Rettelse af eventyr...

                                                                                        Alfebogens hemmeligheder

Der var engang en meget smuk pige, som blev kaldt Lillian, hun boede sammen med sin gamle bedstemor ude i en stor skov. Lillian var en smuk pige, hun havde langt sort hår, som nåde hende til taljen og store blå øjne som strålede muntert. Men det var ikke det, som fik landsby beboerne til at sladre i krogende om hende. Det skyldes at Lillian havde små spidse alfeøre og det gjord landsby beboerne mistroiske over for hende, men de undlod at omtale det til bedstemoderen, for hun var den kloge kone i landsbyen. Hun havde hjulpet dem adskillige gange, med fødsler hun var jo lægekyn-dig. Lillian var en alf og det forklarede også hendes spidse øre, bedstemoderen var den eneste som vidste hvad Lillian i virkeligheden var. Bedstemoderen havde altid kendt til alferne, for hun var selv halvt alf. Hendes mor som havde været en alf, hun havde forelsket sig i et menneske og hun var så deres resultat. Hun var blevet opfostret i Alferiget, men da hun ikke havde følt sig hjemme der, havde hun valgt at leve sit liv som menneske.
Det hele startede med at det Mørke Hof havde overtaget magten i Alferiget, de havde så kastet en forbandelse over dronningen og kongen som var Lillians forældre, det gjord så at de var blevet fortryllet ind i en søvn som de ikke kunne vækkes af, men dronning Sika havde nået at få Lillian i sikkerhed hos bedstemoderen og bedstemode-ren havde lovet at passe på barnet og beskytte hende med livet, hvis det skulle blive nødvendigt. Lillian anede intet om alt dette. Det Mørke Hof havde udlovet en dusør til den der fandt prinsessen, men de ville aldrig mistænke et menneske for at skjule prin-sessen, men efter næsten 14 år uden at havde set eller hørt fra prinsessen gik de ud fra at hun var død. De fangne alfer nærede dog stadig et lille håb om at Lillian en dag vil vende tilbage og befri dem fra alle de lidelser de led under det Mørke Hofs magt.
Bedstemoderen havde lært Lillian op siden hun var lille, hun vidste hvad alle blomster, urter og planter hed og dens medicinske egenskaber. Lillian havde aldrig rigtigt haft nogen venner, men hun havde heller aldrig følt sig ensom eller noget. Hun fortrak at være ude i skoven og være sammen med dyrene, hun havde altid kunne forstå dem og snakke til dem. Lillian havde altid undret sig over hvordan hun kunne gøre det, ligesom når hun havde fået en hvisen blomst til at blomstre eller når hun helbredte dyrene eller når hun blev trist og det så begyndte det at små regne og omvendt hvis hun var glad. Det var kun hendes bedstemor der vidste noget om alle Lillians forunderlige ev-ner. Lillian elskede at være sammen med sin bedstemor, som altid fortalte de mest fantastiske historier om alfer, prinsesser og de onde feer, der blev kaldt det Mørke Hof. Bedstemoderen var hendes bedsteven og hun havde altid været forstående og omsorgsfuld. Lillian vidste bare ikke at alle historierne var sande, bedstemoderen for-beredte hende til den da hun skulle vende tilbage og herske over Alferiget. En dag da Lillian var sammen med sin bedstemor ude at plukke blomster og urter kom der en mand løbende hen mod dem, han havde noget pjaltet tøj på, der var helt beskidt, men han var stadig smuk, han løb hen mod bedstemoderen som han kaldte Molia, bedste-moderen så helt forskrækket ud hvorefter hun løb ham i møde og han fortalte hvad der var sket, det Mørke Hof vidste hvor Lillian befandt sig, det var en ellepige der hav-de sladret, hun havde set Lillian gå ude i skoven og havde med det samme vidst at det var prinsessen, fordi hun havde lignet dronning Sika, som var Lillians moder på en prik og hun havde genkendt prinsesse modermærker på hendes arm, det var et morder-mærke der lignede en blomst med en krone.
Bedstemoderen og de to andre skyndte sig hjem til hytten, da de var kommet hjem forklarede bedstemoder blidt Lillian det hele, Lillians øjne blev større og større og det begyndte at regne udenfor, det blev kraftigere og kraftigere, til sidst styrt regnede det, bedstemoderen sagde til Lillian at hun blev nødt til at stoppe regnen, ”det ender med at det bliver en orkan, som du ikke kan få under kontrol”. Manden, som var en alf ry-stede målløs på hovedet og sagde at hvis hun kunne manipulere med vejret, var der en rimelig chance for at hun kunne vinde over det Mørke Hof. Alfen som hed Ash, fortalte at hun skulle finde en alfebog, hvor alle modvirkningerne, formlerne, alfe trylleviserne og alfernes historie stod i. Det der gjord bogen speciel var at i bogen kunne man se sin egen skæbne og at bogen viste hvad og hvem man var og hvis man brugte den rigtigt ville man være uovervindelig, men det kunne kun bruges til det gode tjeneste, derfor havde det Mørke Hof ingen gavn af den. Bogen havde været i alfernes hænder siden tidernes morgen, men det Mørke Hof havde fået en snegl , fra den umagiske verden til at sluge den, de havde kastet en fortryllelse over sneglen, så den var blevet meget større end en almindelig snegl. Det var meget risikabelt at rejse til den umagiske ver-den, for der troede folk ikke på magi, men noget andet som hed teknologi og de havde maskiner som brummede og summede. Alfen sagde til Lillian at hun i nat, når fuldmå-nen var stået op, skulle stå klar over ved floden ved siden af det store egetræ og vær forberedt på en lang og farefuld rejse. Alfen Ash sagde ”Jeg vil få en alf til at ledsage dig, så du ikke er helt alene. Han vil vente på dig og du må ikke komme forsent, porten er kun åben i det øjeblik hvor fuldmånen skinner direkte ned i floden og det vare kun et par minutter”. Drengen der skulle ledsage hende, ville lære Lillian alt hvad han vid-ste om, alfernes historie, magi og alfernes traditioner, deres kampkunst og alt andet der var nødvendigt at lære.
Da Lillian havde pakket sine mest nødvendige ting sammen gik hun hen til sit værelse og tog sin træ fløjte, som hun havde fået i gave af sin bedstemor, hun sagde farvel til sin bedstemor og gav hende et stort knus og så begav hun sig af sted. Hun havde altid haft et godt nattesyn, så hun kom uden problemer ned til floden, hun havde endnu ikke vænnet sig til at hun var en alf og alt det andet eventyrlige, men på en måde gav det hele mening nu og hun følte sig næsten helt tilpas ved tanken, om at være prinsesse og alf og alt det andet. Hun nåede hen til floden i god tid og stod ventede til sidst spekule-rede hun om at det hele bare havde været en drøm og hun om lidt ville stå op, men lige så snart hun havde tænkt tanken, kom en ung dreng med spidse øre hen mod hende. Han havde gyldne øjne og korn gult pjusket hår, der skinnede gyldnet i måne-skindet, han mindede hende om en løve, men der var ingen tvivl om at han var smuk, trods hans pjaltede beskidte tøj. Han bukkede galant for hende og præsenterede sig som Leo. Han havde en lille læder taske med og over skulderen havde han bue og pil. Leo forklarede hende at de skulle kaste sig ned i vandet, når han sagde til og at det var vigtigt at hun ikke tøvede, Lillian kiggede usikkert på ham, men han blinkede bare til hende og sendte hende et blændende smil, hvorefter Lillian rødmede. Han gav hende tegnet og de hoppede i floden, med hinanden i hænderne, mens Leo råbte deres be-stemmelses sted.
Da de var noget hen i den anden verden, (den umagiske verden) var Lillian helt svim-mel og hun liggede sig på jorden og kiggede på stjernerne. Da hun havde sundet sig lidt, kravlede hun hen til Leo som så ud som om han sov, han var besvimet da de havde nået den anden verden på grund af trykket og luft forandringen og så videre. Lillian åbnede sin taske og tog nogle urter frem som hun puttede i hans mund, hvorefter han vågnede spruttende op. Han kiggede forskrækket på hende, hvor efter han forvirret kiggede på hende. Hun forklarede ham at han var besvimet og at hun havde puttet bladet i munden på ham, til hendes overraskelse begyndte han at grine. Leo forklarede at det kun var de stærkeste alfer som ikke besvimede, og da hun ikke var besvimet var hun jo en stærk alf. Han blinkede muntert til hende og hun spurgte om han var sulten efter at havde tændt bål og havde spist maden lagde de sig til at sove. Næste dag gik Leo i gang med at lære hende magi efter det, lærte han hende at skyde med bue og pil. Lidt senere gik Leo ud for at finde nogen spor af sneglen, han kom hurtigt tilbage igen og sagde at han havde fundet dens hule. Lillian vidste at det her var hendes eneste chance, så hun tog sin bue og pil, som hun selv havde skåret, hun flugte sporene til en landsby hvor der var en masse huse og en stor maskine som var en bil, lidt længere oppe af gaden, så hun sneglen, den var større end bilen og den havde taget fat i et barn og slæbte barnet med sig ind i skoven, der var igen der turde gribe ind og drengens mor skreg og råbte, mens tårne strømmede ned af kinderne på hende, Lillian satte i løb hen mod sneglen, men en mand trådte hen foran hende og stoppede hende og råbte, ”Er du vanvittig pigebarn selv politiets kugler preller bare af på den, på grund af dens sneglehus”. Lillian rev sig løs og satte i løb hen mod sneglen igen, alt imens hun skød pile hen mod den, de prellede bare af som manden sagde, men hun gav ikke op. Hun blev ved med at skyde pile mod den, til sidt begik den, den fejl at vende sig om for at brøle til hende, men så ramte pilen, ham lige i ansigtet og sneglen sank om. Hun løb hen til barnet som var helt slimet til og løftede ham op, kort efter kom Leo han så forskrækket på sneglen og så på hende hvorefter ansigtet flækkede i et stort smil og Lillians hjerte sprang et par slag over og hun løb, ham i møde og knuste ham, hvorefter han kyssede hende. Den lille dreng begyndte at græde og råbe på sin mor, Lillian tog hurtigt sin kniv op og skar sneglen op, og tog så bogen ud fra sneglens mavesæk, den magi der var i bogen havde beskyttet den mod skidtet fra indvolde og mavesækkens indhold. Hun tog bogen i tasken og løftede den beskidte dreng op og Leo tog hendes hånd og de begav sig mod landsbyen, drengens mor gav et glædeshvin fra sig, da hun så sin dreng og løb hen til drengen og kyssede og knugede ham ind til sig. Alle i landsbyen jublede og kaldte hende for helt, der var stadig en uge til fuldmåne, så de skulle finde et sted hvor de kunne øve magi, sådan at Lillian kunne besejre det Mørke Hof, når de skulle duellere.
Efter en uge var hun blevet så god som hun kunne blive, hun havde lært alt hvad Leo vidste og havde lært alt hvad der stod i bogen, så nu skulle de bare vente til de kunne komme i gennem porten, så hun kunne tag kampen op med det Mørke Hof. Da det blev fuldmåne traskede de hen mod floden og Lillian råbte deres bestemmelses sted og lige pludselig var de i skoven igen, Lillian var ikke det mindste svimmel, men Leo stod og svajede lidt, hun støttede ham og de gik hen mod Alferiget. Da de var gået i gennem det fortryllede egetræ, stod de i den smukkeste dal, Lillian nogensinde havde set. Lillian vidste hvad hun skulle gøre, hun gik hen mod et stort træ i midten af dalen og råbte ”Herskeren af det Mørke Hof, jeg udfordre dig til en duel mellem dig og mig, hvis jeg vinder, er Alferiget mit og alferiget vil igen blive mit folks, som det skulle havde været, Jeg prinsesse Lillian af Alfekongeriget udfordre dig til duel”. Alle alfe måbede og så deres prinsesse modig og stolt med løftet pande, udfordre herskeren af det Mørke Hof. Herskeren af det Mørke Hof, kom langsomt ned af trappen og prinsessen blev en smule usikker, da hun så det onde smil der bredte sig over herskeren mund, men genvandt hurtigt selvtilliden, da hun så sine folks håbefulde bævende smil. Han nikkede til hende som tegn på at han, svarede ja til duellen og dens konsekvenser for den der tabte. Leo så stolt på Lillian og Lillian sendte ham et lille smil, han rødmede og et bredt smil bredte sig på hans ansigt. Lillian blokerede med lethed Herskerens forsøg på at såre hende og hun begyndte at mumle en tryllevise der gjord at han blev lammet, visen virkede og hun gik hen imod ham og skød pilen igennem hans hjerte, med et blev alle de fortrylelser han havde tryllet opløst og dalen begyndte at blomstre og de mørke skyer der havde hængt over dalen forsvandt og blev erstattet med solens stråler. Alle jublede og kastede blomster på deres nye dronning, Leo gik hen til Lillian og kyssede hende og alle begyndte at hylde deres nye dronning.
Kort tid efter gik Lillian hjem og hentede sin bedstemor, så hun kunne komme til at bo på slottet, sammen med hende. Derefter fandt Dronning Lillian en modgift for hendes forældres dvale og de blev vægget af deres dvale og de blev lykkeligt genforenet med deres datter. Derefter arrangerede de et kæmpe bryllup får Leo og Lillian, alle var inviterede selv Lillians dyrevenner, kom og gik som de vil og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Du kan sende rettelsen til min hotmail på: [email protected]