan hjælpe angående en litterær artikel der skal skrives.
Jeg ved ikke hvordan man starter og hvordan den opbygges, nogen ideer?
/Rasie
Svar #1
06. februar 2010 af Knotz (Slettet)
Jeg har et lille vejlednings-dokument liggende om den litterære artikel, som jeg tænker nok kan hjælpe dig:
Litterær artikel
En litterær artikel skal indeholde en analyse og fortolkning af en eller to tekster, og der er yderligere et krav om en perspektivering. Det kan fx være en perspektivering som placerer teksten litteraturhistorisk eller genremæssigt.
Når man placerer teksten litteraturhistorisk, er det vigtigt at man IKKE refererer alt det man ved om perioden, men KUN inddrager det der er relevant for teksten og viser hvilke tidstypiske træk teksten har med udgangspunkt i den analyse og fortolkning man har lavet af teksten.
Når man placerer teksten genremæssigt, er det en god idé først at fastslå den overordnede genre som fx novelle, eventyr, … Derefter skal man se på mere specifikke genretræk, fx se på tekstens realistiske og ikke-realistiske træk, om teksten låner elementer fra eventyrgenren, spøgelseshistorier, triviallitteratur eller andre genrer.
Opbygning af en litterær artikel:
En litterær artikel skal have en indledning som vækker læserens interesse samtidig med at den præsenterer teksten. Man skal huske at en litterærartikel er en journalistisk genre, så det er FORBUDT at skrive ”I denne opgave vil jeg …” eller lignende. Indledningen må gerne være personlig eller reflekterende, og det er en god idé at fokusere på et eller andet element, tema eller andet fra teksten som også er centralt i ens analyse.
I selve analysen og fortolkningen SKAL man benytte en danskfaglig metode. Man må IKKE bare snakke om teksten, og analysen skal IKKE følge tekstens handling. I stedet skal man arbejde med forskellige elementer i teksten, og det en god idé at hente inspiration i det mindmap I har om analyse og fortolkning. Man kan ikke komme ind på alle de elementer der står i mindmappen, men man skal væge dem man mener, er interessante i forhold til det fokus man har valgt for analysen.
I analysen skal man dokumentere sine observationer med fx med citater, og man skal argumentere for sine påstande. Det er vigtigt at huske at analysen skal hænge sammen og bygge op til den endelige fortolkning, dvs. man skal kun skrive det som er relevant for den fortolkning som man bygger op til.
Da perspektiveringen skal bygge på analysen, er det stort set altid mest hensigtsmæssigt at den kommer efter analysen, men inden den afsluttende fortolkning som bygger på analysen samt perspektiveringen.
En litterær artikel afsluttes med en samlet fortolkning hvor man bygger på alt det man er nået frem til i analysen og perspektiveringen.
Husk at se på oversigten over genrerne hvilke krav der stilles til en litterær artikel. Fx skal man efter citater angive linjenummer i en parentes.
Inden du skriver en litterær artikel
Læs teksten/teksterne grundigt igennem og marker interessante passager. Skriv stikord undervejs.
Lav en analyse af tekstens elementer – hent inspiration i mindmappen.
Vælg et fokus for analysen.
Svar #2
08. februar 2010 af Rasie (Slettet)
meget ledende vejledning til at komme i gang:)
Mange tak for hjælpen:)
Skriv et svar til: litterær artikel
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
